Beregning af låneomlægning. Indfrielsesbeløb.

Klagerne havde et 6 pct. kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet tilbød i november 1998 opkonvertering til et 7 pct. obligationslån på 1.787.000 kr., hvilket tilbud klagerne ikke udnyttede. Instituttet fremsendte på ny den 11. august 1999 tilbud til klagerne på opkonvertering til et 8 pct. obligationslån på 1.439.000 kr. Lånet blev udbetalt ultimo august 1999 i henhold til en kursaftale, og det gamle lån blev kun delvis indfriet, idet det nye låns provenu ikke var tilstrækkeligt til fuld indfrielse. Det skyldtes, at instituttet havde beregnet det nye låns størrelse på baggrund af det gamle låns kontantrestgæld. Efter henvendelse fra klagernes advokat frafaldt instituttet sine ekspeditionsgebyrer på i alt 3.100 kr. og tilbød klagerne et supplerende lån på 175.000 kr.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at provenuet af det udbetalte lån fuldt ud skulle kunne dække indfrielsen af det gamle lån, og at instituttet skulle holde dem skadesløse for omkostninger ved sagen samt tab af mistede konverteringsmuligheder. Instituttet påstod principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod at yde klagerne et 8 pct. obligationslån på tilsvarende vilkår som det udbetalte lån til indfrielse af den resterende del af det gamle 6 pct. kontantlån.

Nævnet fandt det utvivlsomt, at instituttet havde begået en fejl ved udmålingen af det nye lån. Når der sås på det samlede forløb, var det dog tvivlsomt, om klagerne med rette havde kunnet forvente det resultat af låneomlægningen, som fremgik af tilbudet. Nævnet fandt umiddelbart, at klagerne burde have indset, at der var tale om en fejl i tilbudet, dels fordi de ca. 9 måneder før det fejlagtige tilbud fik et andet (og større) tilbud om låneomlægning til et 7 pct. lån, dels fordi ydelsen ifølge det fremsendte (ukorrekte) tilbud efter opkonvertering ville falde i stedet for at stige, som det var forventeligt. Dertil kom, at Nævnet fandt det sandsynliggjort, at klagerne ville have foretaget låneomlægningen, selv om instituttet havde udmålt lånet korrekt. Nævnet fandt derudover, at klagerne ikke havde lidt et tab, der svarede til det underskydende provenu. Som følge af de mangelfulde og misvisende oplysninger i låneomlægningstilbudet af 11. august 1999 fandt Nævnet dog, at instituttet – ud over fortabelse af sit vederlagskrav, hvilket vederlagskrav allerede var opgivet af instituttet - skulle yde klagerne et supplerende lån til indfrielse af den resterende del af kontantlånet baseret på 6 pct. obligationer. Det supplerende lån skulle ydes på samme vilkår som det udbetalte 8 pct. obligationslån – eventuelt som reservefondslån – og uden yderligere omkostninger for klagerne.