Rykkergebyr.
| Sagsnummer: | 178/1990 |
| Dato: | 27-08-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
|
| Ledetekst: | Rykkergebyr. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren indbragte i 1989 for Ankenævnet en klage vedrørende indklagedes Kolding afdeling angående indklagedes debitering af et antal rykkergebyrer for restancer på et lån på oprindeligt 2.500 kr., som indklagedes Kolding afdeling i 1985 havde ydet klageren.
Ved Ankenævnets kendelse af 20. december 1989 bestemtes det, at indklagede med forskellige valørdatoer burde kreditere klagerens lån med henholdsvis 300, 330 og 270 kr.
Afdelingen meddelte derefter i skrivelse af 13. marts 1990 klageren, at klagerens lån blev krediteret med 900 kr., hvorefter restgælden udgjorde 3.224,26 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens lån er indfriet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun har indbetalt ialt 3.200 kr., hvorfor det omhandlede lån er indfriet.
Indklagede har anført, at klageren alene har betalt 3.070 kr. på lånet. Som følge af, at lånet ikke er afdraget regelmæssigt med de aftalte 100 kr. månedligt, er restgælden forøget med rente samt rykkergebyrer. Ved afdelingens fremsendelse af kravet over for klageren den 13. marts 1990 undlod afdelingen ved en forglemmelse at fratrække refusion af renter af gebyrerne med 424 kr. Pr. 12. marts 1990 kan indklagedes krav mod klageren derfor opgøres til 2.800,26 kr. Indklagede er dog efter omstændighederne indforstået med at refundere klageren de siden 1. januar 1989 opkrævede gebyr ialt 895 kr., hvorefter den samlede restgæld udgør 1.905,26 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke at være grundlag for at antage, at der er fejl i den nu af indklagede foretagne opgørelse af restgælden, og det må således lægges til grund, at denne - efter at indklagede har refunderet rykkergebyrer opkræve efter 1. januar 1989 - udgør 1.905,26 kr. pr. 12. marts 1990.
Da indklagede først efter klagerens fornyede klage har krediteret renter af de gebyrer på ialt 900 kr., som Ankenævnet i sin tidligere kendelse pålagde indklagede at refundere klageren med renter, tilbagebetales klagegebyret.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.