Indsigelse mod indførelse af provision af kreditmaksimum på Friværdikonto (kassekredit).
| Sagsnummer: | 330 /2025 |
| Dato: | 18-12-2025 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Kassekredit - omkostninger
Provision |
| Ledetekst: | Indsigelse mod indførelse af provision af kreditmaksimum på Friværdikonto (kassekredit). |
| Indklagede: | Lån & Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod indførelse af provision af kreditmaksimum på Friværdikonto (kassekredit).
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, var kunder i Lån & Spar Bank. Klagerne ejede en ejendom i fællesskab.
Klagerne har oplyst, at de i december 2016 købte et nyt hus, inden de havde fundet en køber til deres tidligere hus. For at finansiere købet optog de et lån hos Totalkredit som mellemfinansiering. Efter at huset var blevet solgt, havde de i sommeren 2023 et lån hos Totalkredit med en gæld på ca. 1,1 mio. kr. og et indestående på en almindelig lønkonto på ca. 900.000 kr. og ca. 400.000 kr. i M’s pensionsordning, som kunne hæves med kort varsel. Deres likviditet var derfor god, og de betalte renter af lånet til Totalkredit, mens deres indestående på lønkontoen ikke blev forrentet.
Klagerne har endvidere oplyst, at banken i foråret og sommeren 2023 kørte en reklamekampagne på sin hjemmeside om FriværdiKonto. Efter rådgivning og anbefaling fra banken ændrede de realkreditlånet til en Friværdikonto, der fungerede som en kassekredit, så der var trækningsret op til et aftalt maksimum, og de betalte kun renter af det træk, som der var på kontoen. Til sikkerhed for kreditten fik banken underpant i et ejerpantebrev med pant i deres hus.
Af ”Kassekreditkontrakt” vedrørende friværdikontoen underskrevet af klagerne den 25. juni 2023 fremgår blandt andet:
”Debitor har af Lån & Spar Bank fået tilsagn om en kreditramme på DKK 2.000.000,00.
…
Del 1. Individuelle vilkår
Afvikling
Kreditrammen nedskrives med DKK 2.000.0000,00 på en gang, den 23-06-2053.
…
Kredittens væsentligste karakteristika
Kreditten har variabel rente. …
Renter og omkostninger
Renter og omkostninger fastsættes til enhver tid af Lån & Spar Bank A/S.
Debitorrente (Debetrente)
Den årlige debitorrente er variabel og udgør p.t. 4,45000 %.
…
Særlige bestemmelser
Kreditten er gældende i 30 år. Kreditten skal være indfriet i sin helhed 30 år efter udbetalingsdagen, og i øvrigt på vilkår som fastsat af banken.
Når kreditten har løbet i 10 år fra udbetalingsdagen, genforhandles vilkårene. I de første 10 år fra udbetalingsdagen tilskrives alene renter på kreditten. Derefter kan banken kræve at afvikling/nedskrivning af kreditten påbegyndes.
…
Lån & Spar kan i øvrigt ændre rentesatsen i overensstemmelse med regler i Lån & Spar Bank A/S Almindelige forretningsbetingelser og Lånebetingelser
…
Det samlede beløb, som skal betales
Beløb i DKK
Det samlede kreditbeløb 1.991.175,00
Renter i hele kreditaftalens løbetid 2.670.000,14
Provision i hele kreditaftalens løbetid 0,00
Stiftelsesomkostninger
Beregningsmåde se *)
1 Stiftelsesprovision 2.500,00
2 Tinglysningsafgift 1.825,00
3 Gebyr for dokumentudfærdigelse 4.500,00
Samlede omkostninger 2.678.825,14
Det samlede beløb der skal betales 4.670.000,14
Det samlede beløb, som skal betales, er beregnet ud fra 100% udnyttelse af kreditaftalen, gældende rente og omkostninger på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen. Beløbet vil variere ved ændringer heri.
De årlige omkostninger i procent (ÅOP) udgør p.t. 4,55 % under følgende antagelser:
- at det samlede kreditbeløb udnyttes i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid,
- at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum,
- at alle parter opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen,
- at renten og andre omkostninger er konstant i forhold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.
