Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende renteindberetning til SKAT samt anvendelse af realiseret pant

Sagsnummer: 369 /2012
Dato: 20-03-2013
Ankenævn: Eva Hammerum, Anita Barbesgaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Anita Nedergaard
Klageemne: Pant - realisation
Inkasso - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende renteindberetning til SKAT samt anvendelse af realiseret pant
Indklagede: Nordfyns Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om renteindberetning til SKAT samt anvendelse af realiseret pant.

Sagens omstændigheder

I 2006 overtog klageren som eneejer en tidligere fælles ejendom. I den forbindelse ydede Nordfyns Bank klageren en kassekredit på 1.550.000 kr. til variabel rente på for tiden 8,75 % om året. Samtidig blev ejendommen sat til salg, og i den forbindelse fik banken en uigenkaldelig salgsfuldmagt fra klageren.

Den 8. januar 2010, hvor ejendommen endnu ikke var solgt, indgav klageren en klage over Nordfyns Bank til Ankenævnet vedrørende størrelsen af renten på kreditten navnlig i forhold til renten på for eksempel et realkreditlån med årlig rentetilpasning. Ved Ankenævnets afgørelse af 14. marts 2011 fik klageren ikke medhold i klagen. Der henvises til Ankenævnets sag nr. 20/2010.

Ved årsskiftet 2010/2011 udgjorde gælden på kreditten cirka 1.750.000 kr.

På baggrund af en henvendelse fra klageren bekræftede Nordfyns Bank ved brev af 10. marts 2011, at der i år 2010 var indbetalt 13.200 kr. på kreditten til delvis dækning af tilskrevne renter samme år.

Ifølge kontoudskrifter, der er fremlagt under sagen, blev der i 2011 overført 10 ydelser á 1.100 kr. fra klagerens budgetkonto i banken til kreditten. Banken har oplyst, at man den 14. august 2012 indberettede ydelsesoverførslerne på i alt 11.000 kr. som betalte renter for 2011 til SKAT.

Den 10. august 2012 solgte banken klagerens aktier, der lå til sikkerhed for kreditten. Kredittens saldo blev herved den 15. august 2012 nedbragt fra 1.924.705 kr. til 1.877.272 kr.

Pr. den 1. oktober 2012 blev ejendommen solgt for en købesum på 850.000 kr. Provenuet af salget blev den 1. november 2011 indsat på kreditten, der herved blev nedbragt fra cirka 1,9 mio. kr. til cirka 1,1 mio. kr.

Det er uoplyst hvorledes provenuet af aktierne og ejendommen er afskrevet på renter og hovedstol.

Parternes påstande

Den 17. september 2012 har klageren indgivet en klage over Nordfyns Bank. Ankenævnet har forstået klagen således, at banken skal yde en kompensation for dels restskat som følge af manglende indberetning af renter på kreditten, dels salget af aktierne.

Nordfyns Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun for året 2010 blev påført en restskat på 30.000 kr. Det fremgik i den forbindelse, at banken ikke i tide havde indberettet renter på kassekreditten. Banken bør indberette renterne i tide, således at hun undgår restskat.

Hun har betalt renter på 13.200 kr. på kreditten i både 2010 og 2011.

I 2012 har hun betalt 4.400 kr. i renter, som banken straks bør indberette til SKAT.

Hun har overholdt alle aftaler med banken. Engagementet er derfor ikke misligholdt.

I forbindelse med drøftelserne om salget af hendes faste ejendom udtalte bankens filialdirektør, at hun efter salget havde aktierne at komme videre for.

Banken har i strid hermed solgt aktierne uden at give meddelelse herom. Hun har først i forbindelse med klagesagen fået oplysninger om salget og anvendelsen af provenuet.

Det beror på bankens beslutning, at ejendommen nu er solgt for en købesum, der efterlader hende med en gæld, der er så stor, at hun som pensionist ikke har mulighed for at afvikle den.

Nordfyns Bank har anført, at den automatiske indberetning af renter til SKAT bortfaldt, da kreditten blev misligholdt. Betalte renter på henholdsvis 13.200 kr. i 2010 og 11.000 kr. i 2011 er efterfølgende blevet indberettet af banken.

Den manglende automatiske indberetning af betalte renter på 13.200 kr. i 2010 kunne ikke i sig selv medføre en restskat i størrelsesorden 30.000 kr.

Forudsætningen for, at klageren efter ejendomssalget kunne disponere over aktierne, var, at ejendommen blev solgt for en købesum, der var tilstrækkelig til at dække bankens tilgodehavende. Da dette ikke var tilfældet, var banken berettiget til at søge sig fyldestgjort i pantet i aktierne.

Banken har ikke adgang til at forskudsregistrere for kunderne, og det er heller ikke bankens opgave.

Ankenævnets bemærkninger

Det må efter det foreliggende lægges til grund, at klageren i 2010 og 2011 betalte henholdsvis 13.200 kr. og 11.000 kr. til renter på kreditten. Nordfyns Bank har indberettet disse beløb til SKAT. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren som følge af tidspunktet for bankens indberetning er blevet påført noget tab.

På baggrund af bankens bekræftelse af betalte renter for 2010 ved brevet af 10. marts 2011 og den oplyste indberetning den 14. august 2011 af betalte renter i 2011 lægges det til grund, at banken faktisk tilvejebringer den fornødne dokumentation med henblik på klagerens mulighed for at opnå skattemæssigt fradrag.

Det må endvidere lægges til grund, at klageren ved en eventuel forskudsregistrering samt dokumentation i form af kontoudskrifter, årsopgørelser og lignende selv har mulighed for at opnå og dokumentere skattemæssige fradrag, som hun måtte være berettiget til.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Nordfyns Bank over for klageren skulle have givet afkald på sikkerheden i klagerens aktier.

Som følge af det anførte får klageren ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen