Kautionists indsigelse mod fyldestgørelse i pant.
| Sagsnummer: | 97/2003 |
| Dato: | 30-09-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Pant - realisation |
| Ledetekst: | Kautionists indsigelse mod fyldestgørelse i pant. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes fyldestgørelse i et værdipapirdepot, som klageren havde stillet til sikkerhed for sin kautionsforpligtelse for et lån ydet til klagerens tidligere ægtefælle.
Sagens omstændigheder.
Den 13. juli 1995 underskrev klagerens tidligere ægtefælle, M, et gældsbrev vedrørende et boliglån på 855.120,64 kr. Klageren underskrev samtidig særskilt kautionsdokument om selvskyldnerkaution for lånet. Klageren har anført, at hun og M blev skilt i september 1994.
I august 1997 underskrev M nyt gældsbrev om boliglånet, hvorefter lånet, hvis restgæld nu var 692.392 kr., skulle afvikles med 12.000 kr. månedligt, første gang 1. december 1997. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist. Endvidere underskrev klageren den 1. oktober 1997 et pantsætningsdokument, hvorefter hun til sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser over for indklagede pantsatte indholdet af et angivet depot. Ved individuel tilføjelse var det anført, at sikkerhedsstillelsen tillige angik klagerens kautionsforpligtelse for boliglånet til M. I det pantsatte depot beroede obligationer for ca. 100.000 kr. I pantsætningsdokumentet er henvist til indklagedes almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Af disse fremgår bl.a.:
"19. Afkast af pantet
Panteretten omfatter det afkast, som pantet giver, herunder renter, udbytter, bonus af livsforsikringer og provenu af udtrukne obligationer."
Indklagede har anført, at boliglånet blev misligholdt i 1999, hvorefter engagementet pr. 5. januar 1999 blev opsagt til fuld indfrielse over for M samt klageren.
Indklagede har ikke kunnet fremlægge kopi af skriftlig opsigelse over for klageren. Indklagede har henvist til, at opsigelsen er omtalt i en skrivelse af 4. juni 1999 til M's advokat.
Ved skrivelse af 24. februar 2000 meddelte indklagede klageren, at de pantsatte obligationer var udtrukket pr. 15. februar 2000. Provenuet på 98.000 kr. var anvendt til nedbringelse af M's boliglån. Boliglånets restgæld var herefter på ca. 563.000 kr. med tillæg af renter fra 1. januar 1999. Indklagede anførte samtidig, at man havde pant i en ophørende livspolice. Indklagede opsagde denne sikkerhed, idet man havde til hensigt at anmode om udbetaling af tilbagekøbsværdien. Indklagede anmodede i denne anledning om, at klageren rettede henvendelse. I skrivelsen henviste indklagede til, at man ca. 1 år tidligere havde orienteret klageren om, at engagementet med M var blevet opsagt.
Af en kontoudskrift vedrørende klagerens gevinstopsparingskonto fremgår, at der den 15. februar 2000, hvor saldoen var 23,08 kr., fra klagerens depot blev indsat dels et beløb på 98.000 kr. vedrørende udtrukne obligationer, dels et beløb på 3.920 kr. i obligationsrente. Det sidstnævnte beløb blev udbetalt samme dag, medens kontoens saldo på 98.023,08 kr. den 24. februar 2000 blev overført til M's boliglån.
Ved skrivelse af 4. maj 2000 meddelte indklagede klageren, at da man intet havde hørt i anledning af skrivelsen af 24. februar 2000, ville sagen blive overdraget til inkasso.
Ved skrivelse af 13. juni 2000 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede. Advokaten anførte bl.a., at klageren vedstod den indgåede kautionsforpligtelse, men at klageren ikke havde mulighed for at indfri indklagedes tilgodehavende, hverken helt eller delvist, og at hun ville kunne afgive insolvenserklæring.
Den 21. juli 2000 meddelte indklagede klagerens advokat, at man var indstillet på at stille sagen i bero indtil 1. september s.å.
Ved skrivelse af 26. oktober 2001 meddelte indklagede klagerens advokat, at der pr. 1. august 2001 var indgået en akkordordning med M. M havde indbetalt 400.000 kr., hvorefter indklagedes resttilgodehavende pr. 1. august 2001 hos klageren udgjorde 370.538,62 kr. Indklagede tilbød klageren saldokvittering på nærmere angivne vilkår.
Ved skrivelse af 15. april 2002 meddelte klagerens advokat indklagede bl.a., at klageren ikke havde økonomisk mulighed for at foretage indbetalinger, og at klageren generelt bestred at være indklagede noget beløb skyldig.