…
Vilkår for kreditaftalen
Ændring af rente og gebyrer
Renter og gebyrer er variable, medmindre andet fremgår udtrykkeligt.
1.1 Ændring af variable rentesatser og priser
Lån & Spar Bank A/S kan sætte rentesatser op på lån og kreditter.
…
6. Opsigelse og indfrielse
Lån & Spar Bank A/S kan opsige lån og kreditter med 3 måneders varsel og forlange betaling af det skyldige beløb, herunder påløbne renter og omkostninger.
Ved Lån & Spar Bank A/S’s opsigelse har debitor krav på en saglig begrundelse på papir eller elektronisk.
…
For kreditten og eventuel kaution og sikkerhedsstillelse gælder Lån & Spar Bank A/S's til enhver tid gældende Almindelige forretningsbetingelser - Privatkunder samt Vilkår for betalingskonti, som kan findes på Lån & Spar Bank A/S's hjemmeside. De nugældende Almindelige forretningsbetingelser findes i del 2 til denne kreditaftale.
Vi har hver især modtaget kopi af denne kreditaftale. Vi er indforstået med, at underretninger, meddelelser mv. fra Lån & Spar Bank A/S kan sendes til kun en enkelt af os med virkning for os alle.
Vi er særskilt blevet oplyst om de årlige omkostninger i procent.
…
Del 2: Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder
Lån & Spar Banks almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder
Gældende fra den 17-01-2023
…
2. Gebyrer på serviceydelser
…
2.3 Ændring af gebyrer med 1 måneds varsel
Lån & Spar Bank A/S kan i løbende aftaleforhold med 1 måneds varsel sætte sine gebyrer op og indføre nye gebyrer, hvis ændringen er begrundet i forretnings-, markeds- eller lovgivningsmæssige forhold. Det kan f.eks. være:
- der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af dine gebyrvilkår. Det kan f.eks. være ændringer i dit forretningsomfang med Lån & Spar Bank A/S, herunder ændringer i størrelsen og omfanget af dine indlån, lån eller kreditter,
- ændringen sker for at imødegå øgede omkostninger, herunder som følge af ændrede lovgivningsmæssige krav til pengeinstitutter, stigninger i generelle garantiordninger, eller for at opretholde eller styrke kapitalgrundlaget,
- for at imødegå øgede solvens-, kapital- eller likviditetskrav eller øgede omkostninger ved tilvejebringelse af kapital,
- Lån & Spar Bank A/S ændrer sin generelle gebyrfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Lån & Spar Bank A/S's ressourcer eller kapacitet,
- For at imødekomme en generel øget kreditrisiko for Lån & Spar Bank A/S.
Nye gebyrer er gebyrer for ydelser, som Lån & Spar Bank A/S ikke tidligere har taget betaling for.
2.4 Ændring af gebyrer for betalingskonti med 2 måneders varsel
I løbende aftaleforhold om betalingskonti, hvorved forstås en konto oprettet med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner, kan Lån & Spar Bank A/S kun sætte sine gebyrer op og indføre nye gebyrer med et varsel på 2 måneder.
2.5 Ændring af gebyrer med 3 måneders varsel
For etablerede boliglån kan Lån & Spar Bank A/S af samme årsager, som nævnt under pkt. 2.3, kun sætte sine gebyrer op og indføre nye gebyrer med et varsel på 3 måneder.
…”
I et brev af 19. marts 2025 til M skrev banken:
”Vi indfører en provision og nedsætter samtidig renten på din Friværdikonto
Kære [M]
Den 1. juli 2025 indfører vi en provision på 0,50 % af det beløb, som du har mulighed for at trække på din Friværdikonto.
Vi indfører provisionen, fordi vores omkostninger ved at stille kredit til rådighed er steget.
Den 1. juli 2025 nedsætter vi samtidig renten på din Friværdikonto med 0.50 procentpoint, så det bliver billigere for dig at trække på din kredit.
Vil du nedsætte eller lukke din kredit?
