Indsigelse mod at hæfte for kontooverførsler og over-førsler i MobilePay, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald.
| Sagsnummer: | 380/2026 |
| Dato: | 30-09-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Afvisning - Ankenævnets kompetence, § 2, stk. 1
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger Betalingstjenester - ubegrænset hæftelse Netbank - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for kontooverførsler og over-førsler i MobilePay, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald. |
| Indklagede: | Nykredit Bank / Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for kontooverførsler og overførsler i MobilePay, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor hun blandt andet havde en konto og adgang til netbank. Klageren havde herudover MobilePay.
Den 18. februar 2022 aktiverede klageren MitID -067 på en mobiltelefon af mærket OnePlus.
Fra den 30. december 2025 til den 5. januar 2026 blev der foretaget otte kontooverførsler på i alt 231.000 kr. fra klagerens konto til seks konti i fire pengeinstitutter. Den 2. januar 2026 blev der foretaget to transaktioner i MobilePay på i alt 45.410 kr. til betalingsmodtager A. Klageren kan ikke vedkende sig transaktionerne på i alt 276.410 kr.
Klageren har oplyst, at hun den 30. december 2025 blev ringet op af en kvinde, person A, der udgav sig for at være betjent. A fortalte klageren om en sag om svindel og identitetstyveri og henviste klageren til en Telegram-side, der fremstod som oprettet af "National enhed for Særlig Kriminalitet", hvor der allerede lå en skriftlig "rapport" om klageren. Herefter blev klageren, time efter time og dag efter dag, holdt fast og presset af en anden "betjent", der udgav sig for at være IT-ansvarlig i enheden, indtil hun den 4. januar 2026 kontaktede politiet og straks derefter banken.
Banken har anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført, og er ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1.
Banken har herudover anført, at transaktionerne blev foretaget med stærk kundeautentifikation ved godkendelse med MitID og ned tilsendte SMS-koder fra en IP-adresse, som klageren tidligere havde anvendt og har fremlagt en oversigt over SMS-bekræftelser, der blev sendt til klagerens telefonnummer og udskrifter fra klagerens MitID-log over otte MitID-godkendelser i MitID -067 af 30. og 31. december 2025 samt 1., 2. og 3. januar 2026. Af MitID-loggen fremgår blandt andet:
”[dato og tidspunkter] App – autentificering lykkedes
…
MitID identifikationsmiddel-ID [-067]
…”
Klageren har oplyst, at hun kontaktede politiet, og at hun som led politiets efterforskning sendte en tro og love-erklæring til politiet. Af redegørelsen fremgår:
”Jeg blev ringet op 30/12 kl. 1735 af ’[person A]’, der angav at være ansat i NSK afdeling under politiet. Hun meddelte, at man havde anholdt en mand, der angiveligt skulle have et lånedokument, hvor jeg havde underskrevet, at jeg lånte 44.000 i [pengeinstitut P] for at give pengene til ham, der sagde, at han var mit barnebarn. Hvad jeg jo benægtede. Hun beskrev forløbet som et identitetstyveri, der også havde ramt andre og derfor ville hun stille mig videre til Statens center for IT sikkerhed, som jeg skulle kontakte via en side på tjenesten Telegram. Inden da ville hun kontakte Nykredits sikkerhedsafdeling.
Strategien var derefter at holde mig i ånde, den 30. til kl. 0.45, idet kontaktpersonen [person B] redegjorde for, at der var tale om en omfattende sag, hvor de kriminelle havde haft adgang til min konto i mere end to uger. Han fingerede, at de var et team på 35 personer, der sad og efterforskede mange sager, at der derudover var tilknyttet en sikkerhedsafdeling og en arbejdsgruppe. De kriminelle ville tømme min konto gennem en række ’skubbede’ betalinger, som centeret var i færd med at identificere, og for at stoppe dem, skulle jeg overføre beløb til andre banker, som det fremgår af kontoen.
