Sagsnummer: | 344/2002 |
Dato: | 12-12-2002 |
Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Sonny Kristoffersen, Ole Simonsen |
Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
Ledetekst: | Rådgivning vedrørende placering af formue i investeringsforeningsbeviser. |
Indklagede: | Danske Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning af klageren vedrørende placeringen af klagerens formue.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde hos indklagede og havde pr. 31. marts 2000 på kontantkonti indestående ca. 723.000 kr. I et depot havde klageren værdipapirer for ca. 1,2 mio. kr., heraf for ca. 925.000 kr. i investeringsforeningsbeviser i Danske Invest Verden, der er aktiebaseret, og for ca. 150.000 kr. i andre investeringsforeningsbeviser.
Den 11. maj 2000 var klageren til møde i indklagedes Værløse afdeling. På mødet traf klageren beslutning om placering af en del af sin kontantbeholdning i værdipapirer, nemlig køb af investeringsbeviser for ca. 300.000 kr. i Danske Invest International, der er obligationsbaseret, og for ca. 100.000 kr. i såvel Danske Invest Stockpicking som Danske Invest Vision, der begge er aktiebaserede. Fondsordrerne blev afregnet ved fondsnotaer af 11. og 22. maj 2000.
Klageren tog i september 2000 imod et tilbud om at blive tilknyttet indklagede som VIP-kunde med tilknytning til indklagedes områdecenter i Lyngby.
Af indklagedes brochure "Finansiel rådgivning - individuelle løsninger" fremgår bl.a.:
"Finansiel rådgivning
…….
Finansiel rådgivning er et tilbud til de af vores kunder, som på grund af særlige indkomst- og formueforhold har et rådgivningsbehov, der kræver betydelig kompetence og engagement fra vores side. En finansiel rådgiver, som er højt uddannet og har mange års bankerfaring, vil blive tilknyttet Dem.
Den finansielle rådgiver tilbyder individuel rådgivning med udgangspunkt i Deres personlige økonomi og eventuelle private virksomhed. Det sker i samarbejde med bankens investeringsrådgivere, pensionsspecialister, erhvervsrådgivere og skatteeksperter for at sikre de bedste løsninger.
……
Investering
……
Deres finansielle rådgiver kan i samarbejde med bankens specialister på fondsområdet finde den optimale investeringsløsning.
De kan investere i aktier eller obligationer afhængig af, hvilken risiko De vil løbe.
Eller De kan købe investeringsforeningsbeviser gennem Danske Invest, hvor erfarne investeringseksperter hele tiden forsøger at optimere afkastet. Risikoen er mindre end ved enkeltaktier, fordi investeringerne spredes på flere papirer."
Den 14. september 2000 blev klageren kontaktet af en investeringsrådgiver, som anbefalede klageren at sælge en del af investeringsforeningsbeviser i Danske Invest Verden og i stedet købe i Danske Invest Europa samt købe beviser i to specialforeninger, henholdsvis Danske Invest Stockpicking samt Danske Invest Vision. Klageren valgte herefter at sælge for ca. 500.000 kr. i Danske Invest Verden og købe for 250.000 kr. i Danske Invest Europa og for ca. 125.000 kr. i hver af de to specialforeninger.
Indklagede har anført, at investeringsrådgiveren tog kontakt til klageren i både august og september 2001, på hvilke tidspunkter klageren havde for travlt til at tale med rådgiveren.
Af en depotoversigt pr. 30. juni 2002 fremgår, at værdien af klagerens investeringsforeningsbeviser i Danske Invest samlet udgjorde ca. 957.000 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 28. august 2002 indbragt sagen for Ankenævnet og anført, at han "vil derfor meget gerne have en garanti for at min formue når den skal indløses om ca. 3 år (jeg 65 år) virkelig er blevet forrentet bedre end ved alm bankrente".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede overbeviste ham om, at man kunne investere for ham med et væsentligt bedre afkast, hvis der blev indskudt mere i Danske Invest. Indklagede tilbød at pleje formuen og udnævnte ham til VIP-kunde og overførte hans investeringer til en specialafdeling.
Der skete herefter en omlægning på indklagedes initiativ den 14. september 2000. Han har ikke siden da hørt fra investeringsrådgiveren, som dog muligt har kontaktet hans firma og ikke truffet ham, da han rejser en del i ind- og udland.
Han henvendte sig i sommeren 2002 til Værløse afdeling og fik at vide, at det gjaldt om at have is i maven. Via Værløse afdeling blev der aftalt et møde med specialafdelingen til 9. juli 2002.
Indklagede har lovet ham større afkast end almindelige bankrente, hvorfor han lod sig overtale til at investere.
Indklagede har endvidere lovet at pleje hans formue, men selv om han investerede for yderligere 500.000 kr., er værdien af investeringsforeningsbeviserne faldet fra ca. 1,5 mio. kr. til 956.000 kr.
Efter mødet den 9. juli 2002 er han blevet udnævnt til eksklusiv kunde, men han er noget usikker på, om indklagede virkelig plejer hans formue som lovet og har en følelse af, at Danske Invest kommer først.
Han har investeret efter indklagedes anbefaling "hvor erfarne investeringseksperter hele tiden forsøger at optimere afkastet" for ham. Indklagede har på intet tidspunkt anbefalet obligationer eller anbefalet at sælge investeringsforeningsbeviserne, selv om man "hele tiden forsøger at optimere afkastet".
Han kendte til risikoen ved aktier, men valgte netop derfor indklagedes tilbud om pleje og rådgivning. Han fulgte endvidere indklagedes anbefaling om køb og salg.
Indklagede lovede ham ikke noget bestemt afkast, men heller ikke noget negativt.
Indklagede har anført, at klageren ved mødet den 11. maj 2000 - ligesom tidligere - var blevet opfordret til at købe obligationer. Han var imidlertid mere interesseret i investering i aktier via investeringsforeningsbeviser.
Klageren har været fuldt informeret om risikoen ved investeringerne og foretrak aktiebaserede investeringsforeninger frem for obligationsbaserede.
Klageren har selv valgt at købe og sælge på de givne tidspunktet og bærer selv risikoen for kursudviklingen på papirerne.
Man har ikke lovet klageren en bestemt forrentning eller påtaget sig at forvalte eller overvåge hans investeringer, ligesom man ikke har handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren vedrørende placeringen af dennes formue. Det er heller ikke godtgjort, at indklagede har tilsikret klageren et bestemt afkast. Klageren måtte indse, at han selv måtte bære såvel den generelle risiko ved, at størstedelen af midlerne blev placeret i investeringsforeningsbeviser baseret på aktier, som risikoen i forbindelse med valget af de enkelte papirer.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.