Indsigelse mod salg af aktietegningsretter, der netop var købt.
| Sagsnummer: | 267/2011 |
| Dato: | 21-03-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Ole Jørgensen, Morten Bruun Pedersen, George Wenning |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Depot - indsigelse vedr. dispositioner Netbank - værdipapirer |
| Ledetekst: | Indsigelse mod salg af aktietegningsretter, der netop var købt. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Nordea Banks salg af en post tegningsretter, som klageren netop havde købt med henblik på tegning af nye aktier.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Nordea Bank, hvor hun har et værdipapirdepot. I begyndelsen af 2011 havde klageren 234 stk. Danske Bank aktier i depotet.
Ved brev af 15. marts 2011 gav Nordea Bank klageren meddelelse om en aktieemission i Danske Bank, hvor klagerens beholdning på 234 aktier gav fortegningsret til 78 stk. nye aktier. Tegningsprisen var 86 kr. pr. aktie. Af brevet fremgår i øvrigt blandt andet:
"…
Hvis du ønsker at tegne nye aktier, skal du udfylde vedlagte blanket og returnere den til os.
Bemærk at vi skal have modtaget blanketten senest 29.03.2011, kl. 12.00. Denne frist gælder uanset hvilken tegningsperiode, der er oplyst i tegningsprospektet eller andre breve du modtager fra Nordea i forbindelse med denne kapitaludvidelse i Danske Bank.
Hører vi ikke fra dig inden fristens udløb, vil vi forsøge at sælge dine tegningsretter bedst muligt på sidste dag for handel med tegningsretter, jævnfør bankens depotbestemmelser.
…"
Klageren ønskede at udnytte tegningsretterne og returnerede den vedlagte blanket i udfyldt stand. Ved brev af 28. marts 2011 bekræftede banken aktietegningen.
Klageren var tilsluttet Nordea Banks netbank, herunder bankens værdipapirhandelssystem Online Investering. Ved to handler via netbanken den 28. marts 2011 henholdsvis kl. 14.40 og kl. 14.52 købte klageren yderligere 802 stk. tegningsretter til 9,90 kr. pr. stk.
Nordea Bank har anført, at der i perioden 17. - 29. marts 2001 automatisk blev aktiveret en pop-up advarsel i Online Investering ved kundernes køb af Danske Bank tegningsretter. Pop-up advarslen havde følgende ordlyd:
"…
Vær opmærksom på, at hvis der ikke er indgivet et tegningsønske inden den 29. marts 2011, vil tegningsretterne automatisk blive solgt den 30. marts 2011.
…"
Klageren har anført, at der ikke fremkom en sådan meddelelse i forbindelse med hendes køb af de 802 stk. tegningsretter.
Af Nordea Banks depotbestemmelser gældende fra den 1. oktober 2010 fremgår blandt andet:
"…
Nytegning
hvis tegningsfristen gør det muligt, sender banken meddelelse, når der i Statstidende indbydes til nytegning af aktier og/eller obligationer med fortegningsret. Inden for fristen træffer depotejer beslutning om
-nytegning,
-salg af tegningsretter
-køb eller salg af supplerende/overskydende tegningsretter.
Hvis banken ikke har modtaget svar inden fristens udløb og penge til brug for køb/tegning, er banken berettiget til, men ikke forpligtet til at sælges tegningsretterne bedst muligt. Banken påtager sig ikke ansvaret for, at et salg kan gennemføres.
Ikke benyttede tegningsretter, der er registreret i Værdipapircentralen, vil efter tegningsperioden blive slettet af Værdipapircentralen uden meddelelse til depotejer.
…"
Den 30. marts 2011 kl. 17.04 solgte Nordea Bank klagerens 802 stk. tegningsretter til kurs 9,868 kr. pr. stk. Klageren gjorde indsigelse mod salget af tegningsretterne som hun netop havde købt med henblik på nytegning af aktier.
