Bortkommet sparekassebog. Gebyr. Bog, frigørende udbetaling. Ikke ond tro.
| Sagsnummer: | 372 /1990 |
| Dato: | 28-12-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Bog - saldoens størrelse
Gebyr - øvrige spørgsmål Bog - frigørende udbetaling |
| Ledetekst: | Bortkommet sparekassebog. Gebyr. Bog, frigørende udbetaling. Ikke ond tro. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klageren ønskede at hæve indeståendet, 408,46 kr., på en bortkommet sparekassebog, der førtes i indklagedes Assens afdeling, tilbød afdelingen klageren at opgøre kontoen mod afgivelse af et skadesløserklæring, således at klageren kunne få udbetalt beløbet, før en mortifikationssag var gennemført.
Det fremgik af skadesløserklæringen, at indklagede i forbindelse med bortkomsten af bogen opkrævede et gebyr på 150 kr. Klageren protesterede imod gebyret, men da indklagede afviste at udbetale indeståendet på sparekassebogen, før mortifikationssagen var gennemført, medmindre klageren underskrev skadesløserklæringen, hvoraf gebyret fremgik, underskrev klageren erklæringen og meddelte, at hun ikke længere ønskede at være kunde hos indklagede. Klageren ophævede herefter tillige sin samlevers anfordringskonto med tilhørende sparekassebog og fik udbetalt indeståendet 3.067,73 kr. på en check udstedt til hende selv.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at man ikke har været berettiget til at opkræve et gebyr på 150 kr. i forbindelse med bortkomsten af klagerens sparekassebog, og at man ikke har været berettiget til at udbetale indeståendet på samleverens bankkonto til hende uden samleverens samtykke.
Indklagede har under sagens forberedelse refunderet klageren 75 kr. af det opkrævede gebyr på 150 kr., men har derudover nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede ikke har hjemmel til at opkræve et gebyr på 150 kr. i forbindelse med bortkomsten af hendes sparekassebog. For så vidt angår udbetalingen af indeståendet på hendes samlevers sparekassebog anfører klageren, at man i den anledning hverken anmodede hende om at underskrive et udbetalingsbilag eller opgive det til bogen knyttede mærke.
Indklagede har anført, at indklagede ikke kunne udbetale indeståendet på klagerens bortkomne sparekassebog med frigørende virkning, jf. gældsbrevslovens § 29 sammenholdt med lovens kapitel 4. Det er derfor normal procedure, at bogen må mortificeres, inden udbetaling kan finde sted. Indklagede tilbyder dog kunder med konti med et beskedent indestående at opgøre kontoen mod afgivelse af en skadesløserklæring. Bortkomsten af bogen skaber imidlertid ekstraordinære ekspeditioner, og til dækning af de dermed forbundne ekspeditionsomkostninger opkræver indklagede et gebyr. Da klageren fik udbetalt indeståendet på sin bortkomne bog, var gebyret på 150 kr., men det er efterfølgende generelt nedsat til 75 kr. Som følge heraf har indklagede refunderet klageren 75 kr. For så vidt angår udbetalingen af indeståendet på klagerens samlevers sparekassebog var klageren ved udbetalingen af indeståendet i besiddelse af bogen, ligesom hun var bekendt med mærket, da hun ofte tidligere havde hævet på kontoen. Indklagede kunne derfor i overensstemmelse med de gældende regler udbetale indeståendet til klageren med frigørende virkning.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter den af indklagede afgivne redegørelse findes det opkrævede gebyr, der efterfølgende er nedsat til 75 kr., ikke at kunne anses for urimeligt.
Hvad angår ophævelsen af og udbetalingen af indeståendet på klagerens samlevers konto, findes klage ikke at kunne rejses af klageren, der selv har anmodet herom, men i givet fald at måtte rejses af kontohaveren.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.