Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om ændring af certifikater i forbindelse med aktiesplit mod pengeinstitut som udsteder.

Sagsnummer: 617/2025
Dato: 23-03-2026
Ankenævn: Helle Korsgaard Lund-Andersen, Inge Kramer, Iben Leisner, Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng.
Klageemne: Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om ændring af certifikater i forbindelse med aktiesplit mod pengeinstitut som udsteder.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om ændring af certifikater i forbindelse med aktiesplit mod pengeinstitut som udsteder.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark.

Banken har oplyst, at den er udsteder af en række bull- og bear-certifikater, som er optaget til handel på Nasdaq Copenhagen.

Klageren havde 195 stk. bull-certifikater med Netflix Inc-aktien som underliggende aktiv (BULL NFLX X2 ND), som han havde købt via bankens handelsplatform.

Den 14. november 2025 lukkede Netflix Inc-aktien i kurs 1.112,17 USD.

Banken har oplyst, at Netflix Inc gennemførte et aktiesplit i forholdet 1:10 med virkning fra den 17. november 2025.

Banken har endvidere oplyst, at banken ved åbningen af handelsdagen den 17. november 2025 justerede i sin beregning af kursen på bull-certifikatet BULL NFLX X2 ND med faktor 1:10. Dette skete ved at tage den seneste officielle lukkekurs i Netflix Inc-aktien, som var den 14. november 2025. Denne kurs justerede banken med faktor 1:10, og dermed opgjorde banken den justerede kurs på bull-certifikatet til 111,217 USD.

Den 18. november 2025 sendte klageren en besked til banken, hvori han spurgte, hvorfor der ikke var sket en korrektion på hans beholdning af bull-certifikater, efter at Netflix-aktien var splittet i forholdet 1:10.

Ved besked i netbank af 21. november 2025 anmodede banken klageren om yderligere oplysninger.

Ved besked i netbank af 22. november 2025 svarede klageren blandt andet:

”Netflix derivater købt før aktiesplit deadline 10, november 2025, stk. 185, stk. 10 er købt efter split dato, Se liste nedenstående. Jeg har stk. 195 ialt, Som du også kan se på min investor oversigt.

Men er min købs kurs korrekt for de sidste 10 stk. ? For de er jo ikke korrigeret med den nye split pris ?”

Parterne havde derefter yderligere korrespondance, og den 28. november 2025 oplyste banken blandt andet, at aktiesplittet skete på aktier og ikke certifikater. Klagerens derivater havde underliggende aktier, men der var ikke en direkte sammenhæng, således at når en aktie splittes, så splittes derivater, hvorfor klagerens derivater havde og havde haft den rigtige kurs.

Samme dag svarede klageren blandt andet:

”Et aktiesplit påvirker et bull-certifikat ved at justere prisen og antallet af certifikater, så de samlet set repræsenterer den samme værdi som før splittet, men med en lavere pris per enhed. Den indbyggede gearing i certifikatet justeres for at afspejle ændringen i det underliggende aktivs pris og antallet af aktier. Derudover kan det underliggende aktivs navneændring (hvis relevant) afspejles i navnet på certifikatet.

Sådan fungerer det:

Prisjustering: Hvis et selskab splitter sine aktier i et 2:1 forhold, vil prisen på certifikatet blive halveret, mens antallet af certifikater fordobles, for at bevare den samlede værdi. [...]”

Ved besked af 30. november 2025 til banken meddelte klageren, at han ville indbringe sagen for Ankenævnet.

Banken har oplyst, at banken den 1. og 2. december 2025 forgæves forsøgte at kontakte klageren telefonisk.

Ved besked af 2. december 2025 sendte banken en besked til klageren og spurgte, hvornår det kunne passe med et opkald.

Samme dag svarede klageren blandt andet, at han var klar over, at et split ikke ændrede værdien i hverken aktier eller certifikater, men at fundamentet for bull-certifikaterne blev ændret.

Banken har oplyst, at banken den 3. december 2025 oplyste klageren om, at banken ikke rådgiver om enkelte aktier, herunder bull- og bear-certifikater, men stiller en platform til rådighed for investorer. Banken oplyste også, at bull-certifikatets funktion og eksponering mod Netflix Inc-aktien forblev uændret efter aktiesplittet, og at aktiesplittet i sig selv hverken skabte eller destruerede værdi.