Efter at klageren i januar 2003 havde modtaget kontooversigt fra indklagede, hvoraf fremgik, at hun havde en gæld til indklagede i henhold til en fordringskonto på 270.350,90 kr., rettede klageren ved skrivelse af 20. februar 2003 henvendelse til indklagede og anførte, at hun ikke mente at skylde indklagede yderligere. Ved skrivelse af 3. marts 2003 meddelte indklagede, at klagerens kautionsforpligtelse ikke var bortfaldet.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. marts 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anse kautionsforpligtelsen for bortfaldet samt at betale 98.023,08 kr. med tillæg af renter.
Under sagens forberedelse har indklagede meddelt klageren, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet i forbindelse med, at akkordordningen blev indgået med M. Indklagede har endvidere frigivet en pantsat livsforsikringspolice. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun efter skilsmissen fortsatte som bogholder i M's firma, hvilket også omfattede at indsende månedlige ydelser på gælden til indklagede. I august måned 1998 blev hun kontaktet af virksomhedens revisor, som bad hende indstille afdragene til indklagede, da hendes tidligere ægtefælle havde intentioner om at få restgælden "handlet af" med indklagede.
Hun har ikke modtaget en skrivelse af 5. januar 1999 om opsigelse af engagementet over for såvel debitor som hende. Hun modtog heller ikke kopi af skrivelsen af 4. juni 1999 til M's advokat.
Ved skrivelse af 24. februar 2000 meddelte indklagede, at man havde hævet 98.023,08 kr. på konto -765, der er hendes gevinstopsparingskonto, hvortil indklagede ikke har fuldmagt.
Da hun ikke har modtaget opsigelsen vedrørende engagementet med M, finder hun, jf. herved også bank- og sparekasselovens § 41 a, at indklagede uretmæssigt hævede 98.023,08 kr. på gevinstopsparingskontoen. Indklagede bør derfor tilbagebetale beløbet med tillæg af renter.
Indklagede har anført, at det fremgår af pantsætningsdokumentet fra oktober 1997, at indklagedes almindelige bestemmelser for lån og kreditter var en del af aftalen med indklagede. Ifølge punkt 19 omfatter pantet bl.a. provenu af udtrukne obligationer.
Det fastholdes, at klageren i januar 1999 modtog brev fra indklagede om opsigelse af engagementet med M og samtidig opsigelse af kautionen og pantsætningen af depotet. I indklagedes brev af 4. juni 1999 til M's advokat henvises til, at opsigelsen er sket også over for kautionist/deponent.
Af skrivelsen af 24. februar 2000 fremgår endvidere, at indklagede ca. 1 år tidligere havde orienteret klageren om, at man havde opsagt engagementet over for M. Det anføres endvidere, at man opsagde sikkerheden, idet indklagede eventuelt havde til hensigt at anmode om udbetaling af forsikringspolicens tilbagekøbsværdi.
Det anførte kan alene forstås således, at man tidligere havde opsagt kaution og pantsætning af depot, men først ved skrivelsen af 24. februar 2000 gjorde pantsætningen af livsforsikringspolicen gældende over for klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har under sagens forberedelse frafaldet at gøre gældende, at der - uanset den akkordaftale, som pr. 1. august 2001 blev indgået med debitor - påhviler klageren en resthæftelse som kautionist for boliglånet til klagerens tidligere ægtefælle, M. Klagen angår herefter alene klagerens krav om tilbagebetaling af beløbet på 98.023,08 kr., som indklagede den 24. februar 2000 overførte fra klagerens gevinstopsparingskonto til M's boliglån, og hvoraf de 98.000 kr. var udtrækningsbeløbet fra obligationer, som klageren havde pantsat til sikkerhed for sine forpligtelser over for indklagede, herunder kautionsforpligtelsen for M's boliglån.
Selv om klageren ikke i januar 1999 måtte have modtaget meddelelse fra indklagede om, at boliglånet var opsagt til indfrielse på grund af misligholdelse, og indklagede således måtte have tilsidesat sin underretningsforpligtelse efter den dagældende bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 41, kan dette ikke medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse. En eventuel tilsidesættelse af underretningsforpligtelsen kan ikke anses for at have forringet klagerens regresmulighed, allerede fordi det efter klagerens egen forklaring må lægges til grund, at hun var bekendt med misligholdelsen.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede den 24. februar 2000 var berettiget til at gøre klagerens forpligtelser som kautionist og pantsætter gældende ved fra klagerens gevinstopsparingskonto til M's misligholdte boliglån at overføre det omhandlede beløb på 98.023,08 kr., hvoraf de 98.000 kr. var udtrækningsbeløbet fra de af klageren pantsatte obligationer. I øvrigt bemærkes, at klageren først under klagesagen har gjort indsigelse mod denne overførsel.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.