Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om nedsættelse af opkrævet beløb for slidskade på bundbelægning i leaset bil.

Sagsnummer: 105 /2025
Dato: 28-08-2025
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen.
Klageemne:
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst: Krav om nedsættelse af opkrævet beløb for slidskade på bundbelægning i leaset bil.
Indklagede: Jyske Finans
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om nedsættelse af opkrævet beløb for en slidskade på bundbelægning i leaset bil.

Sagens omstændigheder

Den 5. december 2019 indgik klageren en aftale om leasing af en bil af mærket Peugeot med Jyske Finans (finansieringsselskabet).

Den oprindelige leasingaftale havde en løbetid på 36 måneder beregnet fra den 1. i måneden efter levering. Leasingbilen blev leveret den 24. december 2019, og leasingperiodens udløb var 31. december 2022. 

På klagerens anmodning blev den oprindelige leasingaftale forlænget, og der blev den 5. december 2022 indgået en ny (en re-leasingaftale) benævnt leasingaftalen.

Leasingaftalen havde en løbetid på 24 måneder beregnet fra den 1. januar 2023, og leasingperioden udløb den 31. december 2024.

Af leasingaftalens almindelige betingelser fremgik blandt andet:

§ 9 – Vedligeholdelse

Service- og vedligeholdelsesaftalen er en integreret og fast del af leasingaftalen jf. bilag 1. Leasingtager skal herudover for egen regning vedligeholde leasingbilen, således at den til enhver tid er i god og brugbar stand og ikke udviser anden forringelse end, hvad der følger af almindeligt slid og ælde.

§ 10 – Risiko

Leasingtager bærer risikoen for leasingbilens ødelæggelse, forringelse, beskadigelse eller bortkomst (herunder tyveri) fra leveringstidspunktet og indtil leasingbilen er tilbageleveret til leasinggiver.

§ 15 - Tilbagelevering 

Ved tilbagelevering skal bilen gennemgås af en af leasinggiver uafhængig part, som udpeges af leasinggiver. Med ”uafhængig” menes, at den der gennemgår bilen ikke efterfølgende udbedrer evt. skader.

Det forhold, at leasinggiver betaler for gennemgangen, berører ikke vedkommendes uafhængighed.

Leasingtager har ret til at overvære gennemgangen og skal derfor forud for tilbageleveringen/gennemgangen underrettes om, hvor og hvornår gennemgangen vil blive foretaget.

Leasingbilen skal ved tilbageleveringen være i en stand, der minimum svarer til, hvad der er beskrevet i vedhæftede bilag 2.

Efter gennemgangen af bilen udarbejdes en opgørelse til leasingtager, såfremt der er skyldigt beløb som følge af skader, som leasingtager hæfter for. Leasinggiver er berettiget til at sælge bilen med skader.”

Af bilag 2 til leasingaftalen fremgik blandt andet:

Interiør:

Pletter og snavs, der ikke forsvinder ved almindelig rengøring/støvsugning, men som kan renses, accepteres.

Andre pletter samt huller og beskadigelser i øvrigt skal udbedres for leasingtagers regning.”

I forbindelse med leasingaftalens ophør afleverede klageren bilen hos den aftalte bilinspektør A, hvor den blev inspiceret den 27. december 2024. På baggrund af gennemgangen blev der udarbejdet en inspektionsrapport, som blev sendt til klageren den 30. december 2024.

Af inspektionsrapporten, der indeholdt nogle vedhæftede billeder, fremgik blandt, at der var et hul i bilens bundbelægning kategoriseret som en F5 skade, der blev opgjort til 14.869 kr. plus moms, i alt 18.586,25 kr.

Klageren gjorde over for Jyske Finans indsigelse mod opgørelsen af skaden i bilens bundbelægning.

Jyske Finans oplyste klageren om, at det fremgik af inspektionsrapporten, at der var slidt hul igennem måtten og ned i gummiet i gulvbelægningen, og at skaden skulle udbedres.

Ved en faktura af 9. januar 2025 fra Jyske Finans blev klageren opkrævet et beløb på 14.869 kr. for hul i bundbelægningen fratrukket underkørte kilometer på 1.087,50 kr. samt tillagt et inspektionsgebyr på 480 kr., i alt 14.261,50 kr. plus moms svarende til 17.826,87 kr.

Jyske Finans har oplyst, at selskabet ikke har sendt rykkere for betaling til klageren og afholder sig fra at gøre dette, indtil Ankenævnet har truffet afgørelse i sagen.

Parternes påstande

Den 19. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Finans skal nedsætte det opkrævede beløb på 18.586,25 kr. for en slidskade på bundbelægningen i den leasede bil.

