Krav om forlængelse af løbetiden på en børnebørnskonto.

Sagsnummer:323/2025
Dato:10-10-2025
Ankenævn:Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Kritte Sand Nielsen, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin.
Klageemne:Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om forlængelse af løbetiden på en børnebørnskonto.
Indklagede:Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om forlængelse af løbetiden på en børnebørnskonto.

Sagens omstændigheder

Klagerens barnebarn, A, blev født i 2009.

Klageren oprettede i 2020 en børnebørnskonto -455 i banken til sit barnebarn A.

Af Aftale om Børnebørnskonto af 28. oktober 2020 fremgår blandt andet:

”Barnet (kontohaver)

[A]                                          Kontoen er bundet til den 3. august 2027

_______________________________________________________

Indbetaler                              …

[Klageren]                              …

_______________________________________________________

Kontohaver

Kontoen tilhører barnet.

Indskud

Der kan indsættes op til 60.000 kr. på kontoen i hvert kalenderår. I alt kan der indsættes op til 400.000 kr. ekskl. renter.

Binding

Opsparingen er bundet, dvs. der ikke kan rådes over pengene på kontoen.

Opsparingen inklusive renter skal ikke indsættes i en forvaltningsafdeling.

Er barnet myndigt, når opsparingen udbetales, kan barnet frit råde over pengene. Er barnet ikke myndigt, disponerer værgen på barnets vegne. Beløbet skal ikke indsættes i en forvaltningsafdeling.

Kontoen kan tidligst hæves, når barnet er fyldt 14 år. Kontoen kan bindes til udgangen af det kalenderår, hvor barnet fylder 21 år.

Bindingsperioden kan ikke ændres.

Renter, der tilskrives til og med barnets fyldte 15. år, er bundet på lige fod med opsparingen. Renter, som forfalder efter dette tidspunkt, er til barnets frie rådighed. Barnet kan vælge at hæve de frie renter eller at overføre dem til en anden af barnets konti i Nordea.”

Klageren har oplyst, at det ved oprettelsen af kontoen var hensigten, at beløbet skulle komme til udbetaling, når klagerens barnebarn A fyldte18 år.

Banken har oplyst, at klageren senest i juli 2025 henvendte sig til banken med henblik på at forlænge bindingsperioden. Banken afviste, at klageren kunne forlænge kontoens bindingsperiode.

Parternes påstande

Den 13. juli 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal forlænge tidspunktet for udbetaling af børnebørnskontoen med seks år til klagerens barnebarn A fylder 24 år.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han i 2020 oprettede en børnebørnskonto til sit barnebarn A, der blev født i 2009. Børneopsparingen skulle udbetales, når barnebarn A blev 18 år. Opsparingen udgør på klagetidspunktet cirka 50.000 kr.

Barnebarn A har fået nogle udfordringer i sit liv, som gør, at det vil være svært at administrere så mange penge. Han har kontaktet banken med henblik på at ændre udbetalingstidspunktet, men den vil ikke ændre udbetalingstidspunktet.

Banken oplyste blandt andet, at ændringer skal ske inden for syv år. Han oprettede først kontoen i 2020. Han er ikke enig i bankens afvisning af sagen med henvisning til, at der kan ændres på betingelserne inden for syv år, da kontoen blev oprettet i 2020.

Det er uforståeligt, at banken ikke kan ændre på udbetalingstidspunktet under hensyntagen til barnebarn A’s vanskelige situation. Han understreger, at pengene tilhører barnebarn A, men det kan undre, at banken ikke kan finde en regel, der kan hjælpe. Banken har fortsat barnebarn A’s penge at arbejde med, hvilket betyder, at den har flere år til at tjene på pengene.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har lidt et økonomisk tab, og dermed er der ikke tale om en konkret formueretlig tvist.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren har bestilt og oprettet en børnebørnskonto, hvoraf bindingsperioden og udløb af denne fremgår.

Der er givet en uigenkaldelig gave, hvorfor banken ikke efterfølgende kan ændre bindingsperiodens udløb. Af aftalens vilkår fremgår, at bindingsperioden ikke kan ændres.

Ankenævnets bemærkninger

Det bemærkes indledningsvist, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

Klagerens barnebarn A blev født i 2009.

Klageren oprettede i 2020 en børnebørnskonto -455 i banken til sit barnebarn A.

Af Aftale om Børnebørnskonto af 28. oktober 2020 fremgår blandt andet, at kontoen er bundet til den 3. august 2027, og at bindingsperioden ikke kan ændres.

Ankenævnet finder herefter, at banken ikke er forpligtet til at forlænge tidspunktet for udbetaling af kontoen, indtil barnebarn A fylder 24 år.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.