Indsigelser vedrørende afvikling af pantebrevslån. Gebyrer. Renter.
| Sagsnummer: | 104 /2013 |
| Dato: | 18-09-2013 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Christian Bremer, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Rente - overtræk
Gebyr - rykkergebyr |
| Ledetekst: | Indsigelser vedrørende afvikling af pantebrevslån. Gebyrer. Renter. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører klagerens afvikling af et pantebrevslån med nu Finansiel Stabilitet som kreditor.
Sagens omstændigheder
I 2009 købte klageren en fast ejendom. I den forbindelse indtrådte klageren som debitor på et pantebrev i ejendommen på oprindelig 400.000 kr., og med en restgæld på 240.000 kr. Pantebrevet var udstedt i 2006 med selskabet A som kreditor. Af pantebrevet fremgår blandt andet:
"…
Rente- | Pantebrevet forrentes fra den 11.11.2006 med en variabel rente svarende til 3 måneders beta-CIBOR + 3,50 % p.a. af den til enhver tid værende restgæld. Renten fastsættes hver den 11.03, 11.06, 11.09 og 11.12, for den efterfølgende 3 måneders periode. […] Renten betales hver den 11. i måneden, første gang 11.12.2006 for det da forløbne tidsrum Pantebrevet afvikles ved betaling af afdrag hver den 11. i måneden, første gang den 11.12.2006. Afdraget udgør kr. 666,66 pr. måned. Efter 60 måneder forhøjes afdraget til kr. 1.333,33 pr. måned. Efter 120 måneder forhøjes afdraget til kr. 2.000,00 pr. måned. Efter 180 måneder forhøjes afdraget til kr. 2.666,66 pr. måned. Lånet er således fuldt afviklet efter 240 måneder. | |
… | ||
1. | Betalinger efter dette pantebrev skal ske portofrit på kreditors bopæl, som er anført på side 1, eller på et andet sted inden for landets grænser, der opgives af kreditor. | |
2. | Alle betalinger er rettidige, når de sker senest 7 dage efter forfaldsdagen, for terminsbetalinger senest 7 dage efter første terminsdag. …" | |
Den 25. maj 2010 blev pantebrevet af A underpantsat til Nova Bank til sikkerhed for A’s engagement med banken. Nova Bank var et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som er statens selskab til afvikling af nødlidende pengeinstitutter.
Den 17. august 2011 indtrådte selskabet B som kreditor i henhold til pantebrevet i stedet for A. B underpantsatte den 19. august 2011 pantebrevet til FS Pantebrevsselskab til sikkerhed for B’s engagementer med selskabet.
Den 7. december 2011 transporterede B pantebrevet til FS Pantebrevsselskab, som herefter blev ny kreditor.
Den 12. december 2011 sendte FS Pantebrevsselskab en meddelelse til klageren om overdragelsen.
I sommeren 2012 fusionerede FS Pantebrevsselskab med Finansiel Stabilitet.
Den 19. juni 2012 indbetalte klageren 2.470,42 kr. til dækning af terminsydelsen pr. den 11. juni 2012 og et gebyr på 100 kr. for et rykkerbrev, som var udsendt i forbindelse med klagerens manglende betaling af ydelsen pr. den 11. april 2012, samt morarente 10,05 kr.
Den 19. juni 2012 udsendte Finansiel Stabilitet en opkrævning til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. juli 2012, som udgjorde 2.292,87 kr.
Den 23. juli 2012 registrerede Finansiel Stabilitet en indbetaling på 2.192,87 kr. Pantebrevet var herefter i restance med 100 kr.
Den 20. juli 2012 udsendte Finansiel Stabilitet en opkrævning til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. august 2012, som udgjorde 2.287,68 kr. Klageren betalte ydelsen den 17. august 2012. Restancen på 100 kr. bestod således uændret.