Af dokument af 12. april 2025 med central investorinformation for BULL NETFLIX X2 ND fremgår blandt andet:

Påtænkt detailinvestor

Produktet BULL NETFLIX X2 ND er tiltænkt private investorer, der er interesseret i gearet deltagelse og har en meget kort sigtet investeringshorisont på mindre end 1 år. BULL NETFLIX X2 ND er et produkt for erfarne investorer* Investor er bekendt med risikoen for og kan acceptere tab af hele det investerede beløb og tillægger ingen værdi på kapitalbeskyttelse. På en risikoskala, startende fra 1 (meget lav risikovillighed, meget lav til lavt afkast forventning) til 7 (meget høj risikovillighed, højt afkast potentiale) er produktet BULL NETFLIX X2 ND placeret i risikokategori 7.

[…]

Anden relevant information

Informationerne i de endelige vilkår og prospektet inklusiv eventuelle supplementer, er de eneste juridisk bindende dokumenter for produktet. For at få fuldstændig information omkring produktet og særligt hvad angår produktets karakteristika og risici, bør du læse de endelige vilkår, prospektet og alle eventuelle supplementer. Alle dokumenter kan fås ved at kontakte Nordea Bank Abp og er ligeledes tilgængelige på følgende hjemmeside www.nordea.dk. Eksempler på, hvordan produktet fungerer, kan findes i produktbrochuren, som er tilgængelig på https://www.nordea.dk/privat/produkter/investering/avancerede-produkter/.”

Banken har fremlagt “Final Terms” af 7. april 2021 og har oplyst, at disse udgør de endelige vilkår for bull-certifikaterne. Af vilkårene fremgår blandt andet:

NORDEA BANK ABP
Legal entity identifier (LEI): 529900ODI3047E2LIV03
Issue of Bull Certificate
under the Programme for the
Issuance of Warrants and Certificates

[…]

V. PROVISIONS APPLICABLE TO DISRUPTION, ADJUSTMENTS AND OTHER EXTRAORDINARY EVENTS

[…]

140. Extraordinary Events: As set out in the Conditions”

Banken har oplyst, at følgende fremgår af basisprospektet side 34 samt side 115-116, som certifikaterne er udstedt under:

”[…]

Risks relating to market disruption and extraordinary events

Market disruption can occur, for example, if the trading in Underlying Assets or any yield or financing component is suspended or an official price for some reason is not listed, for example upon the discontinuation of a published rate or index. In conjunction with market disruption, the value of Underlying Assets or any yield or financing component is determined at a different time than initially intended and, in certain cases, also by another method than initially intended. Certain Underlying Assets such as equities, equity baskets or fund units may be affected by extraordinary events such as delisting, nationalisation, bankruptcy, liquidation or the equivalent or a share split, new share issue, bonus issue, issuance of warrants or convertibles, reverse share split or buyback in respect of such equity or equity basket which constitutes an Underlying Asset. For all Instruments, events such as changes in the law or increased costs for risk management may arise. If so, the Issuer may, at its sole discretion and in accordance with Condition 11 (Extraordinary Events) replace one Underlying Asset or yield or financing component with another Underlying Asset or yield or financing component, or make adjustments to the calculation of the yield or value of the Instruments, to the extent that the Issuer deems necessary in order for the calculation of the yield or value of Instruments to, in the Issuer's opinion, reflect the manner in which yield or value was previously calculated. It may be that the lssuer believes that such adjustments cannot procure a fair result, in which case the Issuer may redeem the Instruments early and determine the Settlement Amount or the yield. See also - Condition 11 (Extraordinary Events), which sets out the rights of the Issuer to make any adjustments in an extraordinary event.

[…]

 11. Extraordinary Events

Where, in the lssuer's opinion, any delisting, nationalisation, bankruptcy proceedings, liquidation, company reorganisation, compulsory redemption, merger, demerger, asset transfer, share swap, swap offer, public tender offer or other similar event occurs with respect to an Underlying Asset or a company to which an Underlying Asset relates; or where, in the Issuer's opinion, a split, new issue, bonus issue, issuance of warrants or convertible debentures, reverse split, or buy-back occurs with respect to an Underlying Asset, or any other event occurs as specified in the Final Terms or which, in accordance with practice on the market for share-related derivative products, may Iead to an adjustment in the calculation during outstanding transactions (each an "Extraordinary Event") the Issuer shall be entitled to make such adjustments in the calculation of the Settlement Amount or other relevant amount or compilation of the Underlying Asset(s), or to replace an Affected Underlying Asset with a Replacement Underlying Asset which the Issuer thereby deems necessary in order to achieve a calculation of the Settlement Amount which reflects, and is based on, the manner in which such was previously calculated.