Jyske Finans har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ved aflevering af bilen ved udløb af leasingperioden blev opkrævet et uhørt højt beløb for udskiftning af bundbelægningen på grund af slid.

Uagtet at finansieringsselskabet henholdt sig leasingsaftales almindelige betingelser, var der ikke i skadesopgørelsen taget behørigt hensyn til, at bilen var fem år gammel ved afleveringen, og bilen herefter ville fremstå i en væsentlig bedre stand, end hvad man kunne forvente af en fem år gammel bil. Der var heller ikke taget hensyn til, at det burde være muligt at udbedre skaden på anden måde end en total udskiftning af hele gulvtæppet/gulvbelægningen.

De billeder, der var vedlagt inspektionsrapporten, viste på ingen måde en skade af det omfang, som skaden blev opgjort til af bilinspektør A.

Det er ikke korrekt, at hans kone, der primært har benyttet bilen, har tilsidesat sin almindelige vedligeholdelsespligt, da hun ikke har været opmærksom på, at hun havde slidt hul i måtten og yderligere ned i belægningen. Han forstår ikke det af finansieringsselskabet anførte om, at han og hans kone valgte ikke at udbedre eller forbygge skaden. Det ville ikke være i deres interesse bare at lade det stå til, såfremt hans kone havde været opmærksom på skaden i bundbelægningen.

Både han og hans kone var til stede under gennemgangen af bilen. Da han ikke er fagmand på dette område (reparation af biler), blev han meget overrasket over omfanget af skaden, og selve gennemgangen foregik i øvrigt også meget hurtigt. Han og hans kone følte ikke at vedkommende, der stod for gennemgangen, var særlig imødekommende. Det virkede mere, som om han var provisionslønnet og udmærket var klar over, at de var på udebane og derfor ikke kunne udfordre ham på, hvorvidt den opgjorte skadesomkostning var korrekt.

Det var også derfor, at han med det samme, da de kom hjem, kontaktede finansieringsselskabet for at høre, om det kunne være korrekt vurderet, at det skulle koste så meget. Han bad om at se bilen igen, hvilket blev afvist af finansieringsselskabet.

Han er uforstående over for, at finansieringsselskabet afviste, at han kunne se bilen igen efter afleveringen, da det afskar ham fra at få en uvildig fagmand til at afgive en second opinion om, hvorvidt det var muligt at udbedre skaden på anden vis. Han har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor det ikke var muligt at besigtige bilen igen, men det har afskåret ham fra at kunne anfægte den opgjorte skade.

Han savner et svar på, hvorvidt bilen fortsat tilhørte finansieringsselskabet i december 2024, eller om den allerede var videresolgt. Der var ikke tale om en så kritisk skade, at bilen ikke ville kunne sælges videre uden fuld udbedring. Han tænker, at der kunne være en mellemløsning uden at udskifte hele måtten.

Han har fra starten vedkendt sig, at der var en omkostning til udbedring af skaden, men slet ikke i den størrelse, som den blev opgjort til. Det er selve udgiften til udbedring af skaden, som han anfægter. At det skulle koste 18.586,25 kr. er helt urimeligt.

Jyske Finans har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at opkrævningen for bundbelægningen er i overensstemmelse med leasingaftalens bestemmelser. Opkrævningen er sædvanlig og er dermed opkrævet retmæssigt.

Det følger klart og tydeligt af leasingaftalens almindelige betingelser §§ 9, 10 og 15 sammenholdt med bilag 2, at leasingtager har pligt til at vedligeholde bilen, så dens stand holder sig indenfor rammerne af, hvad der betragtes som almindeligt slid og ælde, samt at leasingtager opkræves for slitage, der rækker herudover.

Ved bilens gennemgang efter leasingaftalens afslutning gennemgik den uvildige tredjepart, bilinspektør A, bilen. Samtlige skader og fejl blev rapporteret, beskrevet og kategoriseret på en skala fra K1 til K5. Skader og fejl, der kategoriseres fra K1 til K3 udgør almindelig slitage, mens kategorierne K4 og K5 dækker over skader og fejl, der kræves udbedret. Bilinspektør A har dokumenteret bilens stand ved aflevering med billeder). På inspektionsrapporten har bilinspektør A angivet et beløb på hver af K4 og K5-skaderne samt øvrige fejl. Denne pris fastsættes ud fra Autotaks, som er forsikringsselskabernes værktøj til prissætning af skader. Priserne svarer således til, hvad forsikringsselskaberne vil acceptere at betale for skader og fejl. Priserne svarer til, hvad det vil koste at udbedre skaden, og udgør således størrelsen på den værdiforringelse, bilen har lidt som følge af leasingtagers manglende efterlevelse af leasingaftalens almindelige betingelser § 9.