Den 21. august 2012 udsendte Finansiel Stabilitet en opkrævning til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. september 2012 med tillæg af morarente 5,45 kr. og "difference fra tidligere" 100 kr., i alt 2.387,94 kr. Den 18. september 2012 indbetalte klageren 2.282,49 kr., der alene dækkede ydelsen, men ikke hverken morarenten på 5,45 kr. eller restancen på 100 kr. vedrørende juliydelsen.
Den 18. september 2012 sendte Finansiel Stabilitet en opkrævning til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. oktober 2012, som udgjorde 2.219,79 kr.
Den 25. september 2012 sendte Finansiel Stabilitet et rykkerbrev til klageren vedrørende restancen på i alt 105,45 kr. Af brevet fremgår blandt andet:
"Vi meddeler Dem herved, at ydelsen pr. 11-09-2012 ikke er modtaget på ovennævnte pantebrev.
Følgende beløb er ikke indgået:
Opkrævet beløb: | kr. | 2.387,94 |
Indbetalt/overført | kr. | 2.282,49 |
Restance: | kr. | 105,45 |
Påkravsgebyr og morarenter vedrørende denne terminsydelse påføres næste opkrævning. …"
Klageren betalte ikke restancen på 105,45 kr.
Den 17. oktober 2012 registrerede Finansiel Stabilitet klagerens betaling af oktoberterminen på 2.219,79 kr.
Den 19. oktober 2012 sendte Finansiel Stabilitet en opkrævning på 2.315,83 kr. til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. november 2012 med tillæg af morarente 0,79 kr. og et gebyr på 100 kr. for rykkerbrevet af 25. september 2012.
Den 24. oktober 2012 sendte Finansiel Stabilitet et rykkerbrev til klageren. Heraf fremgår blandt andet:
"Vi meddeler Dem herved, at ydelsen pr. 11-10-2012 ikke er modtaget på ovennævnte pantebrev.
Følgende beløb er ikke indgået:
Opkrævet beløb: | kr. | 2.219,79 |
Indbetalt/overført | kr. | 2.219,79 |
Restance: | kr. | 0,00 |
Påkravsgebyr og morarenter vedrørende denne terminsydelse påføres næste opkrævning.
…"
Den 19. november 2012 betalte klageren opkrævningen på 2.315,83 kr. Restance på 105,45 kr. bestod fortsat.
Den 20. november 2012 sendte Finansiel Stabilitet en opkrævning på 2.311,12 kr. til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. december 2012 med tillæg af morarente 0,83 kr. og et gebyr på 100 kr. for rykkerbrevet af 24. oktober 2012.
Den 23. november 2012 sendte Finansiel Stabilitet et rykkerbrev til klageren. Heraf fremgår blandt andet:
"Vi meddeler Dem herved, at ydelsen pr. 11-11-2012 ikke er modtaget på ovennævnte pantebrev.
Følgende beløb er ikke indgået:
Opkrævet beløb: | kr. | 2.315,83 |
Indbetalt/overført | kr. | 2.315,83 |
Restance: | kr. | 0,00 |
Påkravsgebyr og morarenter vedrørende denne terminsydelse påføres næste opkrævning.
…"
Den 13. december 2012 sendte Finansiel Stabilitet en opkrævning på 2.298,74 kr. til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. januar 2013 med tillæg af et gebyr på 100 kr. for rykkerbrevet af 23. november 2012.
Den 19. december 2012 betalte klageren 2.210,29 kr., hvorved der alene var dækning for terminsydelsen pr. den 11. december, men ikke for hverken rykkergebyret eller morarenterne på i alt 100,83 kr., jf. opkrævningen af 20. november 2012. Den samlede restance var herefter 206,28 kr. (105,45 kr. + 100,83 kr. = 206,28 kr.).
Den 27. december 2012 sendte Finansiel Stabilitet et rykkerbrev til klageren. Heraf fremgår blandt andet:
"Vi meddeler Dem herved, at ydelsen pr. 11-12-2012 ikke er modtaget på ovennævnte pantebrev.