Where the Issuer believes that it would not provide a fair result to replace an Affected Underlying Asset or adjust the applicable calculation or the structure of the Underlying Asset, the Issuer may perform an early calculation of the Settlement Amount and/or the yield and determine the Settlement Amount and/or the yield. When the Issuer has determined the Settlement Amount and/or the yield, the Issuer shall notify the Holders of the Settlement Amount and the yield. The lssuer may pay market interest on the Settlement Amount. The Settlement Amount (including accrued interest, if any) shall be paid on the Settlement Date.

The Issuer shall be entitled to make any and all additions and adjustment to the Conditions as the lssuer deems necessary in connection with Extraordinary Events.”

Parternes påstande

Den 30. november 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået påstanden således, at Nordea Danmark skal tilrette hans bull-certifikater, således at han har 1.950 stk. certifikater med en tilpasset kurs og gearing.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han købte bull-certifikaterne i sin Nordea Investor. Efter aktiesplittet ville banken ikke rette bull-certifikaterne. Dette er banken forpligtet til efter gældende love og regler for derivater.

Han har 195 stk. bull-certifikater i sit depot, som skal rettes til 1.950 stk. med en ny kurs og ny korrekt gearing.

Den gængse norm for bull- og bear-certifikater ved et aktiesplit er følgende: Certifikaterne skal rettes/justeres ved et aktiesplit for at sikre, at produktets værdi og gearingsfaktor forbliver korrekte i forhold til den underliggende aktie. Når en aktie splittes, justerer udsteder certifikatets parametre – såsom antal aktier pr. certifikat og strike-pris – så investoren ikke lider tab eller får gevinst alene på grund af splittet.

Udstederen sørger for, at kursen på certifikatet justeres automatisk i takt med aktiesplittet. Dette sikrer, at "open-end" strukturen afspejler det underliggende aktivs reelle værdiudvikling. Selve værdien af investeringen ændres ikke på grund af splittet, kun antallet af certifikater.

Teoretisk set, hvis kursen steg 100 % i morgen, og han havde samme antal Netflix bull-certifikater, så ville hans kursgevinst være 19.500 kr. Hvis han i stedet skulle have haft 1.950 stk., så ville kursgevinsten være 195.500 kr. Denne gevinst kunne banken så stikke i lommen.

Banken henviser til vilkår og betingelser uden at svare konkret.

Bankens påstand om, at sagen skal afvises, er absurd. Banken udviser manglende banketik.

Bankens investeringsplatform er ikke god. Han kan dårligt gå tilbage en måned og finde købskursen. Det er sparsomme oplysninger, man kan finde, når man skal tjekke sine fakta og priser. Banken gør det svært for kunderne at efterprøve kurserne, som banken udbyder og køber til.

Det skal undersøges, om banken overholder gældende lov og regler for bull- og bear-certifikater, og om banken har retten til ikke at rette et bull-certifikat til efter et aktiesplit i det underliggende aktiv, i dette tilfælde Netflix-aktien, pr. 10. november 2025, samt undlade at beregne en ny gearing på et bull-certifikat, som jo påvirkes ved et aktiesplit. Hans 195 stk. certifikater i Netflix-aktien skal være 1.950 stk. med en tilpasset kurs på 1:10 split.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, hvorfor Ankenævnet kan afvise at behandle klagen med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 5, stk. 3, nr. 2. Klagerens indsigelse vedrører hans status som investor i bull-certifikater, udstedt af banken som emittent. Klagen vedrører således med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3 ikke et kundeforhold mellem klageren og banken. Ankenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken blandt andet anført, at som følge af aktiesplittet blev kursen på og antallet af Netflix-aktier ændret med virkning fra den 17. november 2025 med faktor 1:10. Banken justerede derfor med samme faktor 1:10 i sin beregning af kursen på bull-certifikatet ved åbning af handelsdagen den 17. november 2025. Dette skete rent teknisk ved at tage den seneste officielle lukkekurs i Netflix-aktien, som var den 14. november 2025, hvor Netflix-aktien lukkede i kurs 1.112,17 USD. Denne kurs justeredes herefter med faktor 1:10, og dermed blev den justerede beregnede kurs på bull-certifikatet opgjort til 111,217 USD ved åbning af handelsdagen den 17. november 2025.