Du har lige nu en kredit på din Friværdikonto på 2.000.000 kr. Hvis du ikke længere har brug for den kredit, anbefaler vi, at du nedsætter den, så du ikke skal betale unødig provision. På www.lsb.dk/provision kan du bruge vores beregner for at se, hvad det fremover koster at have kreditten, og derefter nedsætte den i din netbank. Hvis du vil lukke kreditten helt, skal du skrive til mig i din net- eller mobilbank.
Hvordan opkræver vi provisionen?
Den samlede årlige provision på 0,50 % bliver trukket i fire rater: 31/3, 30/6, 30/9 og 31/12. Den første rate bliver derfor trukket den 30. september 2025 og vil fremgå af din konto.
Har du spørgsmål?
Indførelsen af denne provision sker med tre måneders varsel. Du kan læse mere i bankens Almindelige forretningsbetingelser, pkt. 1.3.
…”
Klagerne gjorde over for banken indsigelse mod indførelse af provision på deres Friværdikonto.
I en netbankbesked af 20. marts 2025 til M anførte banken blandt andet:
”Efter at have sovet på det kan jeg tilbyde dig at vi sætter det der svare til forskellen i oprettelse på en friværdikonto og en alm kredit ind på din konto. I har betalt os 7.000,- for Friværdikontoen hvorimod en normal kredit koster 2.500,- at oprette.
Altså kan jeg tilbageføre jer 4.500,- ?”
I en netbankbesked af 8. maj 2025 til banken anførte M blandt andet:
”Tak for tidligere kommunikation vedrørende Friværdikonto. Jeg sætter pris på, at du tilbyder at refundere halvdelen af den udgift, vi har haft ved at tage imod jeres tilbud.
…
Eftersom vi har behandlet aftaleforholdet tidligere, finder jeg det rigtigst at fremsende min klage gennem dig.
Jeg ønsker naturligvis medhold i min klage, men afgør ud fra svaret fra LSB om det finansielle ankenævn skal inddrages og afgøre klagemålet, eller om jeg opgiver og siger ja til forligsforslaget i dit sidste svar, selv om det kun sækker cirka halvdelen af mine udgift ved at indgå aftalen med LSB.
…”
Parternes påstande
Den 16. juli 2025 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagernes påstand således, at Lån & Spar Bank skal anerkende, at der ikke kan beregnes provision på deres Friværdikonto i kredittens løbetid, subsidiært at banken skal annullere aftalen om Friværdikonto og tilbagebetale stiftelsesomkostningerne på 8.825 kr.
Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at det flere steder i aftalen er anført, at renten på lån kan ændres, og gebyrer kan ændres, men provision er ikke nævnt i den del af dokumentet, som de har underskrevet. Gebyrer er betaling for tjenesteydelser, og provision er ikke en tjenesteydelse.
De oprettede Friværdikontoen efter rådgivning og anbefaling fra banken for at undgå at betale renter på lånet i Totalkredit og samtidig få fleksibilitet i forhold til at anvende deres frie midler. Banken tilbød dem en kreditramme på mere end det dobbelte af deres eget forslag, fordi de kun skulle betale renter af deres træk på kreditten, da udgifterne ved oprettelse var de samme, og da der var rigelig sikkerhed.
Friværdikontoen har variabel rente og eventuelt ændrede gebyrer, men ingen bidragssats. Derfor er en ændring til en årlig bidragssats på 0,5 %, dvs. 10.000 kr. p.a., ikke i overensstemmelse med det aftalte.
Ved gennemgangen af aftalen med banken fik de flere gange bekræftet, at når de købte lånemuligheden, var der kun udgifter til renter og gebyrer for tjenesteydelser i de næste 10 år, forudsat at de vedligeholdt pantet, så det bevarede sin værdi og opfyldte de krav, der var forudsat for deres personlige forhold. Banken kan ikke ensidigt ændre aftalen efter ca. to år, når det eksplicit er nævnt, at vilkårene kan ændres efter 10 år.
Banken misligholder dermed den aftale, som den selv har reklameret for og gennemgået grundigt med dem. Banken er forpligtet til at opfylde den indgåede aftale eller købe produktet tilbage uden udgifter for dem (undtaget lånerente, som de har betalt, og gebyrer m.m. i forbindelse med indfrielse af kreditforeningslånet hos Totalkredit).
