Antal. Manglende underretning. Sidestillet pant forringet. Tab.
| Sagsnummer: | 576/1992 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Gebyr - rykkergebyr |
| Ledetekst: | Antal. Manglende underretning. Sidestillet pant forringet. Tab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 4. juni 1987 ydede et finansieringsselskab et billån på 126.984 kr. Lånets månedlige ydelse var ifølge gældsbrevet 2.583 kr. Første ydelse forfaldt 1. august 1987. Renten, som var anført som variabel, var oplyst til p.t. 13,5%. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte debitor et løsøreejerpantebrev med pant i en citroën CX20. Klageren kautionerede ved selvskyldnerkautionserklæring af samme dato for lånet.
Det långivende finansieringsselskab blev pr. 1. januar 1988 fusioneret med et pengeinstitut, som pr. 1. januar 1992 blev fusioneret med indklagede.
Under klagesagen er fremlagt oversigter over forfaldne og indbetalte ydelser samt debiterede morarenter og rykkergebyrer. Det fremgår, at lånet siden januar 1988 har været i restance, men at debitor dog løbende betalte ydelser, således at restancen til enhver tid højst udgjorde nogle måneders ydelser og så vidt ses blev bragt ud af verden i 1990. Ydelsen, der forfaldt 1. januar 1991, indbetaltes den 10. januar 1991, hvorefter debitor ophørte med at afvikle på lånet. Pr. denne dag var lånets restgæld 67.462,25 kr.
Af oversigterne fremgår endvidere, at der i perioden fra marts 1989 til oktober 1991 næsten hver måned er opkrævet rykkergebyrer på mellem 50 kr. og 250 kr. De tre første rykkergebyrer er på i alt 250 kr. I alt er der opkrævet 3.300 kr. i rykkergebyrer.
Ved indklagedes skrivelse af 30. maj 1991 til debitor meddeltes, at lånets restance var 10.880 kr., og at man trods påkrav ikke havde modtaget beløbet, hvorfor lånet ville blive overgivet til retslig inkasso, med mindre restancen blev indbetalt inden 14 dage. I skrivelsen var anført, at en tilsvarende meddelelse var sendt til eventuel kautionist. Klageren bestrider at have modtaget kopi af denne skrivelse.
Ved skrivelse af 18. oktober 1991 til debitor anmodede indklagede om, at lånet blev indfriet under henvisning til, at man havde erfaret, at debitor havde solgt den pantsatte bil. Ved skrivelse af samme dag til klageren anmodedes denne om at indfri kautionsforpligtelsen under henvisning til debitors salg af bilen. Samtidig oplystes, at sagen var overgivet til retslig inkasso.
Ved skrivelse af 21. oktober 1991 fra indklagedes advokat til debitor anmodedes denne om at indbetale lånets restgæld opgjort pr. 17. oktober 1991 til 78.600,51 kr. med tillæg af inkassoomkostninger. Ved skrivelse af samme dag til klageren fremsendtes kopi af advokatens skrivelse til debitor. Den 27. november 1991 underskrev klageren frivilligt forlig, hvorefter klageren erkendte at skylde indklagede 78.600,51 kr. med tillæg af inkassoomkostninger 3.030,48 kr., i alt 81.630,99 kr.
Den pantsatte bil blev senere bragt til veje og i februar 1992 solgt ved tvangsauktion for 20.000 kr. med fradrag af omkostninger på i alt 4.855,95 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagedes krav mod klageren nedsættes med det tillagte inkassosalær samt med klagerens tab som følge af indklagedes for sene underretning af klageren om lånets restance.
