Tinglysningsaftale. Ekspeditionsfejl. Afslag på lån.
| Sagsnummer: | 9811128/1998 |
| Dato: | 30-08-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Leif Nielsen, Jeanette Werner, Per Englyst og Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Tinglysning - aftale
Ekspedition - fejl Afslag - lån |
| Ledetekst: | Tinglysningsaftale. Ekspeditionsfejl. Afslag på lån. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
I klagerens ejendom indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut samt 7 ejerpantebreve. Klageren var prioritetskunde hos instituttet, hvorfor han uden afgivelse af økonomiske oplysninger automatisk var godkendt til at optage nye lån hos instituttet inden for 80 pct. af instituttets vurdering af ejendommen. Efter henvendelse fra klageren fremsendte instituttet i april 1998 et tilbud til klageren på et lån, der skulle have 1. prioritet i ejendommen. Klageren opsagde i april 1998 det gamle lån. Ifølge opsigelsesbekræftelsen skulle indfrielsesbeløbet være instituttet i hænde senest den 30. juni 1998. Klageren indgik den 19. maj 1998 en tinglysningsaftale med instituttet, hvorefter instituttet skulle forestå låneomlægningen, herunder sørge for rykning af ejerpantebrevene. Instituttet anmodede den 26. maj 1998 pengeinstitut 1 om rykning af ejerpantebrevene. Pengeinstitut 1 meddelte den 28. maj 1998 realkreditinstituttet en række betingelser for pengeinstitut 1´s rykning. Realkreditinstituttet rykkede den 14. juli 1998 klageren for indfrielsesbeløbet med tillæg af morarenter m.v.. Klageren protesterede den 16. juli 1998 over morarenter m.v. og henviste til tinglysningsaftalen, hvis ekspedition, han måtte formode, forløb efter hensigten, idet han ikke havde hørt andet. Instituttet fremsendte den 28. juli 1998 en kopi til klageren af brevet af 28. maj 1998 fra pengeinstitut 1. Klageren kritiserede derefter instituttet for ikke at have gjort ham bekendt med pengeinstitut 1´s brev på et tidligere tidspunkt. Instituttet svarede hertil, at man var gået ud fra, at pengeinstitut 1 holdt såvel klageren underrettet som arbejdede på rykningen. Instituttet foreslog, at klageren straks fik afklaret rykningen, alternativt at klageren tilbagekaldte opsigelsen af det gamle lån. Instituttet trak efterfølgende tilbudet om tilbagekaldelse af opsigelsen tilbage. Hver af parterne fremkom efterfølgende med forskellige løsningsforslag. Klageren fastholdt, at instituttet i h.t. tinglysningsaftalen var forpligtet til at gennemføre låneomlægningen, mens instituttet fastholdt, at der ikke kunne ske låneomlægning, før klageren dokumenterede, at rykningerne af ejerpantebrevene var på plads. Klageren bad som led i opfyldelse af tilbagerykningsvilkårene i september 1998 realkreditinstituttet om et supplerende lån på 200.000 kr. Dette afviste instituttet begrundet, i dels at ydelserne på det gamle lån ikke var betalt, dels i klagerens påstande i tvisten mellem parterne. Efter fornyede henvendelser tilbød instituttet klageren at reetablere det opsagte lån, at annullere låneomlægningen og at frafalde de opkrævede morarenter m.v. Efter yderligere korrespondance tilbagekaldte klageren den 25. oktober 1998 sin opsigelse af lån, hvorefter instituttet retablerede dette.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle: 1) Holde ham skadesløs for omkostninger og udgifter, 2) Etablere lånet som forudsat den 1. juli 1998, 3) Tilsikre ham, at aftalen med pengeinstitut 1 kunne gennemføres, 4) Betale hans omkostninger til sagsbehandlingen efter 1. juli 1998 og 5) Yde ham et til-lægslån på 200.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet betragtede det som en klar fejl, at instituttet ikke foretog sig noget i anledning af pengeinstitut 1´s rykningsbetingelser af 28. maj 1998. Nævnet anså det imidlertid ikke for godtgjort, at klageren kunne have fået tilbagerykningen gennemført inden den 1. juli 1998. Nævnet kunne ikke tillægge klageren omkostninger i forbindelse med sagsbehandlingen. Nævnet frifandt derfor instituttet vedr. klagerens påstand 1-4. Nævnet fandt, at instituttet ikke kunne afvise at behandle klageren som prioritetskunde alene med henvisning til manglende terminsbetalinger på det reetablerede lån. Instituttet var derfor forpligtet til at yde klageren et tillægslån, såfremt dette lå inden for 80 pct. af instituttets vurdering af ejendommen, og såfremt klageren efter reetableringen af det gamle lån opfyldte de af instituttet i øvrigt stillede betingelser for lån til prioritetskunder.