Banken har anført, at når der påløber 0,5 % provision, og når banken samtidig nedsætter renten med 0,5 %, gør det ikke nogen forskel for de fleste låntagere. Dette argument holder ikke. Der er ikke tale om nogen kollektiv aftale. Desuden holder argumentet kun ved fuld udnyttelse af trækningsretten, hvilket netop ikke var hensigten med deres aftale. I så fald havde banken heller ingen grund til at foretage ændringen.
Banken har anført, at indførelsen af provision ikke er for at tjene mere. Det argument er næppe validt, eftersom banken i et svar på M’s klage har anført, at formålet er at øge bankens robusthed og ”… bidrage til dækning af … omkostninger”. Det er vanskeligt at acceptere, at øgede omkostninger betyder, at man kan ændre en indgået aftale.
Lån & Spar Bank har anført, at kassekreditkontraktens betingelser blev accepteret ved klagernes underskrift den 25. juni 2023.
Det fremgår af kassekreditkontrakten, at banken kan indføre nye gebyrer samt i øvrigt ændre renten.
Af kassekreditkontrakten fremgår det flere steder, at der henvises til de almindelige forretningsbetingelser. Del 2 af kassekreditkontrakten er de almindelige forretningsbetingelser. I henhold til de almindelige forretningsbetingelser, særligt punkt 2.3, kan banken indføre nye gebyrer med en måneds varsel.
Banken valgte dog at give en noget længere frist, idet varselsbrevet om indførelse af provision blev sendt den 19. marts 2025 med ikrafttræden den 1. juli 2025.
Klagerne blev således varslet om indførelsen af provision rettidigt.
Ved udlån er banken forpligtet til at opretholde en vis mængde kapital i henhold til gældende solvenskrav. Dette har til formål at sikre bankens modstandskraft i tilfælde af væsentlige tab. Kapitalberedskabet medfører en direkte udgift for banken, og de seneste regulatoriske ændringer har medført et højere kapitalkrav ved udlån – herunder kassekreditter – hvilket har øget bankens samlede omkostninger.
Opkrævning af provision i forbindelse med kassekreditter skal således ikke opfattes som et forsøg på at øge bankens indtjening, men som en nødvendig dækning af de udgifter, der er forbundet med at stille kreditfaciliteter til rådighed. At kunne tilbyde kassekreditter forudsætter, at banken råder over et tilstrækkeligt kapitalgrundlag, hvilket i sig selv er en omkostningstung forpligtelse. Det er derfor både rimeligt og sagligt begrundet, at de kunder, som vælger at benytte kassekredit, bidrager forholdsmæssigt til at dække disse udgifter. Tiltaget har til formål at sikre en ansvarlig og bæredygtig drift i overensstemmelse med gældende lovgivning og god finansiel praksis.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne, M og H, var kunder i Lån & Spar Bank. Klagerne ejede en ejendom i fællesskab.
Den 25. juni 2023 underskrev klagerne en kassekreditkontrakt vedrørende en Friværdikonto med et kreditmaksimum på 2 mio. kr.
I et brev af 19. marts 2025 til klagerne skrev banken, at den pr. den 1. juli 2025 indførte en provision på 0,50 % af det beløb, som klagerne havde mulighed for at trække på deres Friværdikonto, fordi bankens omkostninger ved at stille kredit til rådighed var steget. Banken nedsatte samtidig renten på klagernes Friværdikonto med 0,50 %. Banken oplyste, at indførelsen af provision skete med tre måneders varsel og henviste til sine almindelige forretningsbetingelser.
Klagerne har stillet krav om, at banken skal anerkende, at der ikke kan beregnes provision på deres Friværdikonto i kredittens løbetid, subsidiært at banken skal annullere aftalen om Friværdikonto og tilbagebetale stiftelsesomkostningerne på 8.825 kr.
Klagerne har blandt andet anført, at det flere steder i aftalen er anført, at renten på lån kan ændres, og gebyrer kan ændres, men provision er ikke nævnt i den del af dokumentet, som de har underskrevet. Gebyrer er betaling for tjenesteydelser, og provision er ikke en tjenesteydelse. Endvidere oprettede de Friværdikontoen efter rådgivning og anbefaling fra banken. Ved gennemgangen af aftalen med banken fik de flere gange bekræftet, at når de købte lånemuligheden, var der kun udgifter til renter og gebyrer for tjenesteydelser i de næste 10 år, forudsat at de vedligeholdt pantet, så det bevarede sin værdi og opfyldte de krav, der var forudsat for deres personlige forhold.
