Gennemførelse af betaling i betalingsservice uden kontoha-vers samtykke. Formueretlig tvist.
| Sagsnummer: | 264/2002 |
| Dato: | 06-12-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Rut Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingsservice - fejlagtig tilmelding
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 |
| Ledetekst: | Gennemførelse af betaling i betalingsservice uden kontoha-vers samtykke. Formueretlig tvist. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes tilmelding af en betaling til betalingsservice.
Sagens omstændigheder.
I foråret 2002 gennemførte indklagede klagerens betaling til en elleverandør på grundlag af et af klageren indleveret indbetalingskort.
Indklagede tilmeldte klagerens fremtidige betalinger til elleverandøren til pengeinstitutternes betalingsservice (PBS).
Den 1. juni 2002 blev der til klageren fremsendt en betalingsoversigt, hvoraf det fremgik, at der den 7. juni 2002 ville blive hævet 2.058,49 kr. på klagerens konto til elleverandøren.
Ved gennemførelsen af betalingen gik klagerens konto i overtræk med 1.898,48 kr.
Ved skrivelse af 10. juni 2002 rykkede indklagede for inddækning af overtrækket og beregnede sig herfor et rykkergebyr på 100 kr.
Klageren bestred, at han havde indgået aftale om tilmelding til betalingsservice og gjorde på grundlag heraf gældende, at overtrækket var opstået som følge af fejl fra indklagedes side.
Parternes påstande.
Den 25. juni 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at tilmeldingen til betalingsservice var uberettiget, at refundere rykkergebyret, og at acceptere fremtidige betalinger på grundlag af indleverede indbetalingskort.
Under sagen har indklagede beklaget, at tilmeldingen til PBS ved en fejl skete på et ufuldstændigt grundlag. Indklagede har endvidere oplyst at tilmeldingen til PBS er afmeldt, at rykkergebyret vil blive refunderet, og at klageren kan foretage sine betalinger på grundlag af indbetalingskort.
Klageren har fastholdt klagen.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ønsker, at der bliver afsagt en kendelse, hvoraf indklagedes ansvar fremgår, idet offentligheden kun derved får oplysning om, at der er en grænse for, hvad der kan accepteres, når et pengeinstitut tager selvstændige initiativer og disponerer over en kundes konto uden aftale.
Indklagede har anført, at det i forbindelse med betalingen i foråret 2002 - muligvis fejlagtigt - var afdelingens opfattelse, at det blev aftalt, at klagerens betalinger til elleverandøren skulle tilmeldes betalingsservice. Fejlen er nu rettet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har under forberedelsen af klagesagen imødekommet de klagepunkter, som klageren har anført.
Der foreligger herefter ikke en tvist mellem klageren og indklagede, som kan behandles af Ankenævnet.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.