Krav om erstatning begrundet i manglende forsikringsdækning ved kritisk sydom og udbetaling af ratepensioner i utide.
| Sagsnummer: | 493/2026 |
| Dato: | 30-10-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jimmy Bak, Majken Christoffersen, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Forsikring - rådgivning
Forsikring - øvrige spørgsmål Ratepension - udbetaling |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i manglende forsikringsdækning ved kritisk sydom og udbetaling af ratepensioner i utide. |
| Indklagede: | Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i manglende forsikringsdækning ved kritisk sydom og udbetaling af ratepensioner i utide.
Sagens omstændigheder
Klagerne H og M var kunder i Nordea Danmark.
Den 1. november 2019 indgik H en aftale om en ratepension med banken. Af aftalen fremgår blandt andet:
”Udbetaling
Udbetalingen kan tidligst starte ved min pensionsudbetalingsalder.
Udbetalingen er aftalt til at starte den 1. april 2060 og slutte den 1. december 2069.
Udbetalingen skal ske i rater over mindst 10 kalenderår.
Sidste udbetaling skal ske i kalenderåret 30 år efter min pensionsudbetalingsalder.”
M havde en tilsvarende ratepension i banken.
Af bankens vilkår for ratepension gældende fra den 1. august 2022 fremgår blandt andet:
”8. Beskatning og afgift ved udbetaling
Når ratepensionen udbetales efter reglerne i punkt 6 beskattes udbetalingerne som personlig indkomst.
Ratepensionen kan helt eller delvist udbetales i utide - dvs. uden at betingelserne i punkt 6 er opfyldt - mod at betale en afgift på 60 pct. til staten. Ved en arbejdsgiveraftale, skal arbejdsgiveren acceptere, at ratepensionen udbetales i utide.
(…)”
Ved breve af februar 2024 modtog H og M hver deres oversigt over deres pensions- og forsikringsforhold fra banken. Af brevene fremgår blandt andet:
”Pensions- og forsikringsforhold
På oversigten kan du se, hvor meget du har sparet op til pension pr. 31. december 2023, og om du er forsikret i tilfælde af død, nedsat erhvervsevne, visse kritiske sygdomme og ulykke.
Der er samtidig en mere detaljeret gennemgang af udviklingen på din pensionsopsparing.
I oversigten indgår aftaler i Nordea.”
Af de vedlagte oversigter til klagernes breve fremgik, at de hver havde en ratepension med en værdi på 24.181,17 kr. pr. 31.12.2023. Endvidere fremgik, at værdien af opsparingen på pensionskonti og pensionsdepoter blev udbetalt ved dødsfald.
Klagerne har oplyst, at H i 2024 blev diagnosticeret med kræft.
Banken har oplyst, at H i juli 2024 kontaktede banken, da H ønskede at starte udbetalingen af sin ratepension før tid. Banken har anført, at banken i den forbindelse oplyste om, at en heludbetaling af ratepensionen var forbundet med betaling af 60 % i skat og et gebyr til banken.
Den 6. juli 2024 underskrev klagerne hver deres tillægsaftale om førtidig udbetaling af ratepensionen. Af tillægsaftalerne fremgår:
”Tillæg til aftale af: [dato]
Hermed aftaler jeg med Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland, at min ratepension udbetales i utide snarest muligt mod betaling af 60 pct. i afgift til staten.
Jeg ønsker, at det udbetalte beløb efter fradrag af afgift til staten overføres til min konto [-XXX].
Ekspeditionsomkostningerne på 850 kr. hæves før beregning af afgift til staten. Ekspeditionsgebyret er ikke fradragsberettiget i pensionsafkastskatten.”
Klagernes ratepensioner blev herefter udbetalt.
Banken har oplyst, at klagerne den 12. juni 2026 kontaktede banken og spurgte, om H’s kritiske sygdom i 2024 havde givet særlige rettigheder i forbindelse med den førtidige udbetaling af ratepensionen. Banken undersøgte forholdet og konstaterede, at der ikke var knyttet en forsikringsdækning ved kritisk sygdom eller nedsat erhvervsevne til klagernes pensionsordning i 2024. H havde derfor ikke mulighed for at modtage en forsikringsudbetaling i anledning af sin sygdom.
Banken har oplyst, at klagerne herefter meddelte banken, at banken i forbindelse med klagernes anmodning om førtidig heludbetaling i 2024 burde have spurgt ind til H’s helbredsmæssige forhold og vejledt hende om eventuelle muligheder som følge af hendes sygdom.
