Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i august 1984 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 238.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 490.552 kr., som fordeltes med 439.395 kr. i kolonne 2 og 51.157 kr. i kolonne 3. Instituttet indfriede i april 1986 de indestående lån og videresolgte pr. 1. juni 1986 ejendommen kontant.
Instituttet opgjorde i januar 1987 sit endelige tab til 360.684 kr. Instituttet gjorde i maj 1997 en personlig fordring på 252.552 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre en personlig hæftelse gældende over for hende. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste over for Nævnet, at der reelt ikke var taget stilling til budsummens fordeling, men at det var mest nærliggende at antage, at denne var anvendt til dækning af restancer.

Nævnet fandt ikke, at aflysningen af pantebrevene ved videresalget af ejendommen var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav i dets helhed ikke var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald til dels af renter og bidrag samt uforfaldne renter i kolonne 2, hvilke krav på renter og bidrag var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og at den dækning, der blev til hæftelse 4 skulle fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at nedsætte sit krav med henholdsvis de uforfaldne renter i kolonne 2 og restancerne i kolonne 3, i det omfang restancerne ikke bestod af afdrag. Det resterende krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.