Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i december 1986 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 316.000 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån opgjort til 325.922 kr., som fordeltes med 296.994 kr. i kolonne 2 og 28.928 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. april 1987 ejendommen bl.a. med overtagelse af de to lån til instituttet. I maj 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 9.922 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 8 pct. i fem år. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste over for Nævnet, at det ikke var muligt at afgøre, om budsummen var anvendt primært til dækning af restancer eller restgæld.

Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af pantebrevene ved videresalg af ejendommen var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav i dets helhed ikke var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som kreditor for den sidste hæftelse (hæftelse 8) bød ind i denne og derfor havde kunnet råde over fordelingen af budsummen på denne hæftelse, forlods havde anvendt budsummen til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald til dels af renter og bidrag samt uforfaldne renter i kolonne 2 vedrørende hæftelse 8, hvilke krav på renter og bidrag var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesretgler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instiuttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at nedsætte sit krav med henholdsvis de uforfaldne renter i kolonne 2 og restancerne i kolonne 3 vedrørende hæftelse 8, i det omfang restancerne ikke bestod af afdrag. Det resterende krav skulle forrentes med 8 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.