Modregning i spærret konto.
| Sagsnummer: | 370/1990 |
| Dato: | 13-12-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Modregning i spærret konto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ifølge låneaftale af 21. juli 1988 optog klageren i indklagedes Sædding afdeling et lån på 60.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. første gang den 1. september 1988. Lånet skulle anvendes til udbetaling på et parcelhus, hvorom klageren havde entreret med et typehusfirma.
Til sikkerhed for lånet kautionerede klagerens daværende arbejdsgiver.
Det fulde lånebeløb udbetaltes ikke i forbindelse med lånets etablering, idet en restudbetaling vedrørende ejendomskøbet først forfaldt, når endeligt skøde forelå. I forbindelse med, at klageren havde visse mangelsindsigelser vedrørende ejendommen, nægtede han at underskrive skøde. Den 29. september 1988 anmodede han afdelingen om, at det resterende lånebeløb overførtes til en ny indlånskonto til fordel for typehusfirmaet. Denne konto forsynedes med følgende af klageren underskrevne vedtegning:
"Ovennævnte er spærret til fordel for [typehusfirmaet], indtil endeligt skøde samt husbyggeriet er endeligt færdigt.
Kontoen kan kun udbetales i samråd med [klageren]."
I skrivelse af 15. september 1989 fra klageren til indklagede meddelte klageren, der nu havde taget ophold i Belgien, at han ikke længere så sig i stand til at betale de stipulerede ydelser på lånet. Ved skrivelse af 18. september 1989 opsagde indklagede lånet til indfrielse. Ved skrivelse af 27. september 1989 blev kautionisten anmodet om indbetaling af lånets restgæld, der udgjorde ca. 57.000 kr.
Den 6. oktober 1989 overgav indklagede sagen til retslig inkasso.
Den 4. maj 1990 modtog indklagede fra kautionisten, som i mellemtiden havde været under betalingsstandsning og opnået en frivillig ordning med sine kreditorer, en indbetaling på 17.160,70 kr., som blev godskrevet lånet. Lånets saldo udgjorde herefter ca. 45.000 kr.
Ved skrivelse af 19. juni 1990 fra indklagedes advokat orienteredes indklagede om, at typehusfirmaets advokat havde accepteret, at indklagede foretog modregning i det deponerede indestående mod betaling af 7.428,65 kr.
Den 19. juli 1990 overførte indklagede herefter fra indlånskontoen 47.395,73 kr. til udligning af lånet, idet klageren samtidig orienteredes herom ved fremsendelse af kontoudskrifter.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen og udbetale indeståendet på indlånskontoen til klageren.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han på intet tidspunkt har givet tilladelse til, at der kunne hæves penge fra indlånskontoen, idet han tværtimod har forlangt at få beløbet udbetalt.
Indklagede har anført, at den omhandlede modregning på legal vis er foretaget mellem et forfaldent og misligholdt lån og et debitor tilhørende indestående hos indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren meddelte i skrivelse af 15. september 1989 indklagede, at han ikke længere kunne betale lånets ydelse. Indklagedes opsigelse af lånet må herefter anses for berettiget, således at lånets restgæld var forfalden til betaling. Da typehusfirmaet, til fordel for hvem den omhandlede indlånskonto var oprettet, i juni 1990 mod betaling af en mindre del af kontoens indestående gav afkald på kontoens restindestående, var betingelserne for at foretage modregning herefter til stede, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.