Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod afregningskurs ved køb af aktier.

Sagsnummer: 591/2010
Dato: 29-11-2011
Ankenævn: Eva Hammerum, Christian Bremer, Kjeld Gosvig Jensen, Søren Geckler og Maria Hyldahl
Klageemne: Værdipapirer - afregningskurs
Netbank - værdipapirer
Ledetekst: Indsigelse mod afregningskurs ved køb af aktier.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod afregningskursen ved køb af aktier via Jyske Banks netbank.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Jyske Bank, hvor han har en ratepensionsopsparing (-435) og har oprettet en børneopsparing (-342)

Den 26. oktober 2010 kl. 07.56 afgav klageren via Jyske netbank en købsordre på 130 stk. Vestas Wind Systems aktier til en værdi af 27.950,00 kr. Beløbet blev hævet på ratepensionskontoen (-435).

Samme dato kl. 07.58 afgav klageren via netbanken en købsordre på 16 stk. Vestas Wind Systems aktier til en værdi af 3.440,00 kr. Beløbet blev hævet på børneopsparingskontoen (-342).

Klageren har anført, at han afgav de to købsordrer baseret på en kurs på ca. 200.

Af bankens kvitteringer for ordrerne via netbanken fremgår, at begge aktiekøb blev effektueret til kurs 215.

Af posteringsoversigter vedrørende klagerens ratepensionskonto (-435) og børneopsparingskonto (-342) fremgår, at kontiene efter aktiekøbene blev overtrukket med henholdsvis -1.794,36 kr. og -193,63 kr.

Efterfølgende henvendte klageren sig til banken og rejste indsigelse imod afregningskursen af aktiekøbene.

Banken afviste klagerens krav.

Af et fremlagt skærmprint fra Jyske Netbank vedrørende en såkaldt "Dækningskontrol" fremgår:

"…

Beløbsbegrænsning på 200.000,00 kr.

Du kan overføre ubegrænset mellem egne/medejer konti. Du kan overføre til andre/betale indbetalingskort for max. 200.000 kr. pr. udførelsesdato.

Dækningskontrol

Betalinger og overførsler gennemføres kun, hvis der er dækning på kontoen. Der skal være dækning senest kl. 18.00 på udførelsesdagen.

Dækningskontrollen foregår maskinelt, uden at Jyske Banks medarbejdere involveres.

Afvises en ordre får du en post herom.

Tilbageførsel

En korrekt udført ordre kan ikke tilbageføres.

Ønsker du at få tilbageført et beløb, skal beløbsmodtageren acceptere det. Kontakt beløbsmodtageren eller anmod din Jyske Bank-afdeling herom.

…"

Parternes påstande

Klageren har den 5. november 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal holde ham skadesløs for aktiekøbene ved at betale ca. 2.200 kr.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han den 26. november 2011 kl. 7.56 og kl. 7.58 afgav to købsordrer til kurs ca. 200. Han handlede fra 2 konti, hvorfra han for hver handlede for hele indeståendet, hvilket svarede til henholdsvis 130 stk. og 16 stk. Vestas aktier.

Da kursen ved fondsbørsens åbning steg til 215, forventede han, at købet ikke blev gennemført. Købet blev imidlertid gennemført, og betaling skete, selvom der ikke var dækning på kontiene.

Da det var for tidligt på dagen til at kunne gennemføre strakshandel, valgte han at sikre kursen ved at handle for det maksimale indestående. Han havde en forventning om, at han var sikret af bankens "dækningskontrol". Det fremgår af "dækningskontrollen", at betalinger og overførsler kun gennemføres, når der er dækning på kontoen. Det fremgår ikke, at bankens regler for dækningskontrol, ikke vedrører handel med værdipapirer. Det fremgår heller ikke, at dækningskontrollen alene gælder for "overførsler og betalinger til egne konti eller tredjemands konti og betaling af giro- og indbetalingskort", som banken har anført.

Det fejlagtige aktiekøb har medført et tab på 2.200 kr. Tabet svarer til forskellen mellem kurs 200 og kurs 215 på i alt 146 stk. Vestas aktier.

Det bestrides, at han ville få en "gratis option på kursudviklingen", hvis han får medhold. Hans klage drejer sig om en handel, som efter bankens egne regler, ikke burde være effektueret, men som alligevel blev det.

Jyske Bank har anført, at aktiehandlerne blev effektueret som markedshandler ved åbning af markedet og afregnet til kurs 215. Handlerne kunne ikke gennemføres som strakshandler, da ordrerne blev indlagt i netbanken på et tidspunkt, hvor der ikke var kurser tilgængelige i bankens strakshandelssystem. Kurser i strakshandelssystemet er alene tilgængeligt, når markederne er åbne for handel.

Klageren foretog en beregning på kursen dagen før, da han afgav sine købsordrer. Han afgav sine ordrer ud fra denne kurs i forhold til indeståendet på kontiene. Det var baggrunden for, at der efter handlerne var gennemført, opstod et overtræk på begge konti, da handlerne blev effektueret til kurs 215.

Klageren kunne derfor ikke forvente, at handlerne blev gennemført til gårsdagens kurs på aktierne, når købsordrerne blev indlagt i netbanken uden for det relevante markeds åbningstid, hvor det ikke var muligt at handle på strakskurser.

Hvis klageren ønskede at gennemføre handlerne til en bestemt eller maksimeret kurs, kunne han have indlagt en limitordre i netbanken eller have afventet markedets åbning. I så fald ville der have været strakshandelskurser tilgængelige i netbanken for aktierne.

Klageren kunne ikke have en forventning om, at bankens regler om dækningskontrol ville sikre ham en forholdsmæssig reduktion af ordrerne. Bankens regler om dækningskontrol vedrører ikke handel med værdipapirer, men alene overførsler og betalinger til egne konti eller tredjemands konti og betaling af giro- og indbetalingskort.

Klageren har ikke lidt et tab ved handlerne. Klageren afgav købsordrer på henholdsvis 130 stk. og 16 stk. Vestas aktier. Klagerens forventning om, at ordrerne ikke ville blive gennemført, hvis kursen var højere end ca. kurs 200, medfører ikke, at klageren har lidt et tab som følge af, at ordrerne blev gennemført til kurs 215. Klageren har blot købt aktierne til en højere kurs end han angiveligt forventede.

Hvis klageren får medhold i påstanden, vil han få en gratis option på kursudviklingen af aktierne. Klageren kunne ved en kursstigning ud over købskursen på 215 have valgt at inddække overtrækkene på de to konti og fastholde handlerne. Dette ville have givet klageren og børneopsparingens kontohaver en kursgevinst. At kursen faldt efter gennemførslen af handlerne, kan ikke berettige klageren til kompensation.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Henset til, at der er tale om en ratepensionskonto og en børneopsparingskonto finder Ankenævnet, at dækningskontrollen må forstås således, at Jyske Bank ikke bør købe flere aktier end der var dækning for på kontiene.

Da Jyske Bank har købt aktier i et sådant omfang, at der opstod overtræk på kontiene, finder Ankenævnet, at Jyske Bank skal tilbagekøbe aktier til kurs 215 i et sådant omfang, at overtræk ikke var opstået.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Hvis klageren inden 30 dage fra denne afgørelse anmoder herom, skal Jyske bank tilbagekøbe Vestas aktier til kurs 215 i et sådant omfang, at overtræk på henholdsvis ratepensionskontoen og børneopsparingskontoen ikke var opstået.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.