Svindelen fortsatte de næste dage, hvor jeg blev bedt om at holde forbindelsen åben, ikke kontakte andre og fortælle dem noget, ikke kontakte min bank, da man var ved at identificere nogle ansatte i Nykredit, der havde lække oplysninger. Strategien var altså dels isolation (jeg vil tro, at de vidste at jeg bor alene), dels udmattelse, dels at det kørte over nytår og helligdage. Jeg kom i tvivl undervejs, til jeg endelig og alt for sent den 5. januar ringede først til statens sikkerhedsservice, der præciserede, at jeg var blevet bedraget. Dernæst ringede jeg til politiet, der undersøgte, om der var en ’[person A]’ ansat i NSK, det var der ikke. Politiet optog rapport og sendte den dels til mig dels til det rigtige NSK. Efterfølgende kontaktede jeg Nykredit og bad om, at alt blev lukket ned, og dernæst tog du kontakt til mig.”
Den 1. april 2026 gjorde klageren indsigelse mod transaktionerne til banken.
Den 22. april 2026 afviste banken klagerens indsigelse. Banken svarede klageren, at banken ikke kunne behandle MobilePay-transaktionerne på 45.420 kr., da dette var et forhold mellem klageren og MobilePay, hvorfor klageren skulle gøre indsigelse vedrørende dette beløb mod MobilePay. Banken svarede herudover, at dens afdeling for Digital Tryghed fik tilbageført i alt 36.005,25 kr., hvorefter klagerens samlede tab udgjorde 240.404,75 kr. med MobilePay-transaktionerne og 194.994,75 kr. uden MobilePay-transaktionerne.
Klageren har fremlagt links til blandt andet nyhedsartikler og kronikker, der vedrører emnet betalingsmisbrug og hæftelse efter betalingsmisbrug. Klageren har fremlagt et citat fra en kronik, hvoraf fremgår:
”…
Vi ved jo alle, at man ikke må udlevere koder til betalingskort, NemID eller MitID, fordi konsekvenserne er så uoverskuelige. Hvordan kan det så være, at man ikke hæfter, hvis man udleverer koder og giver svindlerne ubegrænset adgang til at tømme ens konti? Og hvorfor hæfter man, hvis man ikke udleverer koder, men selv foretager overførslerne?
…”
Parternes påstande
Den 25. maj 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank / Spar Nord Bank skal godtgøre hende det fulde tab med fradrag af 8.000 kr.
Nykredit Bank / Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført blandt andet, at hun i perioden fra 30. december 2025 til 5. januar 2026 blev udsat for digitalt bedrageri i form af vishing.
Under forløbet delte hun ikke sine personlige koder, sine MitID-oplysninger og gav ikke svindlerne adgang til sine konti. I modsætning til andre svindelsager, har hun ikke givet tredjemand mulighed for at disponere frit over hendes midler. Hun handlede i den tro, at hun beskyttede sin økonomi og forhindrede kriminalitet. Hun forsøgte aktivt at sikre sine konti under hele forløbet. Hun blev over seks dage udsat for voldsom manipulation, hvor svindlerne udgav sig for at være fra politiet og National enhed for Særlig Kriminalitet. Hun blev holdt i telefonen og udsat for et betydeligt psykisk pres, hvor svindlerne holdt hende isoleret fra sociale kontakter og fra banken, som også var under mistanke for at medvirke til svindlen. Hun var udsat for en form for hjernevask, som hun efterhånden vågnede fra. Normalt er hun kritisk og årvågen, og havde forinden svindlen afvist et opkald fra en ”sikkerhedsansvarlig”, der hævede at have set mistænkelige overførsler til banker, som hun ikke var kunde i. Hun handlede ikke uforsigtigt, men i tillid til myndigheder. Hun var viklet ind i et narrativ, et manuskript, der var overordentligt professionelt og som blev gennemført med psykologisk ekspertise. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem ”jeg trykkede selv på godkend” og ”jeg valgte frit at give mine penge væk”. Hun bør ikke hæfte for tabet, da hun hverken handlede groft uforsvarligt eller gav et reelt og informeret samtykke til transaktionerne. Hun er indforstået med at hæfte for 8.000 kr.
