Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod lukkedage.

Sagsnummer: 215/2007
Dato: 13-11-2007
Ankenævn: Peter Blok, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod lukkedage.
Indklagede: Fionia Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med indklagedes indførelse af lukkedage.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er pensionist, modtager sin pension via en konto i indklagedes Bagenkop afdeling.

Som følge af et overtræk på klagerens konto hævede indklagede den 30 marts 2007 16,84 kr. i overtræksrenter.

Klageren gjorde indsigelse mod hævningen. Klageren anførte, at overtrækket var opstået som følge af, at Bagenkop afdelingen havde ændret sine åbningstider, således at der nu var lukket hver tirsdag og onsdag. En navngiven medarbejder hos indklagede havde accepteret, at han hævede sin pension forskudsvis i de måneder, hvor pensionen blev udbetalt på en lukkedag.

Indklagede afviste såvel at ændre afdelingens åbningstider som at undlade at opkræve overtræksrenter i tilfælde, hvor løn eller pension, der indgår på konti på lukkedage, hæves forskudsvis.

Parternes påstande.

Den 30. juli 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand: "At kunne få løn/pension udbetalt på månedens sidste åbningsdag i Bagenkop afdelingen uden renteudgift for kunderne."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede forskelsbehandler sine kunder ved at indføre lukkedagene i afdelingen, der er beliggende, hvor der ikke er andre pengeinstitutter.

Indklagede bør i hvert fald de få gange om året, hvor lukkedagene falder sammen med rådighedsdagen for løn/pension, forudbetale lønnen/pensionen uden renteudgifter for kunderne.

Da lukkedagene blev indført, gjorde han indklagede opmærksom på problemstillingen. Han fik da oplyst, at han kunne hæve dagen før.

Selvom han var blevet lovet, at han måtte hæve på kontoen den dag, hvor afdelingen var åben, beregnede indklagede sig overtræksrente på 16,84 kr.

Indklagede er efter hans opfattelse forpligtet til at behandle sine kunder/aktionærer ens.

I tidligere tilfælde hvor løn/pension ikke er blevet overført til tiden, har indklagede tilladt forskudsvis udbetaling uden krav om renter.

Da han som kunde er uden indflydelse på indklagedes beslutning om at indføre lukkedage, bør han ikke påføres udgifter herved.

Muligheden for at hæve med et hævekort er begrænset til 5.000 kr. Med hævekortet kan der ikke overføres beløb til dækning af betalingsaftaler med BG Bank.

Indklagede har anført, at man før indførelsen af lukkedagene opsatte en pengeautomat, hvor der kan hæves op til 5.000 kr./6.000 kr. dagligt afhængig af korttype - hævekort eller dankort.

Der er endvidere mulighed for at oprette betalingsaftaler, hvorefter der automatisk overføres beløb, uanset om afdelingen har åbent eller lukket.

Ved klagerens henvendelse om lukkedagene nævnte den pågældende medarbejder muligheden for at hæve dagen før afdelingen holdes lukket, idet det naturligvis altid er muligt at hæve i åbningstiden. Medarbejderen gav ikke hermed klageren tilsagn om, at han ville blive friholdt for eventuelle overtræksrenter.

Overtræksrenterne på 16,84 kr. blev opkrævet korrekt i overensstemmelse med indklagedes generelle regler.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder gav klageren tilsagn om, at der ikke ville blive opkrævet overtræksrenter i forbindelse med klagerens forskudsvise hævning af sin pension som følge af indklagedes indførelse af lukkedage.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge indklagede fremover at give afkald på renter af overtræk, der opstår som følge af forskudsvis hævning af løn/pension som følge af lukkedagene. Som anført af indklagede kan der, selv om afdelingen holder lukket, hæves ved hjælp af hæve- eller betalingskort, ligesom der kan foretages betalingsoverførsler efter forudgående aftale.

Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede bestemte åbningstider.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.