Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200004028/2000 |
| Dato: | 23-11-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Leif Nielsen (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 13, stk. 1), Mads Laursen og Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i oktober 1990 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 500.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 687.878 kr. for to lån, som fordeltes med 575.062 kr. i kolonne 2 og 112.816 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juli 1991 ejendommen, bl.a. med overtagelse af det ene af de indestående lån. I februar 1995 gjorde instituttet en personlig fordring på 187.878 kr. gældende over for klageren.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring af den krævede størrelse gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt – i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis – at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet bemærkede, at det af tidligere sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det derfor måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet som enepanthaver forlods havde anvendt budsummen til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet stemte derfor for, at der alene kunne gøres et krav gældende vedr. restgæld og afdrag. Med henvisning til Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 i en lignende sag, hvor det var blevet fastslået, at det tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives, stemte mindretallet for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes maksimalt med lånerenten 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 6. december 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Se vedrørende denne kendelse nærmere under menupunktet Nyheder
Der er indgået akkordordning.