Efter denne justerede beregning blev udført, medførte aktiesplittet i Netflix-aktien således ikke nogen ændring i den procentvise forskel i værdi mellem et bull-certifikat og en Netflix-aktie, og antallet af certifikater, som klageren var indehaver af, skulle derfor ikke ændres som følge af aktiesplittet i Netflix-aktien.

Bull-certifikaterne er udstedt under Nordea Bank Abps Warrant- og Certifikatprogram. Formålet med at investere i certifikaterne er at få en eksponering mod det underliggende aktiv, det vil sige Netflix-aktien. Certifikatet har en indbygget gearingsfaktor på 2 og udviklingen i certifikatets værdi beregnes på daglig basis. Den daglige udvikling i certifikatet følger den daglige udvikling i det underliggende aktiv ganget med gearingsfaktoren. Hvis kursen på det underliggende aktiv stiger, vil kursen på værdipapiret stige, og hvis kursen på det underliggende aktiv falder, vil kursen på værdipapiret falde. De eksakte vilkår for de omhandlede bull-certifikater, BULL NFLX X2 ND, findes i basisprospekt af 18. december 2020 med senere ændringer samt endelige vilkår af 7. april 2021.

Banken henviser til dokumentet med central investorinformation, afsnit ”Anden relevant information” og ”Påtænkt detailinvestor”,

Under risikofaktorer i basisprospektet, som certifikaterne er udstedt under, beskrives det som en væsentlig risiko ved certifikaterne, at der indtræder en ekstraordinær hændelse i relation til det underliggende aktiv, det vil sige Netflix-aktien. Dette fremgår af afsnittet ”Risks relating to market disruptions and extraordinary events” i basisprospektets side 34. Det fremgår af afsnit V, sektion 140 i de endelige vilkår for certifikaterne at ”Extraordinary Events” er gældende som anført i basisprospektet. Det betyder, at banken har ret til at foretage justeringer ved beregningen af ”Settlement Amount”. Der henvises til betingelsernes afsnit 11 på side 115-116 i basisprospektet. Settlement Amount er det afregningsbeløb, som en certifikatholder er berettiget til at få betalt ved (tilbage)salg af certifikatet til udsteder. Beregningen af Settlement Amount sker i henhold til de endelige vilkår og basisprospektet.

Det nævnes udtrykkeligt på basisprospektets side 34, at et aktiesplit i det underliggende aktiv udgør en ekstraordinær hændelse, og at udstederen i det tilfælde er berettiget til at foretage justeringer i ethvert beløb, der er nødvendigt for at foretage en beregning af Settlement Amount, der afspejler og er baseret på den måde, hvorpå dette tidligere blev beregnet, det vil sige før aktiesplittet.

Justeringen af beregningen af kursen på certifikaterne er sket i overensstemmelse med det, der er oplyst i de endelige vilkår og det basisprospekt, hvorunder certifikaterne er udstedt.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren havde 195 stk. bull-certifikater med Netflix Inc-aktien som underliggende aktiv (BULL NFLX X2 ND), som han havde købt via Nordea Danmarks handelsplatform.

Banken har oplyst, at Netflix Inc gennemførte et aktiesplit i forholdet 1:10 med virkning fra den 17. november 2025.

Banken har oplyst, at banken ved åbningen af handelsdagen den 17. november 2025 justerede i sin beregning af kursen på BULL NFLX X2 ND med faktor 1:10. Dette skete ved at tage den seneste officielle lukkekurs i Netflix Inc-aktien på 1.112,17 USD. Denne kurs justerede banken med faktor 1:10, og dermed opgjorde banken den justerede kurs på bull-certifikatet til 111,217 USD.

Klageren klagede herefter over bankens manglende tilretning af hans bull-certifikaters antal, værdi og gearing.

Klagen vedrører indsigelser mod dispositioner foretaget af Nordea Danmark som udsteder af bull- og bear-certifikater, herunder indsigelse mod bankens ændring af et bull-certifikat efter et aktiesplit.

Ankenævnet finder derfor, at klagen ikke vedrører et kundeforhold med Nordea Danmark, jf.  Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, men derimod et forhold mellem banken som udsteder af certifikaterne og klageren som investor. Klagen falder dermed uden for Ankenævnets kompetence. Ankenævnet afviser derfor klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.