Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod hævninger foretaget uden forevisning af bog.

Sagsnummer: 214/2000
Dato: 18-10-2000
Ankenævn: Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Bog - frigørende udbetaling
Ledetekst: Indsigelse mod hævninger foretaget uden forevisning af bog.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om 5 hævninger på i alt 2.735 kr. på klagerens konto med tilknyttet bog er sket med frigørende virkning for indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klageren har en indlånskonto med tilknyttet bankbog i indklagedes Strandby Plads afdeling, Esbjerg. I 1999 blev der foretaget følgende udbetalinger fra kontoen:

Dato

Beløb

29.01.1999

200,00 kr.

03.02.1999

200,00 kr.

04.02.1999

600,00 kr.

05.02.1999

1.500,00 kr.

11.02.1999

235,00 kr.

Efter udbetalingen den 11. februar 1999 var kontoens saldo 2,72 kr.

Udbetalingen den 3. februar 1999 fandt sted i indklagedes Kongensgade afdeling, Esbjerg, mens de øvrige udbetalinger fandt sted i indklagedes Varde afdeling.

Bankbogen blev ikke forevist i forbindelse med udbetalingerne.

Af bankbogen fremgår bl.a.: "Bankbogens saldo er ikke bevis for størrelsen af det beløb, der indestår på kontoen."

Indklagede har under sagen fremlagt bilagene vedrørende udbetalingerne, hvorpå der med klagerens navn som underskrift er kvitteret for modtagelsen af beløbene. På bilagene vedrørende udbetalingerne den 4. og 5. februar 1999 er klagerens personnummer tilføjet med håndskrift. På bilaget vedrørende udbetalingen den 4. februar 1999 er endvidere tilføjet "buskort".

I januar 2000 modtog klageren en årsudskrift for kontoen, der viste saldoen på 2,72 kr.

På baggrund af årsudskriften rettede klageren henvendelse til indklagede, som ajourførte bankbogen.

Parternes påstande.

Den 29. maj 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.735 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede uberettiget har udbetalt de 2.735 kr. til én, der har forfalsket hendes underskrift. Udbetalingsbilagene er ikke underskrevet af hende, og hun har ikke fået pengene.

Hun har ikke og har aldrig haft et buskort.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises, idet en afgørelse forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det forhold, at der til en konto er tilknyttet en bog ikke udelukker, at der kan hæves på kontoen uden forevisning af bogen, jf. den i bankbogen påtrykte klausul.

Ved hævning uden forevisning af en tilhørende bankbog stilles der store krav til dokumentationen for, at vedkommende, der hæver på kontoen, er berettiget hertil. I den konkrete sag fremgår det, at der ved mindst to hævninger er blevet oplyst klagerens fulde cpr.nr., og at der ved i hvert fald én hævning er forevist billedlegitimation, hvilket viser, at kassereren har sikret sig identiteten på kunden, der uden bog har hævet på kontoen.

Da hævningerne ikke fandt sted i den kontoførende afdeling, har kassererne ikke haft mulighed for at kontrollere underskriftens ægthed ved underskriftsblad el. lign.

De pågældende kasserere har ved udbetalingerne ikke været i tvivl om, at disse skete til en berettiget person - i modsat fald havde udbetalingerne ikke fundet sted.

Udbetalingerne er derfor sket med frigørende virkning, hvorfor klagen ikke bør tages til følge.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at udbetalingerne fra klagerens konto på i alt 2.735 kr. i perioden 29. januar - 11. februar 1999 skete til en person, som var uberettiget til at hæve på kontoen, og som forsynede udbetalingsbilagene med falsk underskrift.

Bankbogen blev ikke forevist i forbindelse med udbetalingerne, og indklagede er derfor ikke frigjort ved udbetaling til en uberettiget person.

Ankenævnet tager herefter klagerens påstand til følge.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger tilbageføre udbetalingerne fra klagerens konto på i alt. 2.735 kr. i perioden 29. januar - 11. februar 1999 med valør på datoen for de respektive udbetalinger. Klagegebyret tilbagebetales klageren.