Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ophævelse af aftale vedrørende brug af informationssystem.

Sagsnummer: 120/1994
Dato: 31-08-1994
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Gebyr - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Ophævelse af aftale vedrørende brug af informationssystem.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren underskrev i maj 1990 en brugeraftale, hvorefter klageren fik adgang til indklagedes elektroniske informationssystem. Af aftalen fremgår bl.a.:

"Ansvar.

Banken påtager sig intet ansvar for:

- Fejl og mangler i de registrerede oplysninger og heraf følgende tab

- ..........

- at EDB-systemet kan være behæftet med fejl,

- .........."

Den 4. september 1993 opsagde klageren sit abonnement på informationssystemet med henvisning til, at systemet ikke havde levet op til, hvad indklagede havde tilbudt. Han anmodede derfor om at indklagede refunderede betalingerne for 3 kvartaler á 1.800 kr. samt oprettelsesgebyr på 1.500 kr. Indklagede afviste krav om tilbagebetaling.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en passende godtgørelse.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod godtgørelse af et mindre beløb.

Klageren har anført, at oplysninger, som systemet stillede i udsigt skulle foreligge på en given dato og klokkeslet, som oftest udeblev og i heldigste fald fremkom med dags forsinkelse. Fra den 9. august 1993 ophørte en del af systemet uden varsel og begrundelse, idet det blot oplystes, at denne del ikke længere fandtes. Klagerens specifikke behov var præcise og hurtige oplysninger via denne del af informationssystemet.

Indklagede har anført, at de lovede oplysninger er stillet til rådighed for klageren. Man har ikke på noget tidpsunkt givet tilsagn om, at alle oplysninger ville blive opdateret på det tidspunkt, hvor oplysningerne forelå offentligt. Den del af systemet, som er udgået, er en lille del af det samlede system.

Indklagede har endvidere oplyst, at klageren for perioden fra 1. juli 1993 og frem til opsigelsen af aftalen har betalt 1.263,24 kr., hvilket er en forholdsmæssig opgørelse af de faste gebyr på 1.750 kr. pr. kvartal med tillæg af betaling for den tid, som klageren har benyttet informationssystemet.

Ankenævnets bemærkninger:

Som sagen foreligger oplyst, lægges det til grund, at klageren har benyttet informationssystemet fra maj 1990 indtil september 1993, hvor han opsagde brugeraftalen. Det findes ikke godtgjort, at informationssystemet har været behæftet med sådanne mangler, at klager efter at have benyttet systemet i over 3 år er berettiget til at få refunderet nogen del af det betalte vederlag for brugen af systemet. Det bemærkes herved, at Ankenævnet lægger til grund, at klageren ikke har betalt vederlag for brug af systemet for tiden efter, at den af klageren omtalte del af systemet udgik.

Som følge af det anførte

Den indgivne klage tages ikke til følge.