Krav om udbetaling af et beløb vedrørende kontanthjælp, som var anvendt til inddækning af overtræk, betaling af ordinær ydelse på lån samt betalinger i betalingsservice.
| Sagsnummer: | 1012/2009 |
| Dato: | 17-09-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard og Karin Sønderbæk. |
| Klageemne: |
Indlån - øvrige spørgsmål
Modregning - trangsbeneficium |
| Ledetekst: | Krav om udbetaling af et beløb vedrørende kontanthjælp, som var anvendt til inddækning af overtræk, betaling af ordinær ydelse på lån samt betalinger i betalingsservice. |
| Indklagede: | Sparekassen Lolland |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om udbetaling af et beløb vedrørende kontanthjælp, som efter indsættelse på hans konto i Sparekassen Lolland var anvendt til inddækning af overtræk, betaling af ordinær ydelse på lån samt betalinger i betalingsservice.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 23. august 2008 ydede Sparekassen Lolland klageren et privatlån på 216.200 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.500 kr. Sparekassen blev bemyndiget til at hæve forfaldne ydelser på klagerens anfordringskonto i sparekassen. Engagementet bestod desuden af en erhvervskredit til brug for klagerens erhvervsvirksomhed.
Klageren har oplyst, at erhvervsvirksomheden lukkede den 30. juni 2009, og at han i den forbindelse søgte kontanthjælp hos sin bopælskommune.
Den 31. juli 2009 blev der af kommunen indsat 10.486,22 kr. på anfordringskontoen. Herved blev et overtræk på 2.196,55 kr. på anfordringskontoen inddækket. Samme dag blev ydelsen på 5.500 kr. overført fra anfordringskontoen til privatlånet.
Den 3. august 2009 blev der via anfordringskontoen gennemført to betalinger i betalingsservice på henholdsvis 400 kr. og 1.319,50 kr., i alt 1.791,50 kr.
Saldoen på anfordringskontoen var herefter 1.070,17 kr. (10.486,22 kr. – 2.196,55 kr. – 5.500 kr. – 1.719,50 kr. = 1.070,17 kr.)
Sparekassen har oplyst, at kommunen den 24. august 2009 meddelte, at overførslen på 10.486,22 kr. beroede på en fejl, og at beløbet skulle udbetales til klageren. Nogle dage senere anmodede klageren om beløbet eller 6.000 kr. heraf til betaling af husleje. Sparekassen afviste anmodningerne og fastholdt, at klageren alene kunne få udbetalt saldoen på 1.070,17 kr.
Af sparekassens almindelige forretningsbetingelser:
"…
Modregning
Sparekassen Lolland A/S kan uden forudgående meddelelse til Dem modregne ethvert forfaldent tilgodehavende mod Dem i ethvert tilgodehavende, som De har eller får hos Sparekassen Lolland A/S, med mindre andet er aftalt med Sparekassen Lolland A/S.
Sparekassen Lolland A/S modregner ikke i den del af Deres løn eller offentlige ydelser m.v., som er nødvendige til at dække Deres almindelige leveomkostninger. Sparekassen Lolland A/S modregner heller ikke i en indestående på konti, der efter lovgivningen eller særlig aftale er sikret mod kreditorforfølgning.
.."
Parternes påstande.
Den 16. september 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Lolland skal udbetale beløbet vedrørende kontanthjælp.
Sparekassen Lolland har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kontanthjælpen var nødvendig til betaling af husleje og leveomkostninger.
Kommunen henvendte sig tre gange til sparekassen med henblik på at få beløbet udbetalt.
Sparekassen Lolland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.
Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at man ikke har modregnet i kontanthjælpsbeløbet, ligesom man ikke har begået ansvarspådragende forhold eller tilsidesat reglerne for god skik.
Overførslen af ydelsen på 5.500 kr. til privatlånet skete automatisk og i henhold til udtrykkelig aftale, jf. gældsbrevet af 23. august 2007. Betalingerne den 3. august 2009 på i alt 1.719,50 kr. skete ligeledes efter aftale med klageren. Juridisk var der ikke tale om modregning men om aftalte hævninger og overførsler.
Da betalingerne skete, var sparekassen ikke bekendt med, at klageren havde lukket sin virksomhed og søgte kontanthjælp. Sparekassen fik først kendskab til dette omkring den 24. august 2009, hvor kommunen henvendte sig.
Da klageren ikke henvendte sig om sin nye situation, var sparekassen berettiget til at videreføre de indgåelse aftaler.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet finder, at sagen ikke bør afvises.
Den 24. august 2009 blev Sparekassen Lolland informeret om, at beløbet på 10.486,22 kr. ved en fejl var blevet indsat på klagerens anfordringskonto i Sparekassen Lolland den 31. juli 2009, og at beløbet var kontanthjælp til dækning af husleje og leveomkostninger for klageren og dennes husstand.
Ankenævnet finder, at sparekassen på baggrund af disse oplysninger burde have imødekommet klagerens anmodning om af få beløbet udbetalt, jf. herved princippet i retsplejelovens § 509 (trangsbeneficiet), bortset fra betalingerne på i alt 1.719,50 kr., som var blevet gennemført via betalingsservice den 3. august 2009.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Sparekassen Lolland skal inden 4 uger udbetale 8.766,72 kr. fra klagerens konto.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.