Følgende beløb er ikke indgået:
Opkrævet beløb: | kr. | 2.311,12 |
Indbetalt/overført | kr. | 2.311,12 |
Restance: | kr. | 0,00 |
Påkravsgebyr og morarenter vedrørende denne terminsydelse påføres næste opkrævning.
…"
Den 16. januar 2013 betalte klageren 2.198,74 kr., der dækkede januarterminsydelsen, men ikke gebyret for rykkerbrevet af 23. november 2012, jf. opkrævningen af 13. december 2012. Den samlede restance udgjorde herefter 306,28 kr. (105,45 kr. + 100,83 kr. + 100 kr.= 306,28 kr.)
Den 21. januar 2013 sendte Finansiel Stabilitet en opkrævning på 2.296,19 kr. til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. februar 2013 med tillæg af 100 kr. gebyr for rykkerbrevet af 27. december 2012 og morarenter 2,15 kr.
Den 24. januar 2013 sendte Finansiel Stabilitet et rykkerbrev til klageren. Heraf fremgår blandt andet:
"Vi meddeler Dem herved, at ydelsen pr. 11-01-2013 ikke er modtaget på ovennævnte pantebrev.
Følgende beløb er ikke indgået:
Opkrævet beløb: | kr. | 2.298,74 |
Indbetalt/overført | kr. | 1.992,46 |
Restance: | kr. | 306,28 |
Påkravsgebyr og morarenter vedrørende denne terminsydelse påføres næste opkrævning
…"
Den 18. februar 2013 betalte klageren 2.194,04 kr., der dækkede februarterminsydelsen, men ikke hverken gebyret for rykkerbrevet af 27. december eller morarenten på 2,15 kr., jf. opkrævningen af 21. januar 2013. Restancen steg herefter til i alt 408,43 kr. (105,45 kr. + 100,83 kr. + 100 kr. + 102,15 kr. = 408,43 kr.).
Samme dag, den 18. februar 2013, sendte Finansiel Stabilitet en opkrævning på 2.289,35 kr. til klageren vedrørende terminsydelsen pr. den 11. marts 2013 med tillæg af 100 kr. i gebyr for rykkerbrevet af 24. januar 2013.
Den 22. februar 2013 sendte Finansiel Stabilitet et rykkerbrev til klageren. Heraf fremgår blandt andet:
"Vi meddeler Dem herved, at ydelsen pr. 11-02-2013 ikke er modtaget på ovennævnte pantebrev.
Følgende beløb er ikke indgået:
Opkrævet beløb: | kr. | 2.296,19 |
Indbetalt/overført | kr. | 2.194,04 |
Restance: | kr. | 102,15 |
Påkravsgebyr og morarenter vedrørende denne terminsydelse påføres næste opkrævning
…"
Klageren betalte terminsydelsen for marts 2013, men ikke gebyret på 100 kr. for rykkerbrevet af 24. januar 2013, hvorved restancen steg til 508,43 kr.
Parternes påstande
Den 22. marts 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Finansiel Stabilitet skal refundere rykkergebyrer og morarenter.
Finansiel Stabilitet har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at kreditor på pantebrevet har skiftet mange gange. Alligevel har hun til stadighed betalt ydelsen rettidigt. Finansiel Stabilitet har derfor uberettiget pålagt hende rykkergebyrer og morarenter. Finansiel Stabilitet skal tilbageføre disse og lade hende afvikle i fred. Hun betaler det hun skal, og hverken mere eller mindre.
Finansiel Stabilitet har anført, at terminsbetalingerne i den omhandlede periode blev indbetalt 6-30 dage for sent. Klageren indbetalte endvidere 100 kr. for lidt ved terminsydelsen pr. den 11. juli 2012.
Disse omstændigheder har bevirket, at der blev udskrevet rykkerbreve, for hvilke Finansiel Stabilitet har beregnet sig et gebyr på 100 kr. Dette er i overensstemmelse med rentelovens § 9 B, stk. 1.