Da Jyske Finans gennemgik inspektionsrapporten til brug for udfærdigelse af slutopgørelsen, blev de enkelte skader og fejl i inspektionsrapporten vurderet af en intern specialist, som blandt andet vurderede, om de angivne priser for udbedring var rimelige. Ved gennemgangen skønnede specialisten, om skaderne og fejlene kunne udbedres for et mindre beløb end det af bilinspektør A angivne. Der var tale om, at Jyske Finans efterprøvede skadernes omfang og prissætningens rimelighed forud for fakturering af klageren.

Klageren har anfægtet skadesopkrævningens størrelse, idet han mener, at skaden burde kunne udbedres på anden vis. Det kan oplyses, at den ovennævnte interne specialist kunne konstatere, at prisen for udbedring var korrekt, og forklaringen på prisen er, at bundbelægningen er i et stykke, hvilket betyder, at hele bundbelægningen skal skiftes i bilen, ligesom udskiftningen kræver, at alt interiør skal tages ud.

Klageren har anført, at udgiften til udbedring ikke står i forhold til, at bilen var fem år gammel. Der tages ved slutopgørelsen højde for almindelig slid og ælde, hvori bilens alder indirekte tages i betragtning. Forklaringen herpå er, at leasingtager skal holde bilen i god stand, så den ikke forringes ud over, hvad der accepteres som almindelig slitage i hele leasingperioden, jf. leasingaftalens almindelige betingelser §§ 9 og 10. Heri ligger, at leasingtagers opfyldelse af sin vedligeholdspligt i hele leasingperioden ikke bør medføre ualmindelig, udbedringsberettiget slitage.

Klageren har i løbet af leasingperioden slidt hul i både bilens måtter samt bilens bundbelægning. Det er Jyske Finans’ interne specialists vurdering, at udskiftning af bilens måtter i rimelig tid kunne have afværget hullet i bundbelægningen. Hullet i bundbelægningen er således opstået som følge af klagerens manglende agtpågivenhed og ikke bilens alder, hvilket han herefter hæfter for, jf. leasingaftalens almindelige betingelser §§ 9 og 10.

Klageren blev gjort opmærksom på, at bilen var transporteret videre, da klageren efter afleveringen ønskede at besigtige bilen. Det følger af leasingaftalens almindelige betingelser § 15, at leasinggiver har ret til at sælge bilen med skader. Det betyder, at så snart bilen var endeligt afleveret og gennemgået efter endt leasing, havde Jyske Finans ret til at videresælge den, hvilket alt andet lige betyder, at bilen måtte anses for at være endeligt overdraget efter gennemgang hos bilinspektør A. Klageren havde således ikke krav på eller mulighed for hverken at besigtige eller at få bilen udleveret.

Jyske Finans har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en efterprøvelse af de fremførte forhold i finansieringsselskabets primære påstand vil kræve yderligere bevisførelse, under henvisning til at klageren betvivler korrektheden og rimeligheden ved opkrævningens størrelse.

En nærmere efterprøvelse af klagens indhold vil kræve yderligere bevisførelse i form af vidneforklaring eller lignende, som ikke kan ske for Ankenævnet, som behandler sager på et skriftligt grundlag. Som følge heraf bør sagen afvises, jf. Ankenævnets vedtægter, § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Den 5. december 2019 indgik klageren en aftale om leasing af en bil af mærket Peugeot med Jyske Finans (finansieringsselskabet) med en løbetid på 36 måneder. På klagerens anmodning blev den oprindelige leasingaftale forlænget, og der blev den 5. december 2022 indgået en ny (en re-leasingaftale) benævnt leasingaftalen, der udløb den 31. december 2024.

I forbindelse med leasingaftalens ophør afleverede klageren bilen hos den aftalte bil-inspektør A, hvor den blev inspiceret den 27. december 2024. På baggrund af gennemgangen blev der udarbejdet en inspektionsrapport, som blev sendt til klageren den 30. december 2024.

Af inspektionsrapporten, der indeholdt billeder, fremgik blandt andet, at der var et hul i bilens bundbelægning kategoriseret som en F5 skade, der blev opgjort til 14.869 kr. plus moms, i alt 18.586,25 kr.

Klageren har stillet krav om, at Jyske Finans skal nedsætte det opkrævede beløb på 18.586,25 kr. for slidskaden i bilens bundbelægning.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til prisfastsættelsen af slidskaden i bilens bundbelægning, herunder en stillingtagen til om der var tale om en skade, der lå ud over almindeligt slid og ælde af en femårig brugt bil, vil forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.