Indklagede har under sagens forberedelse nedsat kautionsforpligtelsen med inkassosalæret på 3.030,48 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han indtil oktober 1991 alene havde modtaget en enkelt meddelelse om, at lånet var i restance med een måned, men at dette brev er bortkommet. Klageren har ikke modtaget kopi af indklagedes skrivelse af 30. maj 1991 til debitor. Lånet var, da klageren modtog skrivelsen af 18. oktober 1991, i restance med ni måneders ydelser. Dette er en tilsidesættelse af bank- og sparekasselovens § 41. Efter § 41 skulle klageren senest pr. 1. juli 1991 have været underrettet om restancen. Var dette sket, ville klageren ved at indfri gælden kunne være indtrådt i pantesikkerheden og have realiseret den pantsatte bil, som på dette tidspunkt endnu ikke var solgt af debitor. Ifølge fremlagt brugtbilskatalog var bilens værdi på dette tidspunkt 48.000 kr. Klageren har derfor lidt et tab på 28.000 kr., hvortil kommer rentetab samt skattefordel ved at overtage lånet og dermed opnå fradragsret for renter, ligesom kautionistens regresmulighed i øvrigt må anses for forringet. Lånet er endvidere efter den 1. juli 1991 debiteret gebyrer for 800 kr. Klageren finder, at brugtbilsprisen på 48.000 kr. er relevant, idet han, der er i familie med debitor, ville have haft mulighed for at gennemføre et frivilligt salg til en privatperson. Klageren har opgjort det samlede tab pr. 1. marts 1993 som følge af de nævnte forhold til i alt 50.670,08 kr.
Indklagede har anført, at § 41 ikke er tilsidesat, idet indklagede ved skrivelse af 30. maj 1991 orienterede om lånets restance, som da var mindre end seks måneder. Lånets ydelse er ikke ændret, men påløbne morarenter og gebyrer er løbende opkrævet sammen med lånets aftalte ydelse; endvidere er opkrævet gebyrer som følge af restance på tilknyttet forsikring på den pantsatte bil. For så vidt det lægges til grund, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i § 41, bestrides det, at den manglende underretning har medført tab for klageren. Den af klageren anførte værdi af bilen på 48.000 kr. i denne forbindelse kan ikke lægges til grund, bl.a. fordi der er tale om en forhandlers salgspris.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at indklagede ikke har gjort gældende, at klageren er afskåret fra at fremkomme med indsigelser mod indklagedes krav som følge af, at han den 27. november 1991 underskrev et frivilligt forlig.
Lånet kom i restance i januar 1988, og Ankenævnet finder, at indklagede i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 skulle have givet klageren meddelelse herom inden seks måneder efter det tidspunkt, da restance først opstod, selv om klageren løbende indbetalte ydelser, således at restancen indtil 1991 højst udgjorde nogle måneders ydelser. Ankenævnet lægger til grund, at klageren, hvis han havde fået en sådan meddelelse, ville have haft mulighed for at foranledige, at restancerne blev betalte tidligere af debitor, hvilket ville have betydet, at en del af de opkrævede morarenter kunne være undgået.
Ankenævnet finder endvidere, at indklagede har været uberettiget til løbende at debitere lånet for rykkergebyrer som sket. I overensstemmelse med nævnets praksis, jvf. bl.a. kendelse af 30. april 1990 i sag nr. 441/1989, findes indklagede alene at have været berettiget til at kræve gebyr for de tre første rykkerskrivelser i 1989, hvorfor indklagedes krav bør nedsættes med 3.050 kr. i for meget debiterede rykkergebyrer.
Fra 1. februar 1991 ophørte debitor med at betale ydelser, og indklagede skulle have givet klageren underretning herom senest den 1. august 1991. Det er ikke godtgjort, at klageren har modtaget kopi af indklagedes skrivelse af 30. maj 1991 til debitor, hvorved bemærkes, at en sådan underretning efter bank- og sparekasselovens § 41 skal gives ved anbefalet brev. Indklagede har således også i forbindelse med misligholdelsen i 1991 tilsidesat sin underretningspligt efter denne bestemmelse. Ankenævnet lægger til grund, at klageren, såfremt han rettidigt havde modtaget underretning om misligholdelsen, ville have haft mulighed for at begrænse sit tab, idet han kunne have fremtvunget et tidligere salg af bilen og meget muligt også kunne have opnået, at salget skete som et frivilligt salg.
Efter det anførte, og når tillige henses til, at indklagede i forhold til klageren har frafaldet sit krav på inkassoomkostninger, findes indklagedes samlede krav mod klageren efter fradrag for bilens værdi skønsmæssigt at burde nedsættes til 40.000 kr. med tillæg af renter fra den 17. oktober 1991. Ved beregningen af indklagedes aktuelle krav skal fra dette beløb fradrages ydelser betalt af klageren i henhold til det frivillige forlig.
Som følge af det anførte