Salgsfuldmagt, værdi af pant.
| Sagsnummer: | 627/1992 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Salgsfuldmagt, værdi af pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagerens billån hos indklagede i september 1991 var misligholdt, ønskede indklagede den til sikkerhed for lånet ved løsøreejerpantebrev pantsatte bil realiseret. I den forbindelse fremsatte klageren forslag om, at klagerens samlever indbetalte bilens vurderingspris til indklagede mod frigivelse af løsøreejerpantebrevet.
Ved skrivelse af 6. september 1991 til klageren meddelte indklagede, at man accepterede, at klageren indhentede en vurdering af bilen gennem fogedretten i Herning's vurderingsmand, idet dog indklagede forbeholdt sig ret til at indhente alternativ vurdering. Ifølge vurderingserklæring af 12. september 1991 vurderede fogedrettens vurderingsmand bilens handelsværdi til 35.000 kr.
Ved skrivelse af 27. september 1991 til klagerens advokat bekræftede indklagede, at man var indstillet på at frigive løsøreejerpantebrevet i klagerens bil mod omgående indbetaling af 35.000 kr. Indbetaling af dette beløb skete ikke.
Ved skrivelse af 18. november 1991 fra indklagedes advokat til klageren meddeltes, at billånet var opsagt til fuld indfrielse, ligesom klageren opfordredes til at betale lånets restgæld, 82.472,41 kr. med tillæg af renter og omkostninger.
Ved skrivelse af 19. november 1991 fra klagerens advokat til indklagede oplystes, at klagerens samlever nu kunne betale 35.000 kr. med henblik på frigivelse af bilen. Dette accepterede indklagede med frist for indbetaling af beløbet til den 27. november 1991. Beløbet blev ikke indbetalt.
Efter at indklagede gennem sin advokat forgæves havde anmodet klageren om at underskrive salgsfuldmagt vedrørende realisation af bilen, anmodede indklagede den 9. december 1991 om foretagelse af fogedforretning hos klageren. Klagerens advokat anmodede om fogedsagens udsættelse med henvisning til en af klageren til Ankenævnet indgiven klage vedrørende en anden del af klagerens engagement med indklagede. Indklagedes advokat afviste dette, men tilbød at tilbagekalde fogedforretningen, mod at klageren senest den 27. januar 1992 afleverende bilen og registreringsattest, samt underskrev salgsfuldmagt. Klageren skulle herefter indtil den 20. februar 1992 have mulighed for at indhente tilbud på bilen, som derpå skulle sælges til den højstbydende. Klagerens advokat anmodede om yderligere udsættelse, idet klageren, afhængigt af et heldigt udfald af en retssag, hvor dommen ville blive afsagt den 18. marts 1992, ville kunne indfri indklagedes krav. Indklagedes advokat accepterede at udsætte salget af bilen til efter den 18. marts 1992, såfremt bilen blev indleveret inden den 4. marts 1992. Dette skete ikke. Den 4. marts 1992 foretoges herefter udlæg i klagerens bil.
Den 6. september 1992 underskrev klageren salgsfuldmagt vedrørende bilen, hvorefter indklagede bemyndigedes til at "... indhente bud på bilen og herefter sælge bilen til højest mulige pris, hvorefter min gæld til [indklagede] nedskrives med det indkomne provenu". Indklagede foranledigede herefter klagerens bil vurderet. Ifølge vurderingserklæring af 8. september 1992 vurderedes bilens handelsværdi til 22.000 kr. Den 21. september 1992 solgtes bilen for 21.000 kr.
I den af klageren i november 1991 indgivne klage (nr. 573/1991) afsagde Ankenævnet kendelse den 9. juli 1992. Klagen vedrørte opdelingen af klagerens engagement med indklagede i forbindelse med klagerens separation i 1987. Klagen vedrørte forholdet omkring et lån på oprindeligt 80.000 kr. med klageren og hans frasepararede ægtefælle som debitor, for hvilket klagerens far havde kautioneret. Til indfrielse af dette lån ydede indklagede ved gældsbrev underskrevet af klageren den 10. november 1988 et lån; lånet udbetaltes den 19. januar 1989 og anvendtes til indfrielse af det tidligere kautionslån. Ved Ankenævnets kendelse bestemtes, at klagen ikke toges til følge.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedskrive restgælden på billånet med yderligere 14.000 kr. svarende til differencen mellem vurderingen af bilen i september 1991 og den realiserede salgspris på 21.000 kr. Endvidere påstås indklagede tilpligtet at betale klagerens omkostninger ved bilens vurdering, at kvittere et af indklagede foretaget udlæg i klagerens ejendom, samt at betale klageren erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at uanset indklagede var bekendt med, at klagerens samlever tilbød at købe bilen, undlod man at kontakte klageren eller samleveren efter, at man i september 1992 havde fået bilen vurderet. Indklagede bør derfor godtgøre klageren differencen mellem den opnåede salgspris og vurderingen på 35.000 kr. Indklagede bør endvidere godtgøre klageren klagerens udgift til vurdering af bilen. Med hensyn til det af indklagede i november 1988 ydede lån blev dette først udbetalt i januar 1989. Som følge heraf fik klagerens ægtefælle yderligere rentefradrag på det gamle lån uden at betale lånets ydelse, ligesom klagerens mistede rentefradraget.
Indklagede har anført, at man hele tiden har forsøgt at samarbejde med klageren om salget af bilen i fri handel, og at dette slutteligt skete i henhold til klagerens skriftlige fuldmagt. De to vurderinger, der er foretaget af bilen, er fra henholdsvis september 1991 og november 1992. Den skete værdiforringelse i denne periode forekommer naturlig. Der foreligger ikke noget grundlag for, at indklagede skulle frafalde det foretagne udlæg i klagerens hus. Det af klageren i øvrigt anførte vedrører forhold, som Ankenævnet ved kendelsen af 9. juli 1992 har behandlet.
Ankenævnets bemærkninger:
På baggrund af det tidligere passerede findes indklagede ikke i september 1992, efter at bilen på ny var blevet vurderet, at have været forpligtet til på eget initiativ at rette henvendelse til klagerens samlever vedrørende dennes eventuelle køb af bilen. Denne er solgt i henhold til en ubetinget salgsfuldmagt og til en pris, som næsten svarer til den handelsværdi, til hvilken den blev vurderet i september 1992. Klagerens påstand om, at han skal godskrives for en salgssum på 35.000 kr. svarende til den værdi, bilen ca. et år tidligere var blevet vurderet til, kan herefter ikke tages til følge.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet heller ikke grundlag for at tage nogen af klagerens øvrige krav til følge.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.