Finansiel Stabilitet har endvidere med hjemmel i rentelovens § 3, stk. 1, været berettiget til at opkræve morarenter fra terminsydelsernes forfaldstid.
Klageren har ofte betalt ved fremsendelse af check. Finansiel Stabilitet har valgt at bogføre betalingstidspunktet på dagen for modtagelsen af checken fra klageren og ikke først når beløbet er udbetalt fra banken. Imidlertid har klageren i flere tilfælde fremsendt check til betalinger af en terminsydelse på forfaldsdagen, hvilket har medført, at checken først er nået frem til Finansiel Stabilitet efter forfaldsdatoens udløb.
Finansiel Stabilitet har givet afkald på muligheden for at opkræve et gebyr på 25 kr. for fremsendelse af girokort, jf. bestemmelsen herom i pantebrevet. Finansiel Stabilitet har endvidere frafaldet skyldige renter, gebyrer og terminer pr. den 1. marts 2012.
Ved forsinket betaling beregnes procesrente i henhold til rentelovens § 3, stk. 1, som fra den 1. januar 2013 udgør 7,20 %. Rente beregnes af terminsydelsen fra terminsdatoen den 11. i måneden, hvor ydelsen forfalder.
Det er klagerens forpligtelse, at betaling sker til tiden.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at det er nærliggende at antage, at det beror på en utilsigtet fejl fra klagerens side, at hendes betaling af juliydelsen på det omhandlede pantebrevslån var 100 kr. for lille, hvorved lånet kom i restance med 100 kr.
Restancen medførte, at Finansiel Stabilitet udsendte et rykkerbrev og opkrævede et gebyr på 100 kr. herfor. Som følge af forsinkede ydelsesbetalinger opkrævede Finansiel Stabilitet endvidere morarenter og yderligere rykkergebyrer.
I perioden fra juli 2012, hvor klageren betalte en for lille ydelse, til marts 2013, hvor klageren indgav klage til Ankenævnet, var pantebrevslånet til stadighed i restance. I perioden opkrævede Finansiel Stabilitet gebyrer á 100 kr. for seks rykkerbreve. Det følger imidlertid af rentelovens § 9b, stk. 2, 2. pkt., at der højst kunne opkræves gebyr for tre rykkerbreve.
Det er som anført af Finansiel Stabilitet klageren, der bærer ansvaret for, at ydelserne på pantebrevslånet bliver betalt til tiden. Ankenævnet finder imidlertid i den konkrete sag, at det ikke kan bebrejdes klageren, at hun tilsyneladende ikke var klar over, at den for lille indbetaling i juli 2012 og de i øvrigt generelt for sene indbetalinger var årsag til, at Finansiel Stabilitet efterfølgende opkrævede rykkergebyrer og morarente.
Ankenævnet har herved lagt vægt på udformningen af rykkerbrevene, herunder navnlig rykkerbrevene af henholdsvis 24. oktober, 23. november og 27. december 2012 hvor restancen, som der rykkes for, opgøres til 0,00 kr. Hertil kommer de tidsmæssige forskydninger mellem afsendelserne af rykkerbrevene og opkrævningerne af rykkergebyrerne samt et manglende overblik over afviklingen i form af for eksempel kontoudskrifter.
Ankenævnet finder under disse omstændigheder, at Finansiel Stabilitet er nærmest til at bære risikoen for de misforståelser, der opstod i forbindelse med afviklingen af det omhandlede pantebrevslån fra og med juli 2012, således at Finansiel Stabilitet skal frafalde rykkergebyrer og morarenter fra dette tidspunkt og indtil datoen for denne afgørelse.
Ankenævnets afgørelse
Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage tilbageføre rykkergebyrer og morarenter på klagerens pantebrevslån for perioden fra og med juli 2012 til datoen for denne afgørelse.
Klageren får klagegebyret tilbage.