Indsigelse mod overførsler foretaget med klagerens betalingskort via Western Unions onlinetjeneste.
| Sagsnummer: | 197/2014 |
| Dato: | 03-02-2015 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Andreas Moll Årsnæs |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod overførsler foretaget med klagerens betalingskort via Western Unions onlinetjeneste. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører om der kan gøres indsigelse over for kortudsteder ved klagerens overførsler foretaget med hans betalingskort via Western Unions onlinetjeneste.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet MasterCard og en konto med et tilknyttet Visa/Dankort.
Klageren foretog i perioden fra den 6. januar 2014 til den 3. marts 2014 via Western Unions hjemmeside/onlinetjeneste syv betalinger ved brug af sit MasterCard på i alt 69.227 kr. og en betaling ved brug af sit Visa/dankort på 11.174 kr. Betalingerne skete til en fransk kvinde, kvindens advokat samt dennes sekretær.
Ifølge det oplyste kom alle betalingerne frem til den beløbsmodtager, som klageren ønskede at overføre pengene til.
Klageren har oplyst, at han i slutningen af marts 2014 fra en udenlandsk bank på Elfenbenskysten telefonisk fik bekræftet en mistanke om, at advokaten ikke havde oprettet en konto i banken i hans navn, som han tidligere havde fået oplyst. Efterfølgende fik han bekræftet, at der var tale om svindel, og den 1. april 2014 anmeldte han forholdet til politiet på Elfenbenskysten via deres hjemmeside for cyperkriminalitet.
Den 22. april 2014 gjorde klageren over for banken indsigelse mod de ovennævnte betalinger. Han gjorde ikke indsigelse mod betalingerne foretaget gennem Western Union, men mod at han ikke havde fået leveret sin advokatydelse, idet han anførte, at den franske kvinde, advokaten og dennes sekretær var svindlere.
I indsigelsesblanketten har klageren anført følgende om sagsforløbet:
”På Facebook blev jeg for 7 måneder siden ven med en fransk kvinde. Korrespondancen pr. chat, mails og Skype (webcam) udviklede sig efterhånden til forelskelse, tilsyneladende gensidig. Hun havde arvet en formue fra sin far, en rig forretningsmand på Elfenbenskysten. Hun ønskede at delagtiggøre mig i en del af arven mod at jeg påtog mig at administrere en fond (et krav i testamentet), der skulle tilgodese forældreløse børn. Jeg blev pr. mail kontaktet af hendes (og farens) advokat og fik tilsendt kopier af testamentet og diverse stemplede dokumenter fra myndigheder på Elfenbenskysten. Selv rejste hun til Elfenbenskysten for sammen med advokaten at få frigivet formuen, der var båndlagt af et internationalt selskab, [navn] og forsikret hos [navn]. Begge disse selskaber skulle have betaling for deres tjenesteydelser, og dem blev jeg bedt om at betale, da min veninde ikke havde råd. Desuden skulle der betales penge til den bank, som formuen skulle overføres til. Alle disse transaktioner tog sin tid, også forsinket af mig, der ikke umiddelbart var villig til at betale alle disse penge. I flere tilfælde indvilgede advokaten i at lægge ud for dele af regningerne. Omsider var dokumenterne blevet underskrevet, og min veninde kunne rejse tilbage til Frankrig. I tolden i lufthavnen blev hun tilbageholdt, fordi hun havde købt nogle masker m.m., som det var ulovligt at udføre. Hun blev pålagt en stor bøde, som jeg var med til at betale. Efterfølgende blev min veninde alvorligt syg af solstik og måtte indlægges på privatklinik til behandling. Dette var også dyrt, så advokaten og jeg delte udgifterne. For at få min del af arven overført til min konto i Nordea, skulle der betales en skat af arven. Advokaten påstod, at skatten ikke kunne trækkes direkte i arven. Efterhånden blev jeg ret betænkelig ved foretagendet og kontaktede banken [navn], hvor en konto iflg. advokaten var oprettet i mit navn. Jeg fik at vide, at en sådan konto ikke eksisterede og at der var tale om cyperkriminalitet. Derefter anmeldte jeg ”advokaten” og min ”veninde” til politiet på Elfenbenskysten (dets hjemmeside for cyperkriminalitet). Betalingerne er foregået på West Union’s hjemmeside med MasterCard. Jeg er pt på ferie, tilbage i DK 5.5! Har pr tlf talt m. Københavns Politi vedr. anmeldelse ved hjemkomst!”
I indsigelsesblanketten har han desuden sat kryds i rubrikken ”Vare/ydelse ikke modtaget og beløbet ikke tilbagebetalt”, og han har supplerende anført, at de juridiske ydelser vedrørende arv ikke er modtaget.
Han har oplyst, at han den 20. maj 2014 anmeldte forholdet til Københavns Politi.
Parternes påstande
Den 6. juni 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal tilbageføre betalingerne på i alt 80.401 kr. til ham.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han har handlet i god tro.
Ifølge bankens regler for MasterCard under punkt 7.2 om ”Tilbageførsel af betalinger, du har godkendt/Køb via internettet” kan kunden få en betaling foretaget med sit kort tilbageført, hvis den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret.
