Afgørelse

Afslag på lån.

Klageren underskrev i 1998 en slutseddel om køb af en nedbrændt ejendom til genopførelse. Klageren købte sig efterfølgende ind i et engelsk selskab, som blandt andet skulle medvirke til gennemførelsen af hushandlen. I slutningen af 1998 underskrev klageren som direktør for selskabet ny slutseddel om køb af ejendommen og deponerede i januar 1999 udbetalingen samt skaffede i marts 1999 en kautionist, som imidlertid efterfølgende trak sit kautionstilsagn tilbage. Efter henvendelse fra klageren meddelte det indklagede realkreditinstitut meddelte i maj 1999 denne, at instituttet ikke på noget tidspunkt havde modtaget fyldestgørende dokumentation, der opfyldte kravene for at bevilge en overtagelse af den omhandlede ejendom, og at instituttet som følge af de mange tvivlsspørgsmål i sagen i øvrigt ikke ønskede at medvirke ved handlen. Selskabet blev ophævet i juni 2001. Klageren henvendte sig flere gange til instituttet i 2003, hvorunder han blandt andet anmodede om fuldstændig aktindsigt, og hvorunder han fremsatte erstatningskrav på egne og selskabets vegne. Instituttet besvarede ikke disse henvendelser.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham og det engelske selskab fuld erstatning for ethvert tab, som instituttet havde påført ham og selskabet, samt for ethvert tab, som var påført tredjeperson på grund af instituttets afvisning af at yde realkreditlån. Derudover krævede klageren erstatning for tort. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke bevist, at instituttet på noget tidspunkt havde givet klageren et bindende tilsagn om at ville yde klageren eller hans selskab et lån. Nævnet lagde endvidere til grund, at et afslag på lån svarende til den fremlagte kopi af maj 1999 var afsendt til klagerens selskab. Nævnet fandt ikke at kunne kritisere, at instituttet havde afslået at yde lån og bemærkede i den forbindelse, at Nævnet i almindelighed ikke finder at kunne efterprøve de kredit- og udlånspolitiske overvejelser, der ligger bag et sådant afslag. Der var efter Nævnets opfattelse intet grundlag for at fastslå, at instituttet havde handlet ansvarspådragende over for klageren eller hans selskab, og fandt på det foreliggende grundlag ikke i øvrigt at kunne kritisere instituttets sagsbehandling. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.