Banken har anført, at det fremgår af kassekreditkontrakten, at banken kan indføre nye gebyrer. Af kassekreditkontrakten fremgår det flere steder, at der henvises til de almindelige forretningsbetingelser, og del 2 af kassekreditkontrakten er de almindelige forretningsbetingelser. I henhold til de almindelige forretningsbetingelser, særligt punkt 2.3, kan banken indføre nye gebyrer med en måneds varsel. Banken valgte dog at give en noget længere frist, idet varselsbrevet om indførelse af provision blev sendt den 19. marts 2025 med ikrafttræden den 1. juli 2025. Klagerne blev således varslet om indførelsen af provision rettidigt.
Af de individuelle vilkår for kassekreditten (del 1) fremgår, at renter og omkostninger fastsættes til enhver tid af banken. Det fremgår endvidere, at renter og gebyrer er variable, medmindre andet fremgår udtrykkeligt. Herudover fremgår, at bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder gælder. Under rubrikken ”Det samlede beløb, som skal betales”, er det oplyst, at det samlede kreditbeløb udgør 1.991.175 kr., og at renter i hele kreditaftalens løbetid udgør 2.670.000,14 kr. I rubrikken er provision i hele kredittens løbetid oplyst til 0,00 kr. Herudover er der oplyst om stiftelsesomkostninger. Det samlede beløb, som skal betales for kreditten, er på baggrund heraf oplyst til at udgøre 4.670.000,14 kr. I forlængelse heraf er anført, at ”det samlede beløb, som skal betales, er beregnet ud fra 100 % udnyttelse af kreditaftalen, gældende rente og omkostninger på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen. Beløbet vil variere ved ændringer heri.” Det fremgår endvidere, at de årlige omkostninger i procent (ÅOP) som i samme rubrik er angivet til pt. 4,55 %, er under antagelse af bl.a., at renten og andre omkostninger er konstant i forhold til udgangspunktet, og finder anvendelse, indtil kreditten udløber.
Oplysningerne om ÅOP og det samlede beløb, som skal betales, er kreditoplysninger, som efter lovgivningen skal meddeles en forbruger ved indgåelsen af kreditaftalen. Det er som nævnt oplyst fra bankens side, at de oplyste beløb er beregnet på baggrund af gældende renter og omkostninger på aftaletidspunktet, og at beløbene vil kunne ændre sig, hvis der ændres ved renter og omkostninger.
Ankenævnet finder på denne baggrund, at klagernes kassekreditaftale vedrørende friværdikonto ikke kan forstås således, at der er indgået aftale mellem banken og klagerne om, at provision i hele kredittens løbetid på 30 år skal være 0 kr.
Ankenævnet finder det i den forbindelse ikke godtgjort, at banken mundtligt har givet tilsagn om, at der de første 10 år af lånets løbetid kun ville være udgifter til renter og gebyrer som angivet i kreditoplysningerne i låneaftalen.
Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer og Janni Visted Hansen – udtaler:
Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder pkt. 2.3 fremgår, at banken i løbende aftaleforhold blandt andet kan indføre et nyt gebyr, hvis ændringen er begrundet i forretnings-, markeds- eller lovgivningsmæssige forhold. Det kan efter pkt. 2.3 f.eks. være for at imødegå øgede omkostninger, herunder som følge af ændrede lovgivningsmæssige krav til pengeinstitutter, stigninger i generelle garantiordninger, eller for at opretholde eller styrke kapitalgrundlaget eller for at imødegå øgede solvens-, kapital- eller likviditetskrav eller øgede omkostninger ved tilvejebringelse af kapital.
Banken har oplyst, at indførelsen af en provisionssats var nødvendigt til dækning af de øgede omkostninger, der var for banken ved at stille kreditfaciliteten til rådighed for klageren.
