Fejl i oplyst efternavn.
| Sagsnummer: | 225/1995 |
| Dato: | 08-01-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Bog - frigørende udbetaling
|
| Ledetekst: | Fejl i oplyst efternavn. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 16. januar 1995 fik klageren, der er socialrådgiver, på sit arbejde stjålet sin bankbog med et indestående på 17.139,95 kr. Bogen er en ihændehaverbog, og kontoen er en aktionærkonto. Samme dag henvendte en kvinde sig i to af indklagedes afdelinger med bogen og hævede henholdsvis 7.000 kr. og 5.000 kr., idet hun på hævesedlerne underskrev sig med klagerens to fornavne samt efternavn, dog at to bogstaver i efternavnet var byttet om - "Ege ..." i stedet for "Eeg ...".
Den 17. januar 1995 blev klagerens konti hos indklagede spærret. Ved skrivelse af 21. januar 1995 anmodede klageren indklagede om at erstatte de udbetalte 12.000,-. Dette afviste indklagede.
Tyveriet er efterfølgende opklaret. Tyven er en social klient hos klageren.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte de hævede beløb, i alt 12.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at den hævende ved udbetaling af de 12.000 kr. ikke opgav det navn, som kontoen lyder i, idet den hævende ved underskrift med klagerens navn stavede dette forkert. Indklagede burde have afkrævet den hævende bevis for dennes ret til at hæve på bogen, idet der forelå særlige omstændigheder, der måtte opfordre hertil. Disse særlige forhold er foruden fejlstavningen af efternavn, den hævendes usoignerede påklædning og fremtræden samt det forhold, at klageren selv kommer i begge indklagedes afdelinger, hvorfor hun var kendt der.
Indklagede har anført, at udbetalingerne er sket med frigørende virkning til den, der mødte med bogen, jf. gældsbrevslovens § 33, stk. 2, idet bogen er en ihændehaverbog, og ingen af de forhold, som klageren har anført, hverken enkeltvis eller ud fra en samlet vurdering, kan betragtes som sådanne særlige omstændigheder som nævnt i gældsbrevslovens § 33, stk. 2.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at den hævendes angivelse af klagerens efternavn stavet "Ege ..." i stedet for "Eeg ..." burde have foranlediget indklagede til at afkræve den pågældende bevis for dennes ret til at hæve på kontoen. Som følge af indklagedes undladelse heraf findes den omtvistede udbetaling ikke at være sket med frigørende virkning for indklagede.
Som følge af det anførte
Indklagede bør inden 4 uger indsætte 12.000 kr. på klagerens konto med valør den 16. januar 1995. Klagegebyret tilbagebetales klageren.