Hensigten med reglerne vedrørende internethandel er at beskytte forbrugerne mod misbrug.
I dette tilfælde er den bestilte tjenesteydelse hos advokaten - klagerens andel af den franske kvindes arv - ikke blevet leveret, da det viste sig, at ”advokaten” var internetsvindler. Betalingerne af de bestilte ydelser er foretaget med MasterCard via internettet med Western Union som formidler af pengeoverførslerne direkte til advokaten og den franske kvinde. Det var ”advokaten”, der forlangte, at betalingerne foregik via Western Union, da bankoverførsler ifølge ham var alt for langsomme på grund af den dårlige telestruktur på Elfenbenskysten.
Han bestrider endvidere, at han har udvist passivitet ved at gøre indsigelse over for banken den 22. april 2014. I perioden fra den sidste betaling den 3. marts 2014 til slutningen af marts 2014, hvor han af den udenlandske bank fik endelig bekræftet, at ”advokaten” ikke havde oprettet en konto i hans navn, brugte han tid på at undersøge sagens omstændigheder nærmere ved korrespondance med ”advokaten”, den franske kvinde og den udenlandske bank. Der var tale om nødvendige undersøgelser og vanskelige omstændigheder, og al kommunikation foregik på fransk, som ikke er hans modersmål.
Nordea Bank har anført, at det må lægges til grund, at klageren selv foretog og godkendte samtlige betalinger, at dette skete gennem Western Unions hjemmeside ved anvendelse af klagerens MasterCard og Visa/Dankort, samt at pengene kom frem til den betalingsmodtager, som klageren ønskede pengene overført til.
Western Union er en virksomhed, som leverer pengeoverførsler på forskellig vis. Den ydelse, som klageren købte med sine betalingskort gennem Western Union, var, at Western Union skulle overføre de beløb til den betalingsmodtager, som klageren ønskede beløbene overført til. Det skete som ønsket, og klageren fik dermed sin ydelse leveret fra Western Union.
Det er underordnet for den ydelse, som klageren købte af Western Union, om der ”bagved betalingen” skete en korrekt levering af en tjenesteydelse, for eksempel i form af advokatbistand.
Derfor er dette spørgsmål ikke omfattet af betalingstjenestelovens regler for tilbageførsel, og § 74 i betalingstjenesteloven finder således ikke anvendelse på de af klageren godkendte betalinger, som her var betalinger for overførsel af beløb med Western Union.
I dommen U.2009.909Ø kunne en kunde ikke gøre indsigelse over for en bank for manglende levering af virtuelle ydelser, idet disse var betalt med elektroniske penge via Pay-Pal. Det samme gør sig gældende i denne sag. Klageren kan ikke gøre indsigelse, når den ydelse, som han købte med sine betalingskort, her pengeoverførslen, blev leveret i hvert tilfælde.
Desuden advarer Western Union selv mod svindelnumre på sin hjemmeside, blandt andet svindelnumre, som kunne ligne det, som klageren blev udsat for. Alene på den baggrund bærer klageren selv ansvaret for de overførte og godkendte betalinger.
Hvis Ankenævnet måtte komme frem til, at forholdet er omfattet af betalingstjenestelovens § 74, har klageren ikke fremsat sin indsigelse ”snarest muligt” efter § 74, stk. 4, idet der gik en måned og 19 dage mellem sidste betaling og klagerens indsigelse til banken. Som følge heraf har han mistet retten til tilbageførsel som følge af passivitet.
Ankenævnets bemærkninger
I perioden fra den 6. januar 2014 til den 3. marts 2014 foretog klageren via Western Unions hjemmeside/onlinetjeneste syv betalinger ved brug af sit MasterCard på i alt 69.227 DKK og en betaling ved brug af sit Visa/Dankort på 11.174 DKK. Betalingerne skete til en fransk kvinde, kvindens advokat samt dennes sekretær.
Da klageren ultimo marts 2014 fra en udenlandsk bank på Elfenbenskysten endelig fik bekræftet, at ”advokaten” ikke havde oprettet en konto i hans navn, som han tidligere havde fået oplyst, og efterfølgende fik bekræftet, at der var tale om svindel, anmeldte han den 1. april 2014 forholdet til politiet på Elfenbenskysten. Den 22. april 2014 gjorde han indsigelse mod betalingerne over for Nordea Bank, der var udsteder af hans Mastercard og Visa/Dankort.
Efter det foreliggende lægger Ankenævnet til grund, at de af klageren gennemførte betalinger blev modtaget af Western Union, der herefter skulle sørge for den videre overførsel af beløbene til de af klageren anførte modtagere. Denne del af pengeoverførslerne, som Nordea Bank var involveret i, blev korrekt gennemført.
Ankenævnet finder ikke, at Nordea Bank kan gøres ansvarlig for den efterfølgende del af pengeoverførslerne, der blev foretaget af Western Union som selvstændig betalingsformidler.
Ankenævnet har ikke kompetence til at behandle en eventuel klage over Western Union.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.