Indsigelse mod en udlandsoverførsel, samt krav om at banken lukker konto og yder kompensation.
| Sagsnummer: | 56/2026 |
| Dato: | 29-06-2026 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel til udlandet - gennemførelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod en udlandsoverførsel, samt krav om at banken lukker konto og yder kompensation. |
| Indklagede: | AL Sydbank A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod en udlandsoverførsel, samt krav om at banken lukker konto og yder kompensation.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank/Pensam Bank), hvor han havde en konto, som var hans NemKonto, samt et VISA/Dankort. Klageren er bosat i udlandet.
Den 14. november 2025 overførte banken efter en anmodning fra klageren 15.651,36 DKK fra klagerens konto til en udenlandsk konto, som klageren har oplyst tilhører hans ægtefælle. Banken opkrævede i den forbindelse et gebyr på 225 DKK.
Den 1. januar 2026 anmodede klageren banken om at overføre 2.400 USD til hans ægtefælles konto i udlandet.
Banken har oplyst, at banken den 6. januar 2026 svarede klageren, at han selv havde mulighed for at overføre penge til udlandet via netbanken, og at det var billigere for ham. Banken oplyste endvidere, at det ville koste klageren 225 DKK, hvis banken skulle foretage overførslen, og at han skulle udfylde og underskrive blanketten ”Bestilling af overførsel til udlandet”.
Banken har oplyst, at klageren den 7. januar 2026 svarede banken, at han ikke havde mulighed for at foretage overførslen via netbanken, da det krævede godkendelse med SMS-kode, som han ikke kunne modtage i udlandet. Klageren anmodede banken om at foretage overførslen og oplyste, at han var villig til at betale gebyret for overførslen.
Samme dag svarede banken, at den ville gennemføre udlandsoverførslen, hvis klageren udfyldte og underskrev blanketten ”Bestilling af overførsel til udlandet”.
Banken har oplyst, at klageren den 8. januar 2026 svarede banken, at banken tidligere havde foretaget en udlandsoverførsel, uden at han skulle udfylde en blanket fra banken. Klageren oplyste endvidere, at en offentlig myndighed havde oplyst ham om, at han i stedet for en bekræftelse med SMS-kode kunne bruge MitID kodeviser.
Den 14. januar 2026 skrev klageren til banken, at offentlige ydelser fremover ville blive overført til hans konto i udlandet.
Den 16. januar 2026 anmodede klageren banken om at overføre indeståendet i banken på 35.537,35 DKK til hans udenlandske konto og herefter lukke kontoen.
Den 19. januar 2026 svarede banken, at da klageren ikke havde udfyldt de dokumenter, banken skulle bruge for at foretage en udlandsoverførsel, kunne banken ikke overføre klagerens indestående på kontoen, og at det ville koste ham et gebyr på 225 DKK, hvis banken skulle foretage udlandsoverførslen.
Den 22. januar 2026 klagede klageren til banken. Banken har oplyst, at klagen blev sendt som e-mail til en kundebetjeningsafdeling i banken.
Den 28. januar 2026 indgav klageren en klage til Ankenævnet.
Den 5. februar 2026 besvarede banken klagen. Banken tilbød klageren at overføre indeståendet til udlandet gebyrfrit og uden, at klageren skulle udfylde en blanket. Banken ville derudover lukke klagerens konto i banken.
Banken har oplyst, at den 6. februar 2026 blev indeståendet på klagerens konto overført til klagerens konto i udlandet. Overførslen blev foretaget gebyrfrit, og uden at klageren først skulle udfylde blanketten ”Bestilling af overførsel til udlandet”.
Banken oplyste klageren om, at hans konto ikke var blevet lukket, da den var registreret som NemKonto. Klageren ville således ikke kunne modtage eventuelle udbetalinger fra offentlige myndigheder, hvis banken lukkede kontoen. Banken opfordrede klageren til få ændret sin NemKonto, hvorefter banken ville lukke kontoen.
Banken har oplyst, at klagerens konto blev lukket den 9. april 2026.
Parternes påstande
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank A/S skal 1) overføre indeståendet på hans konto i banken til hans konto i udlandet, 2) lukke hans konto i banken, 3) betale ham klagegebyret på 300 DKK samt overførelsesgebyret på 225 DKK, og 4) betale ham en rimelig kompensation for at have tilbageholdt hans penge.
AL Sydbank A/S har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført blandt andet, at det var unødvendigt af banken at kræve, at han skulle udfylde og underskrive en blanket, før banken kunne gennemføre en udlandsoverførsel for ham, da banken tidligere havde overført penge fra hans konto til udlandet, uden at han skulle udfylde en. Han ville ikke sætte sin underskrift på noget fra banken, da det ikke vides, hvad banken kunne finde på at bruge den til. Derudover fremgik det med småt nederst på blanketten, at han indvilligede i at påtage sig det fulde ansvar for udlandsoverførslen.
Banken kan ikke henvise til interne retningslinjer, hvis disse ikke er i overensstemmelse med gældende lovgivning. Det er ikke et lovkrav, at der skal anvendes både MitID og SMS-kode ved udlandsoverførsler. Nets har oplyst ham om, at kodeviserappen kan indgå som en sikkerhedsforanstaltning i stedet for en SMS bekræftelseskode, så sikkerhedskravene overholdes. Han bor i udlandet og kan ikke modtage SMS-koder.