Ved brev af 13. april 2011 tilbød banken pr. konduite at dække prisforskellen ved købet og salget af tegningsretterne. Beløbet udgjorde rettelig 162,80 kr., men banken tilbød ved en fejl 662,80 kr.
Den 5. maj 2011 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.
Nordea Bank har under sagen betalt 662,80 kr. til klageren uanset, at tilbuddet ved en fejl blev opgjort til et for stort beløb.
Parternes påstande
Klageren nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal stille hende som om, der var sket nytegning af aktier på grundlag af de 802 stk. tegningsretter.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken solgte tegningsretterne uden hendes viden og samtykke.
Tegningsretterne blev købt med henblik på at tegne yderligere nye aktier i Danske Bank. Hun var ikke klar over, at hun efter købet tilsyneladende skulle have kontaktet banken. Denne oplysning fremgik hverken af brevet af 15. marts 2011 eller af oplysningerne i netbanken.
Købet af tegningsretter gav ingen mening, hvis hun ikke ønskede at udnytte dem til at tegne nye aktier.
Nordea Bank Danmark har anført, at banken håndterede aktieemissionen korrekt og i overensstemmelse med reglerne. Banken begik ikke fejl, da tegningsretterne efter tegningsperioden blev solgt.
Det fremgik tydeligt af brevet af 15. marts 2011, at tegningsperioden var 17. - 30. marts 2011, og at en eventuel tegningsordre skulle være banken i hænde senest den 29. marts 2011.
Via netbanken blev klageren informeret om, at tegningsretterne ville blive solgt, hvis hun ikke indgav et tegningsønske inden den 29. marts 2011.
Det fremgår endvidere af bankens depotbestemmelser, at ubenyttede tegningsretter vil blive forsøgt solgt af banken før udløbet af tegningsperioden, og at ubenyttede tegningsretter efter tegningsperiodens udløb vil blive slettet af Værdipapircentralen.
Ankenævnets bemærkninger
Tre medlemmer – John Mosegaard, Ole Jørgensen og George Wenning – udtaler:
Klageren har anført, at hun ikke via pop-up advarsel i forbindelse med sit køb af tegningsretter via netbanken den 28. marts 2011 blev informeret om, at tegningsretterne automatisk ville blive solgt den 30. marts, medmindre klageren inden den 29. marts 2011 meddelte banken, at hun ønskede at udnytte tegningsretterne til nye aktier.
Klageren var imidlertid allerede ved bankens brev af 15. marts 2011 vedrørende klagerens eksisterende tegningsretter blevet informeret om denne procedure, som også fremgår af banken depotbestemmelser.
Bankens mulighed i henhold til depotbestemmelserne for at sælge tegningsretter, der ikke udnyttes til tegning af nye aktier, må generelt anses for bedst stemmende med depothavernes interesser, hvorved bemærkes, at ubenyttede tegningsretter slettes af Værdipapircentralen efter udløbet af tegningsperioden.
Det kan ikke bebrejdes banken, at den ikke indså, at klagerens køb af yderligere tegningsretter via netbanken kort tid før tegningsperiodens udløb, var udtryk for et ønske om at tegne nye aktier, og at banken undlod af egen drift at opsøge klageren med henblik på at indhente et formaliseret tegningsønske.
Vi stemmer derfor for, at der ikke gives klageren medhold.
To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Søren Geckler – udtaler:
Vi finder, at banken burde have indset, at klagerens køb af yderligere tegningsretter via netbanken kort tid før tegningsperiodens udløb, var udtryk for et ønske om at tegne nye aktier, og at banken ved at undlade herefter at opsøge klageren med henblik på at indhente et formaliseret tegningsønske har pådraget sig et erstatningsansvar. Vi stemmer derfor for, at banken skal stille klageren som om, der var sket nytegning af aktier på grundlag af de omhandlede 802 stk. tegningsretter.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.