Selvom bankerne blandt andet med baggrund i EU-lovgivning er mere parate til at erstatte tab, hvis man via MitID har givet svindlerne mulighed for selv at overføre beløb, er der i hendes sag tale om en mindre teknisk forskel mellem svindelstrategierne, som ikke burde gå ud over hende. Hun har som almindelig forbruger ikke mulighed for at gennemskue organiseret økonomisk kriminalitet, og risikoen bør derfor i højere grad placeres hos banken. Hvis forbrugere som hende bærer tabet i denne type sager, reduceres bankernes incitament til at forbedre deres sikkerhedssystemer. Banken svarede, at to af dagene, hvor svindlen stod på, var banklukkedage. Hun var alene og isoleret i helligdagene og fik påbud om ikke at orientere sine nærmeste eller banken over telefonen.
Banken gør gældende, at den overvåger transaktioner og iværksætter relevante tiltag, når der opstår mistanke om misbrug. Dette skete ikke i hendes tilfælde. Bankens overvågning af bankoverførsler var utilstrækkelig. Som den professionelle part med overvågningssystemer og indsigt i kendte svindelmønstre må banken bære risikoen for, at systemerne ikke reagerede i tide. Der blev foretaget ti overførsler for over en kvart million kroner på få dage til modtagere, som hun aldrig havde sendt penge til før. Det burde have udløst en advarsel eller en opringning fra banken. Også selvom det foregik hen over nytår. Et overvågningssystem, der ikke fanger den slags mønster i netop den periode, fungerer ikke godt nok. Banken, som er Danmarks næststørste bank, er bekendt med denne form for svindel og burde aktivt deltage i forebyggelsen af den. Det afgørende er ikke, om transaktionerne formelt blev godkendt af hende, men om banken i realtid tog ansvar for at opdage og forhindre svindelforløb. Banken har misligholdt sit ansvar over for hende som kunde.
Det er banken, der gennemførte overførslerne, uanset om godkendelserne skete med MitID eller på anden vis. Hun gav betalingsordren, men det var banken, der udførte den. Hvis en svindler havde taget med hende i hendes lokale bankfilial og fået en rådgiver til at gennemføre de samme overførsler, efter hun mundtligt havde ”godkendt” dem, ville de færreste betragte det som andet end bedrageri. Banken burde i dette tilfælde have reageret og afværget svindlen. At godkendelsen i dag sker digitalt med MitID i stedet for ved en underskrift eller en mundtlig instruktion i en filial, ændrer ikke ved, at det er banken der udfører selve overførslen. De to MobilePay-overførsler er derfor ikke banken uvedkommende. MobilePay var bare den kanal, hvorigennem betalingerne blev formidlet. Det ændrer ikke på, hvor beløbene kom fra.
Efter samtaler med Center mod Økonomisk IT-Svindel og Ældresagen indgav hun indsigelse til Nykredit med påstand om, at banken skal erstatte hende tabet.
Nykredit Bank / Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren har autoriseret betalingerne efter betalingslovens § 82, hvorfor klageren hæfter for transaktionerne, jf. betalingslovens § 99.
Klageren har forklaret, at hun selv foretog alle overførslerne. Klageren initierede og godkendte alle transaktionerne, hvilket i betalingslovens § 82 anses for at have givet samtykke til transaktionen. Klagerens forklaring stemmer overens med det, som banken kan se i systemerne. Netbankoverførslerne er godkendt med klagerens MitID og med den tilsendte SMS-kode fra en IP-adresse, som klageren tidligere har anvendt. Det forhold, at klageren blev manipuleret til at foretage overførslerne, ændrer ikke ved det faktum, at klageren selv foretog overførslerne, hvorefter de anses som autoriserede efter betalingslovens § 82.