Banken foreslog, at han overførte 8.000 DKK om dagen via netbanken, men han havde bedt banken om at overføre hele hans indestående til hans udenlandske konto og derefter lukke kontoen, da han havde fået mere end nok af deres "julelege".
Banken skal efterkomme en overførselsanmodning, medmindre der er mistanke om for eksempel hvidvask, identitetstyveri, eller hvis myndighederne har tilbageholdt indeståendet. Banken er bekendt med, hvor hans midler hidrører fra, hvorfor der ikke er tale om hvidvask. Banken har uretmæssigt tilbageholdt hans penge siden den 1. januar 2026.
AL Sydbank A/S har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, da banken gebyrfrit har overført indeståendet på klagerens konto til klagerens udenlandske konto. Klageren har ikke lidt et tab, og banken skal derfor ikke betale klageren en kompensation.
Banken har for at imødekomme klageren og få afsluttet kundeforholdet, som ønsket af klageren, fraveget bankens interne procedure for udenlandske overførsler.
Banken havde ret til at kræve, at klageren i forbindelse med hans anmodning om at gennemføre en udlandsoverførsel skulle udfylde og underskrive en blanket. Klagerens udfyldelse og underskrift af blanketten sikrer, at banken har alle relevante oplysninger i forbindelse med overførslen, herunder at kunden har taget stilling til, hvordan omkostningerne skal fordeles, og at banken har IBAN/SWIFT/BIC-koder.
Bankens interne procedure blev ved en fejl ikke fulgt i forbindelse ved gennemførslen af udlandsoverførslen den 14. november 2025.
En udlandsoverførsel kræver både MitID-godkendelse samt bekræftelse via en SMS-kode. MitID kodeviser er ikke en del af bankens standardløsning for overførsler. MitID kodeviser udgør et alternativ til MitID-app’en, men erstatter ikke SMS-bekræftelseskoden.
Banken tilbød klageren en løsning, hvor han selv kunne overføre op til 8.000 DKK om dagen via netbanken uden SMS-bekræftelse. Banken oplyste samtidig, at banken ikke anbefalede denne løsning. Denne nødløsning udgjorde en højere sikkerhedsrisiko for kunden, hvorfor klageren ville skulle erklære, at banken ikke kunne holdes ansvarlig for tab i forbindelse med overførsler, der kunne henføres til de manglende sikkerhedsforanstaltninger. Klageren tog dog ikke mod tilbuddet, og denne løsning blev ikke til noget.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank/Pensam Bank), hvor han havde en konto, som var hans NemKonto, samt et VISA/Dankort. Klageren er bosat i udlandet.
Den 1. januar 2026 anmodede klageren banken om at overføre 2.400 USD til hans ægtefælles konto i udlandet.
Den 6. januar 2026 svarede banken, at klageren kunne overføre penge til udlandet via netbanken, hvilket også var billigere for ham. Banken oplyste endvidere, at det ville koste klageren 225 DKK, hvis banken skulle foretage overførslen, og han skulle udfylde og underskrive bankens blanket ”Bestilling af overførsel til udlandet”.
Den 7. januar 2026 svarede klageren, at han ikke havde mulighed for at foretage overførslen via netbanken, da det krævede godkendelse med SMS-kode, som han ikke kunne modtage i udlandet. Klageren anmodede banken om at foretage overførslen.
Den 16. januar 2026 anmodede klageren banken om at overføre indeståendet i banken på 35.537,35 DKK til hans udenlandske konto og herefter lukke kontoen.
Den 26. januar 2026 klagede klageren til banken.
Den 27. januar 2026 indgav klageren en klage til Ankenævnet.
Banken har oplyst, at den 6. februar 2026 blev indeståendet på klagerens konto i banken overført gebyrfrit til klagerens konto i udlandet.
Banken har endvidere oplyst, at klagerens konto blev lukket den 9. april 2026.
Vedrørende kravet om, at banken skal overføre indeståendet på klagerens konto og lukke kontoen (påstand 1 og 2)
Da banken under klagesagen har overført indeståendet på klagerens konto til klagerens konto i udlandet samt lukket kontoen, finder Ankenævnet, at banken har imødekommet disse dele af klagen.
Vedrørende kravet om, at banken skal godtgøre klageren gebyrer på i alt 550 DKK (påstand 3)
Ankenævnet lægger til grund, at klageren ikke blev opkrævet et gebyr i forbindelse udlandsoverførslen den 6. februar 2026. Ankenævnet finder således ikke grundlag for at pålægge banken at godtgøre klageren 225 DKK.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge banken at godtgøre klageren klagegebyret til Ankenævnet på 300 DKK.
Klageren får herefter ikke medhold i denne del af klagen.
Vedrørende kravet om, at banken skal betale klageren en rimelig kompensation (påstand 4)
Ankenævnet finder, at banken ikke handlede ansvarspådragende ved ikke at foretage udlandsoverførsler efter anmodning fra klageren, da han ikke ønskede at udfylde en overførselsformular.
Ankenævnet bemærker, at klageren ikke har godtgjort, at han har lidt et tab som følge af, at hans indestående i banken ikke blev overført tidligere i forløbet.
Klageren får herefter ikke medhold i denne del af klagen.
Da banken under klagesagen har imødekommet klagerens krav om, at banken skal overføre indeståendet på klagerens konto og lukke kontoen (påstand 1 og 2), får klageren klagegebyret tilbage.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.