Banken har endvidere oplyst, at den svarede klagerne, at udbetalingen var sket efter klagernes egen anmodning, og at de forud for den førtidige heludbetaling var blevet oplyst om, at der skulle betales 60 % i skat. Banken oplyste samtidig, at der efter bankens oplysninger ikke var knyttet en relevant forsikringsdækning til pensionsordningen, og at klagerne blev oplyst om udbetalingsmulighederne.
Parternes påstande
Den 6. juli 2026 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale erstatning på 30.000 kr.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført blandt andet, at de kræver fuld økonomisk kompensation for de tab, banken har påført dem.
Banken bør godtgøre dem det lidte afgiftstab på 60 %, gebyrerne for begge ordninger samt betale erstatning for det mistede. Bankens vildledende dokumenter har påført dem et samlet tab på ca. 30.000 kr.
De er blevet økonomisk ruineret i deres sværeste livssituation som direkte konsekvens af bankens vildledende dokumenter og mangel på menneskelig og professionel rådgivning.
Igennem en årrække har H med egne private midler fra deres familieregnskab indbetalt penge til denne ordning. Igennem flere år sendte banken dem månedligt en officiel oversigt, hvor der med store bogstaver stod "Pensions- og forsikringsoversigt". I selve indledningen forsikrede banken om, at de her kunne se deres forsikringer i tilfælde af visse kritiske sygdomme. På oversigternes forside oplyses udtrykkeligt "På oversigten kan du se, hvor meget du har sparet op til pension... og om du er forsikret i tilfælde af død, nedsat erhvervsevne, visse kritiske sygdomme og ulykke." H stolede blindt på disse dokumenter. Hvis banken ikke havde vildledt hende i årevis, ville hun ikke have levet i en illusion, men i stedet i tide have tegnet en reel, separat kræftforsikring, som kunne dække hendes behandling uden at røre ved sin pension.
Som almindelige forbrugere har de ikke forudsætninger for at gennemskue, om en officiel bankoversigt indeholder korrekte og dækkende oplysninger, eller om oplysningerne i praksis ikke svarer til nogen faktisk forsikringsdækning. For at opfylde kravene til god skik og sikre kunden et klart overblik over væsentlige forsikringsdækninger, herunder til- og fravalg, burde det have fremgået klart og utvetydigt af oversigten, hvis der ikke eksisterede nogen dækning. Eksempelvis burde der have stået: "Dækning ved kritisk sygdom: 0 kr." og "Dækning ved nedsat erhvervsevne: 0 kr." Fraværet af en sådan klar og utvetydig angivelse, sammenholdt med de gentagne officielle oversigter og deres faste formuleringer om forsikringsdækning, skabte en berettiget forventning om, at der forelå en sådan dækning.
Da H blev diagnosticeret med kræft, var hun i chok og i den tro, at hun havde en forsikring hos banken, hvorfor hun henvendte sig til banken. Banken spurgte hende ikke om årsagen til udbetalingen, åbnede ikke hendes aftale og gav hende ingen rådgivning. Banken gav hende blot en standardblanket med en afgift på 60 % og opkrævede 850 kr. i gebyr. På grund af denne manglende rådgivning og bankens vildledende oplysninger endte det i en dobbelt katastrofe – ikke nok med, at H hævede sine penge med 60 % i afgift, men M, som har en fuldstændig identisk aftale, var også nødsaget til akut at hæve sine opsparede midler for at betale for H’s operationer. En hel familie blev straffet økonomisk to gange med 60 % i afgift på grund af bankens fejl.
Hvis H ikke var blevet vildledt til at tro, at der var en aktiv forsikring, ville M aldrig have hævet sine penge. M’s beslutning var en direkte konsekvens af bankens urigtige oplysninger.
Bankens mangelfulde og vildledende information må vurderes i forhold til bankens rådgivnings- og informationsansvar samt reglerne om god skik. Der er i sagen en klar årsagssammenhæng: Banken sendte gennem flere år officielle oversigter med misvisende information om forsikringsdækning. De havde i berettiget tillid til disse oplysninger undladt at tegne en privat forsikring mod kritisk sygdom hos et andet selskab. Kræftdiagnosen blev stillet, og der blev ikke udbetalt nogen forsikringssum. De mistede dermed en forsikringsdækning, som under normale omstændigheder ville kunne have udløst et beløb på anslået 100.000–200.000 kr. De måtte herefter anmode om førtidig udbetaling af deres pensionsmidler for at finansiere den akutte behandling. Det samlede afgiftstab på 60 % for dem begge bør derfor vurderes som en direkte og påregnelig følgeskade af bankens oprindelige informationssvigt.