Vi finder, at banken under henvisning til sine Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder pkt. 2.3 var berettiget til at indføre et nyt gebyr, herunder som sket i form af at indføre en provisionssats begrundet i, at bankens omkostninger ved at stille kredit til rådighed var steget, jf. de hensyn der er opregnet i pkt. 2.3., og at det kunne ske med det af banken meddelte varsel på tre måneder. Formuleringen af pkt. 2.3., særligt 2. og 3. bullet, savner efter vores opfattelse mening, hvis kontraktvilkåret alene skulle angå betaling for tjenesteydelser, der ikke har med selve det at stille kreditfaciliteten til rådighed at gøre, og altså ikke skulle omfatte betaling for den belastning, som det udgør, at banken stiller kreditten til rådighed for kunden.
Vi stemmer derfor for, at klagerne ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Bankens Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder pkt. 2 omfatter gebyrer på serviceydelser. Provision er ikke nævnt i forretningsbetingelserne. Vi finder på den baggrund, at bankens almindelige forretningsbetingelser - Privatkunder gældende fra den 17. januar 2023 ikke indeholder en tilstrækkelig klar hjemmel til at indføre en provisionssats på bankens Friværdikonti/kassekreditter.
Vi finder, at det vil være i strid med de almindelige principper om koncipistreglen og forbrugerbeskyttelse i dansk ret, hvis en forbruger uden klar og tydelig beskrivelse i aftalen kan pålægges en provision.
Der er i kassekreditkontrakten angivet, at provision udgør 0 kr. Der er flere steder i aftalegrundlaget omtalt provision som et selvstændigt begreb. Der er ikke i forretningsbetingelserne eller kassekreditkontrakten angivet, at banken kan indføre en provision.
Det vil skabe en meget utryg retsstilling, hvis en bank uden tydelig oplysning i aftalen eller forretningsbetingelserne kan pålægge forbrugeren en så betydelig økonomisk byrde.
Vi finder, at der ikke er hjemmel i aftalen. Måtte man mene, at vilkåret i pkt. 2 i aftalen, der vedrører gebyrer, udgør en hjemmel, skal punktet fortolkes til forbrugerens fordel. Et vilkår om gebyrer vil ikke kunne udstrækkes til provision, da der begrebsmæssigt er tale om to vidt forskellige ting.
Provision adskiller sig væsentlig fra gebyrer. Gebyrer udgør betaling for en serviceydelse, hvorimod provision udgør en fast løbende betaling for en trækningsret.
Det fremgår af forretningsbetingelsernes pkt. 2, at ”Nye gebyrer er gebyrer for ydelser, som Lån & Spar Bank A/S ikke tidligere har taget betaling for”. Det understøtter argumentet om, at provision ikke er et gebyr, da der ikke er tale om en ydelse, men en løbende betaling for en trækningsret.
Vi finder, at det kan ikke kan føre til andet resultat, at den nye provision begrundes med øgede kapitalkrav, som i forretningsbetingelserne angives som en gyldig årsag til at indføre nye gebyrer. Det ændrer ikke ved, at en provision ikke er et gebyr, og at der ikke er hjemmel til at indføre provisionen.
Det er vores opfattelse, at det ikke er forbrugerens opgave at fortolke eller forestille sig, hvor vidtrækkende en formulering/hensyn i forretningsbetingelserne kan række. Hvis forbrugeren ikke kan regne med den aftaletekst, der faktisk fremgår, men selv skal gætte sig til øvrige og ikke nævnte omkostninger, forringes trygheden i forhold til banken betydeligt. Man må kunne stole på aftalens tekst, og er der fejl i denne, påhviler ansvaret koncipisten – banken.
Vi finder, at banken som koncipist og professionel part skal bære ansvaret for, at aftalens indhold er klart, gennemsigtigt og forståeligt for forbrugeren.
Vi finder herefter, at banken ikke var berettiget til at beregne provision af klagernes kassekredit med virkning fra den 1. juli 2025, og at banken skal frafalde indførelsen af en provision og tilbageføre den samtidige rentenedsættelse på klagernes kredit, samt stille klagerne som om, at vilkårene for kreditten inden den 1. juli 2025 fortsat er gældende.
Vi stemmer derfor for, at klagerne får medhold i klagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.