Klageren anfører, at hæftelsen skal begrænses til 8.000 kr. efter betalingslovens § 100, stk. 4. Denne bestemmelse forudsætter imidlertid, at der er tale om uautoriserede betalinger. Da klageren selv har foretaget betalingerne – om end efter instruktion fra tredjemand – anses transaktionerne for autoriserede. Bestemmelsen i § 100, stk. 4 finder derfor ikke anvendelse.
Banken har endvidere ikke handlet ansvarspådragende, hvorfor der ikke er grundlag for at pålægge banken et erstatningsansvar.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor hun blandt andet havde en konto og adgang til netbank. Klageren havde herudover MobilePay.
Den 18. februar 2022 aktiverede klageren MitID -067 på en mobiltelefon af mærket OnePlus.
Fra den 30. december 2025 til den 5. januar 2026 blev der foretaget otte kontooverførsler på i alt 231.000 kr. fra klagerens konto til seks konti i fire pengeinstitutter. Den 2. januar 2026 blev der foretaget to transaktioner i MobilePay på i alt 45.410 kr. til betalingsmodtager A. Klageren kan ikke vedkende sig transaktionerne på i alt 276.410 kr.
Klageren har oplyst, at hun den 30. december 2025 blev ringet op af en kvinde, person A, der udgav sig for at være betjent. A fortalte klageren om en sag om svindel og identitetstyveri og henviste klageren til en Telegram-side, der fremstod som oprettet af "National enhed for Særlig Kriminalitet", hvor der allerede lå en skriftlig "rapport" om klageren. Herefter blev klageren, time efter time og dag efter dag, holdt fast og presset af en anden "betjent", der udgav sig for at være IT-ansvarlig i enheden, indtil hun den 4. januar 2026 kontaktede politiet og straks derefter banken.
Banken har anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført, og er ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1.
Banken har herudover anført, at transaktionerne blev foretaget med stærk kundeautentifikation ved godkendelse med MitID og ned tilsendte SMS-koder fra en IP-adresse, som klageren tidligere havde anvendt og har fremlagt en oversigt over SMS-bekræftelser, der blev sendt til klagerens telefonnummer og udskrifter fra klagerens MitID-log over otte MitID-godkendelser i MitID -067 af 30. og 31. december 2025 samt 1., 2. og 3. januar 2026.
Den 1. april 2026 gjorde klageren indsigelse mod transaktionerne til banken.
Den 22. april 2026 svarede banken klageren, at dens afdeling for Digital Tryghed fik tilbageført i alt 36.005,25 kr. og afviste herudover banken klagerens indsigelse.
Klagerens samlede tab udgør 240.404,75 kr. med MobilePay-transaktionerne og 194.994,75 kr. uden MobilePay-transaktionerne.
Vedrørende den del af klagen, der angår betalingerne med MobilePay på 45.410 kr., lægger Ankenævnet til grund, at der er tale om kontooverførsler fra klagerens private konto. Klageren henvises derfor til at rette indsigelsen mod MobilePay, der er udbyder af betalingstjenesten. Ankenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til et eventuelt krav mod MobilePay, der er en filial af et norsk selskab og dermed ikke er undergivet Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1.
Tre medlemmer – Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen og Signe Kjørup Carlsson – udtaler:
Vedrørende den øvrige del af klagen finder vi ud fra klagerens egne oplysninger om, at hun selv foretog overførslerne, at transaktionerne blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren ved bedrageriske telefonopkald blev udsat for vishing, inden hun foretog transaktionerne.
Vi finder heller ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder MitID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.
Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en betalingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om forbrugeren selv har gennemført transaktioner, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uproportionale konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag.
Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 186.994,75 kr. tilbage.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.