Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Anvendelse af indestående på "gravstedskonto" til nedbringelse af fuldmagtshavers gæld.

Sagsnummer: 80/1996
Dato: 04-07-1996
Ankenævn: Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne: Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Bog - frigørende udbetaling
Ledetekst: Anvendelse af indestående på "gravstedskonto" til nedbringelse af fuldmagtshavers gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved klagerens mors død i oktober 1984 oprettedes i Jyske Banks Skive afdeling en gravstedskonto. På kontoen indsattes 7.000 kr., som var afsat i dødsboet.

På foranledning af den ene af klagerens tre øvrige søskende blev kontoen på et senere tidspunkt overført til indklagede. Kontoen blev her registreret i navnet "[klagerens mors] gravsted v/[klagerens bror]". Til kontoen blev tilknyttet en bog.

Kontoen blev ophævet den 27. oktober 1993, og indeståendet på 11.184,07 kr. overførtes til klagerens brors kassekredit. Ophævelsen skete i forbindelse med indklagedes inkassation af et krav mod klagerens bror.

Efter forgæves at have anmodet indklagede om at genoprette kontoen har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genoprette gravstedskontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hans bror kun kunne disponere over kontoen i forbindelse med vedligeholdelse af forældrenes gravsted, hvilket indklagede måtte være vidende om. Indklagede har således handlet i ond tro. Ophævelsen af kontoen må anses for at være uberettiget.

Indklagede har anført, at indklagede ikke har haft pligt eller ret til at forlange dokumentation for, hvorledes de hævede midler blev anvendt. Da der er tale om en konto med bog, betyder dette, at indklagede kan udbetale på bogen, uanset om der foreligger fuldmagt, når blot bogen forevises. Hertil kommer, at klagerens bror var eneste dispositionsberettigede vedrørende kontoen, og har underskrevet i forbindelse med kontoens ophævelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at indeståendet på den omhandlede konto tilhørte klageren og hans tre søskende i fællesskab og skulle anvendes til vedligeholdelse af deres moders gravsted, og at klagerens bror ikke af de øvrige ejere havde fået tilladelse til at anvende indeståendet til nedbringelse af sin gæld til indklagede.

Efter den betegnelse, under hvilken kontoen var oprettet, kunne indklagede ikke være uvidende om, at der var tale om en "gravstedskonto" med flere ejere. Selv om klagerens bror havde fuldmagt til at disponere over kontoen og havde bankbogen i sin besiddelse, burde indklagede derfor ikke uden samtykke fra klageren og fuldmagtshaverens øvrige søskende have medvirket til, at indeståendet blev anvendt til nedbringelse af fuldmagtshaverens gæld til indklagede, jf. herved princippet i gældsbrevslovens § 33, stk. 2, 2. pkt. Da udbetalingen af indeståendet den 27. oktober 1993 herefter ikke skete med frigørende virkning for indklagede, tages klagerens påstand til følge.

Som følge heraf

Indklagede bør inden fire uger genoprette den omhandlede konto og indsætte 11.184,07 kr. med valør 27. oktober 1993. Klagegebyret tilbagebetales klageren.