Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om udbetaling til kontohaver uden samtidig fraskrivning i bog. Størrelse af indestående.

Sagsnummer: 331 /1996
Dato: 11-02-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Børneopsparingskonto - udbetaling
Bog - frigørende udbetaling
Ledetekst: Spørgsmål om udbetaling til kontohaver uden samtidig fraskrivning i bog. Størrelse af indestående.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I et pengeinstitut, der er fusioneret med indklagede, oprettede klagerens mor i 1960'erne en børneopsparingskonto til klageren, der er født i 1963.

Det er oplyst, at klageren og hans forældre i 1971 flyttede til Italien, hvorfra moderen vendte tilbage til Danmark i 1995.

Klagerens mor rettede den 13. september 1995 henvendelse til indklagede med bankbogen vedrørende børneopsparingskontoen.

Af en kopi af bankbogen, der er fremlagt under klagesagen, fremgår, at denne sidste gang blev ajourført i august 1981, hvor saldoen blev opgjort til 17.035,19 kr. Det fremgår, at moderen var indskyder på kontoen, hvis bindingsperiode udløb den 20. februar 1984. I øvrigt fremgår bl.a.:

"Udbetaling sker til ihændehaveren af bankbogen, når kontoens navn og evt. aftalte mærke opgives, idet beløbet samtidig fraskrives bogen. Banken er til enhver tid berettiget - men ikke forpligtet - til at afkræve ihændehaveren fornøden dokumentation."

Bankbogen bærer ikke påtegning om, at bogens pålydende ikke er bevis for størrelsen af det beløb, der står på kontoen, jf. bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3.

Ved skrivelse af 15. august 1996 afslog indklagede at opgøre og udbetale den i bogen anførte saldo.

Ved klageskema af 4. september 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at opgøre og udbetale kontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at kontoen blev glemt i forbindelse med flytningen til Italien. Hans mor fandt bogen ved en oprydning i forbindelse med, at hun vendte tilbage til Danmark. Hverken han eller moderen har nogen erindring om, at der skulle være hævet på kontoen. For indeståender i banker gælder en forældelsesfrist på 20 år. Det er ikke rimeligt, at det pålægges ham at bevise, at indeståendet ikke er udbetalt, mens indklagede blot kan henvise til, at arkivmaterialet er destrueret eller skyllet bort af vand.

Indklagede har anført, at der efter indklagedes sædvanlige praksis gives meddelelse til kontohaveren på en børneopsparingskonto ca. 1 måned før bindingsperiodens udløb. Såfremt der ikke træffes aftale om placering af opsparingen, overføres denne til en jubilæumskonto. Indklagede er overbevist om, at kontoen er blevet opgjort ved bindingsperiodens udløb, hvor saldoen enten er udbetalt eller overført til en anden konto. Man har formentlig i klagerens tilfælde udvist den service at udbetale opsparingen uden forevisning af bogen. Medarbejdere i de to afdelinger, hvor kontoen har været ført, har sammen med indklagedes interne revision undersøgt afdelingernes arkiver. På grund af en vandskade er bogføringsjournaler for 1984 forlist. Øvrigt arkivmateriale er destrueret efter 5 år i henhold til bogføringslovens bestemmelser. Bogens udvisende tjener ikke som bevis for det faktiske indestående på børneopsparingskontoen. På baggrund af indklagedes undersøgelser og det forhold, at klageren først har rettet henvendelse vedrørende kontoen ca. 11½ år efter bindingsperiodens udløb, må det påhvile klageren at bevise, at indklagede i ond tro har udbetalt indeståendet til en uberettiget.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerens fordring på indklagede om betaling af kontoens indestående i henhold til bankbogen er alene undergivet den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4. Der er derfor ikke indtrådt forældelse for så vidt angår indeståendet på 17.035,19 kr. pr. 18. august 1981. Renter af dette beløb er imidlertid omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 2.

Afstemplingen på 17.035,19 kr. i klagerens bankbog tjener som bevis for indskud på kontoen, jf. gældsbrevslovens § 32. Bankbogen er ikke forsynet med en påtegning om, at bogens pålydende ikke er bevis for størrelsen af det beløb, der står på kontoen, jf. bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3. Ankenævnet finder på den baggrund, at indklagede har bevisbyrden for, at indeståendet er udbetalt til klageren eller en eventuelt anden berettiget person uden samtidig afskrivning i bankbogen. Herved bemærkes, at indklagede, såfremt bankbogen var bortkommet, kunne have påset, at denne blev mortificeret, jf. bank- og sparekasselovens § 42, forinden en eventuel udbetaling fandt sted.

Som følge heraf


Indklagede skal inden 4 uger betale 17.035,19 kr. med tillæg af renter i 5 år. Klagegebyret tilbagebetales klageren.