Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kontanthævninger i pengeautomat i Argentina.

Sagsnummer: 339/2008
Dato: 26-11-2008
Ankenævn: Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Gebyr - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Kontanthævninger i pengeautomat i Argentina.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod betaling af et hævegebyr på 50 kr. pr. hævning i forbindelse med flere kontanthævninger på hver ca. 500 kr. i pengeautomater i Argentina.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Nordea Bank Danmark, hvor han har en konto med et tilknyttet Mastercard.

Under et ophold i Argentina i august 2008 anvendte klageren sit Mastercard ved i alt otte kontanthævninger foretaget i to forskellige pengeautomater henholdsvis den 12. og den 16. august. Alle hævninger var på 300 ARS svarende til modværdien af ca. 500 kr.

Af betalingsoversigt af 1. september 2008 fremgår, at klageren blev debiteret i alt 400 kr. for de otte hævninger.

Klageren rettede henvendelse til banken, som oplyste, at et gebyr på 50 kr. pr. hævetransaktion var korrekt, idet der kunne være lokale begrænsninger på udbetaling i pengeautomater. Klageren forespurgte desuden, om det var muligt at få en liste over lande tilsluttet Mastercard med henblik på at se, hvilke begrænsninger der var i de enkelte lande for kontanthævninger. Banken oplyste, at en sådan liste ikke forelå.

Af Nordea Bank Danmarks "Regler for Mastercard Guld" fremgår:

"1

Kortets anvendelsesmuligheder

Kortet kan bruges som betalingskort og hævekort i Danmark og i udlandet.

1.4

Brug af kortet som hævekort i udlandet

Du kan bruge kortet:

Til udbetaling af kontanter fra pengeautomater, der er tilsluttet MasterCard-samarbejdet eller andre kortsystemer.

Til udbetaling af kontanter hos kontantudbetalingssteder, der er tilsluttet MasterCard-samarbejdet eller andre kortsystemer.

Hævebegrænsninger fremgår af prisbladet. Der kan endvidere være lokale hævebegrænsninger, som kan medføre, at du skal foretage flere hævninger for at hæve det ønskede beløb. Prisen for at hæve kontanter fremgår af prisbladet.

Priser mv. for MasterCard Guld

Hævning af kontanter i pengeautomater/bank koster 2 pct. af det hævede beløb, min. pr. hævning

50 kr.

Forbrugsgrænser

Der kan være lokale begrænsninger pr. udbetaling i pengeautomater i udlandet. Der kan højst hæves 6.000 kr. pr. døgn i pengeautomater. Der kan samlet ved hæve- og betalingstransaktioner højst bruges 40.000* kr. pr. måned.

* Beløbet er individuelt. Kontakt Nordea, hvis du er i tvivl om din forbrugsgrænse eller ønsker den forhøjet."

Banken har fremlagt blanket underskrevet af klageren den 9. juli 2006 vedrørende oprettelsen af klagerens Mastercard, hvoraf fremgår, at klageren kvitterede for "Regler for MasterCard, MasterCard Guld og CreditCard".

Parternes påstande.

Klageren har den 9. september 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark godtgør 350 kr. Endvidere skal Nordea Bank Danmark oplyse, "hvilke lande der afviger fra alm. praksis med kr. 6.000,00 pr. døgn og disses gebyr".

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ved hævningerne højst kunne hæve et beløb svarende til ca. 500 kr. Han anser hævegebyret på i alt 400 kr. for urimeligt.

Han blev ikke oplyst om, at det enkelte pengeinstitut, hvor han hævede kontanter, har begrænsninger for, hvor meget der kan hæves, og at denne begrænsning ligger under det beløb på 6.000 kr., som han er bekendt med højst kan hæves pr. døgn.

Konsekvensen er, at han skal betale gebyr, hver gang han hæver, og således får højere gebyromkostninger, end han kunne forudse. Endvidere burde han være gjort opmærksom på gebyrspørgsmålet ved gennemførelsen af den enkelte hævetransaktion.

Ved en tidligere hævning i Argentina i februar 2008 kunne han hæve 1.500 ARS ved en enkelt transaktion.

Nordea Bank Danmark har anført, at det to steder i reglerne om Mastercard Guld fremgår, at der kan forekomme lokale hævebegrænsninger. Det burde således være klager bekendt, at han kunne komme ud for sådanne begrænsninger. Prisen pr hævning fremgår tydeligt af prislisten. Der er derfor ikke grundlag for at refundere klageren nogen del af det opkrævede samlede gebyr på 400 kr.

Banken har ikke mulighed for at øve indflydelse på lokale hævebegrænsninger, da det er den enkelte pengeautomatejer, som fastsætter eventuelle begrænsninger. Det er derfor heller ikke praktisk muligt at føre en opdateret liste over alle lokale begrænsninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af Nordea Bank Danmarks regler for Mastercard Guld fremgår, at der ved kortets anvendelse i udlandet kan være lokale hævebegrænsninger, som kan medføre, at brugeren skal foretage flere hævninger for at hæve et ønsket beløb. Af prisbladet fremgår, at der ved hver hævning betales minimum 50 kr., og det fremgår igen, at der kan være lokale begrænsninger pr. udbetaling i pengeautomater i udlandet.

Herefter, og da Nordea Bank har været uden indflydelse på den begrænsning til 300 ARS svarende til ca. 500 kr., som var fastsat ved klagerens hævninger i pengeautomaterne i Argentina, kan klagerens krav om tilbagebetaling af 350 kr. af de opkrævede gebyrer på i alt 400 kr. ikke tages til følge.

Det kan af de grunde, der er anført af banken, ikke pålægges denne at udarbejde en oversigt over lokale hævebegrænsninger.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.