Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod kreditorskifte, indtrædelsesret og hæftelse for krav hidrørende fra udbetalt garanti.

Sagsnummer: 204 /2014
Dato: 11-02-2015
Ankenævn: Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard og Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Garanti - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod kreditorskifte, indtrædelsesret og hæftelse for krav hidrørende fra udbetalt garanti.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod kreditorskifte, indtrædelsesret og hæftelse for et krav, der stammer fra en udbetalt garanti for en del af et realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren var oprindelig kunde i DiBa Bank (nu Sydbank). Efter at klageren i en periode var kunde i et andet pengeinstitut, blev klageren i efteråret 2008 igen kunde i DiBa Bank.

I 2008 købte klageren en ejendom, hvor han boede, og hvor han drev en personlig ejet virksomhed. I den forbindelse optog han et 30-årigt 6 % obligationslån med en hovedstol på 1.945.000 kr. med pant i ejendommen hos DLR Kredit. Ifølge det oplyste var hans ægtefælle, H, medejer af ejendommen og meddebitor på lånet. Følgende fremgik af side 2 i lånetilbuddet af 25. april 2008:

”…

Bemærkninger i øvrigt

Sammen med øvrige bilag er der til Deres pengeinstitut fremsendt garantierklæring til brug for pengeinstituttets tegning af garanti for lånet. Det skal bemærkes, at det er en betingelse for lånets udbetaling, at der stilles en sådan garanti.”

Klagerens daværende pengeinstitut, der formidlede lånet, afgav garanti over for DLR Kredit for en del af realkreditlånet.

I forbindelse med at klagerens engagement i efteråret 2008 overgik til DiBa Bank, overtog banken også garantistillelsen over for DLR Kredit.

Af en allonge til garantien, der er underskrevet af DiBa Bank den 27. oktober 2008 fremgår, at lånets restgæld pr. 1. september 2008 udgjorde 1.939.128,98 kr., at garantibeløbet pr. 1. september 2008 udgjorde 534.382,07 kr., og at garantibeløbet blev nedskrevet forholdsmæssigt i takt med betaling af afdrag på lånet. Det fremgår endvidere, at garantiprovision til garantistiller udgør 0,5500 % af restgælden.

Af brev af 9. december 2008 til DiBa Bank med overskriften ”Vedrørende garantistillelse for erhvervsbelåning” noterede DLR Kredit banken som garantistiller for 532.739,87 kr. af restgælden på DLR lånet.

Ejendommen blev begæret på tvangsauktion den 24. august 2011 af SKAT.

DLR Kredit overtog ejendommen for et bud på 500.000 kr., og der blev på tvangsauktionen ikke opnået dækning for nominelt 1.477.087,38 kr. af DLR Kredits tilgodehavende.

Den 26. august 2011 bad DLR Kredit DiBa Bank betale under garantien, og banken indbetalte den 8. september 2011 514.900,27 kr. til DLR Kredit.

Den 15. september 2011 frigav DLR Kredit bankens garanti og oplyste samtidig, at DLR Kredit var indforstået med, at banken herefter var indtrådt ved subrogation i DLR Kredits personlige krav mod klageren for det betalte beløb.

Parternes påstande

Den 13. juni 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale en erstatning på 3-4 millioner kr.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at der af det låneformidlende pengeinstitut blev stillet garanti over for DLR Kredit. Ved hans skift af pengeinstitut til DiBa Bank i efteråret 2008, blev han ikke oplyst om, at der ligeledes skete flytning af en garanti stillet over for DLR Kredit. Han har aldrig underskrevet et dokument vedrørende garantistillelse afgivet af DiBa Bank, og han hæfter derfor ikke for noget beløb vedrørende garantistillelsen.

DiBa Bank (nu Sydbank) har ikke sendt valide papirer, der anskueliggør, at han har været informeret om garantiforpligtelsen.

Garantistillelsen var tilsyneladende rentebærende, idet DLR Kredit kort tid efter hans skift til DiBa Bank uberettiget hævede hans bidragspligt med 0,55 %.

Han har estimeret det beløb, som han uretmæssigt er blevet opkrævet som følge af den afgivne garanti, til 3-4 millioner kr.

Sydbank har anført, at der var tale om en sædvanlig garanti mellem låneformidlende pengeinstitut og DLR Kredit. Klageren kunne alene opnå realkreditlånet hos DLR Kredit med en garanti for en del af lånet først fra hans daværende pengeinstitut og efterfølgende fra DiBa Bank.

Garantien blev afgivet som et led i formidlingen af DLR lånet og var alene en afdækning af DLR Kredits risiko på lånet i forholdet mellem DLR Kredit og pengeinstituttet. Garantien havde ingen betydning for klagerens forpligtelser i henhold til realkreditlånet, og klageren blev ikke afkrævet betaling i forbindelse med garantistillelsen.

Efter indfrielsen af garantien for en del af realkreditlånet indtrådte banken i DLR Kredits fordring mod klageren, og der skete herved et kreditorskifte for denne del af lånet. Det er helt sædvanligt i forbindelse med indfrielse af en garantiforpligtelse.

Klageren er forpligtet til at indfri den fordring, som DiBa Bank (nu Sydbank) er indtrådt i.

Ankenævnets bemærkninger

Det var en betingelse for, at klageren kunne opnå realkreditlånet hos DLR Kredit, at der blev afgivet garanti for en del af lånet først fra låneformidlende pengeinstitut og efterfølgende fra DiBa Bank (nu Sydbank).

Garantien blev ifølge det oplyste afgivet som led i formidlingen af DLR lånet og var alene en afdækning af DLR Kredits risiko på lånet i forholdet mellem DLR Kredit og pengeinstituttet. Garantien havde ingen betydning for klagerens forpligtelser i henhold til realkreditlånet, og klageren blev ikke afkrævet en garantiprovision på 0,55 % eller anden betaling i forbindelse med garantistillelsen.

Da DiBa Bank (nu Sydbank) indfriede garantien ved betaling af 514.900,27 kr. til DLR Kredit, indtrådte banken i DLR Kredits fordring mod klageren for beløbet. Samtidig blev klagerens hæftelse over for DLR Kredit nedsat tilsvarende.

Garantistillelsen har således været uden økonomiske konsekvenser for klageren.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.