Det bestrides, at underskriften på vilkårene om 60 % afgift var udtryk for en fri og uafhængig økonomisk disposition. Underskriften blev afgivet under et alvorligt og akut helbredsmæssigt og økonomisk pres. Da kræftbehandlingen i udlandet var akut og uopsættelig, og da H’s egne midler var utilstrækkelige til at finansiere behandlingen, var der et akut behov for at skaffe de nødvendige midler. Efter banken havde afvist forsikringsdækningen, blev M ligeledes nødt til at anmode om førtidig udbetaling af sine pensionsmidler for at kunne finansiere behandlingen. Under disse omstændigheder var underskriften ikke udtryk for et frit valg mellem reelt tilgængelige alternativer, men blev afgivet i en ekstraordinær og akut situation, hvor behandlingen ikke kunne udsættes.
Banken har anført, at der blot var tale om et "opsparingsprodukt", og at den eneste dækning var ved dødsfald. Banken bør forklare, hvorfor den tilbageholder 60 % i strafafgift ved udbetaling, hvis det blot er et almindeligt opsparingsprodukt. Almindelige opsparingskonti i Danmark har ikke en sådan afgift.
Banken forsøger helt uforskammet at fremstille en standard lovmæssig forpligtelse som en "forsikring" for at dække over sin vildledende overskrift og vildlede forbrugeren. Dette er enten grov manipulation eller total inkompetence.
Nordea Danmark har anført, at banken ikke har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med den førtidige heludbetaling af ratepensionerne.
Udbetalingen af ratepensionerne skete på baggrund af klagernes egen anmodning, som de underskrev den 6. juli 2024.
Forud for udbetalingen blev klagerne gjort bekendt med, at førtidig heludbetaling medførte betaling af 60 % i skat samt et gebyr på 850 kr. til banken. Klagerne var således bekendt med de økonomiske konsekvenser af den førtidige udbetaling, da de valgte at gennemføre denne.
Klagernes kritiske sygdom medførte ikke i sig selv en ret til at få ratepensionen udbetalt førtidigt uden den sædvanlige 60 % afgift.
Det afvises, at der på tidspunktet for udbetalingen var knyttet forsikringsdækning ved kritisk sygdom eller nedsat erhvervsevne til H’s pensionsordning og, at banken undlod at vejlede hende om en forsikringsdækning eller udbetalingsmulighed, som hun faktisk havde.
Klagerne har under alle omstændigheder ikke dokumenteret et økonomisk tab, der kan henføres til en ansvarspådragende handling eller undladelse fra bankens side.
Banken har ekspederet udbetalingen i overensstemmelse med klagernes anmodning og de vilkår, der gjaldt for ratepensionsordningen.
Der er derfor ikke grundlag for at pålægge banken at godtgøre klagerne den betalte afgift eller i øvrigt betale erstatning.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne H og M var kunder i Nordea Danmark.
Den 1. november 2019 indgik H en aftale om en ratepension med banken. Af aftalen fremgår blandt andet, at udbetalingen af pensionen var aftalt til at starte den 1. april 2060. M havde en tilsvarende ratepension i banken.
Ved breve af februar 2024 modtog H og M hver deres oversigt over deres pensions- og forsikringsforhold fra banken. Af brevene fremgår blandt andet, at klagerne i oversigterne kunne se, om de var forsikret i tilfælde af blandt andet kritiske sygdomme.
Af oversigterne fremgik, at de hver havde en ratepension med en værdi på 24.181,17 kr. pr. 31.12.2023. Endvidere fremgik, at værdien af opsparingen på pensionskonti og pensionsdepoter blev udbetalt ved dødsfald.
I 2024 blev H diagnosticeret med kræft.
Den 6. juli 2024 underskrev klagerne begge en tillægsaftale om førtidig udbetaling af deres ratepensioner, hvorved klagerne fik udbetalt deres ratepensioner mod betaling af 60 % i afgift til staten og ekspeditionsgebyr til banken på 850 kr. hver.
Ankenævnet finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at banken har ydet mangelfuld rådgivning eller i øvrigt har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagernes udbetaling af deres ratepensioner i utide. Klagerne får derfor ikke medhold i, at banken skal godtgøre dem den betalte afgift på 60 % til staten eller gebyrerne opkrævet af banken.
Ankenævnet finder endvidere, at det ikke kan anses for godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med kommunikationen til klagerne om deres pensions- og forsikringsforhold. Af bankens breve af februar 2024 fremgår, at det fremgår af de vedlagte oversigter, om klagerne var forsikret i tilfælde af blandt andet visse kritiske sygdomme. Af oversigterne fremgår alene, at værdien af opsparingerne på pensionskonti og pensionsdepoter blev udbetalt ved dødsfald. Klagerne får derfor ikke medhold i, at banken skal betale dem erstatning.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.