Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om posteringer på konto.

Sagsnummer: 469/2009
Dato: 01-02-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen, Astrid Thomas
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om posteringer på konto.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter


Indledning.

Denne klage vedrører klagerens konto i Danske Bank.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor hun har en kassekredit.

Den 27. maj 2009 indgav klageren klage til Ankenævnet. Af klageskemaet fremgår, at klageren er uforstående over for, at når hun sætter penge ind på sin kassekredit "trækker den beløbene fra og når jeg hæver beløbene lægges den til". Klageren anførte endvidere, at banken ikke vil erkende edb-fejl og ikke vil udskrive kontoudtog.

Sekretariatet forelagde klagen for Danske Bank, som i svarskrift af 18. juni 2009 oplyste, at klageren gentagne gange har rettet henvendelse til banken og givet udtryk for, at hun tilsyneladende ikke forstår sammenhængen mellem foretagne transaktioner og kontoens saldo, navnlig når kontoens kreditfacilitet har været anvendt, idet klageren har givet udtryk for, at saldoen på kontoen bliver større, når der hæves penge og mindre, når der indsættes beløb.

Parternes påstande.

Klageren har anført, at hun ønsker: "At få beløbene tilbagebetalt, da jeg må have mange penge til gode. Kræver erstatning. Og udlevering af kontoer og penge."

Danske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun mener, at banken skylder hende et beløb.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke har en sådan klarhed, at den kan behandles af Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren ikke har beskrevet eller dokumenteret et ansvarsgrundlag eller opgjort et erstatningskrav.

Klagerens konti er system- og beregningsmæssigt behandlet som andre konti af samme art. Banken er ikke afvisende over for at udskrive nærmere angivne dokumenter, der har betydning for klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage Danske Banks afvisningspåstand til følge.

Således som sagen er oplyst, føres kontoen korrekt, og det er ikke godtgjort, at Danske Bank i forbindelse med førelsen af klagerens konto har begået fejl eller forsømmelser, der kan føre til, at klagerens påstand tages til følge. Det bemærkes, at banken har erklæret sig villig til at udskrive nærmere angivne dokumenter til klageren.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :



Klagen tages ikke til følge.