Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gældsovertagelse

Sagsnummer: 9605024 /1996
Dato: 11-09-1996
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Lise Fink, Leif Nielsen, Keld Christiansen og Jørgen Ole Borg Knudsen
Klageemne: Opsigelse - af lån
Gældsovertagelse - afslag
Ledetekst: Gældsovertagelse
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Klageren overtog i marts 1993 ejendommen fra et anpartsselskab, hvori hun bl.a. selv var anpartshaver. I marts 1994 bekræftede det indklagede realkreditinstitut modtagelsen af anpartsselskabets henvendelse om gældsovertagelse og bad om fremsendelse af yderligere materiale, herunder gældsovertagelseserklæring. Ultimo marts 1994 fremsendte klagerens far en check for marts termin 1994 betinget af bevilling af gældsovertagelsen. Beløbet blev i april 1994 returneret, idet instituttet ikke kunne godkende betalingsbetingelserne. Både i 1994 og 1995 rykkede instituttet flere gange for fremsendelse af det udbedte materiale. I juni 1995 og marts 1996 modtog instituttet kopi af hhv. endeligt skøde og originalt skøde. I februar 1996 meddelte instituttet klagerens far, at man stadig ikke havde modtaget det udbedte materiale, og at instituttet - såfremt klageren ikke kunne godkendes som kunde - kunne opsige lånet til indfrielse. Samme dag meddelte instituttet selskabets advokat, at lånet ville blive opsagt til indfrielse, hvis endelig gældsovertagelse ikke kunne bevilges. Ligeledes samme dag gav instituttet klageren en frist på 14 dage til fremsendelse af det tidligere rekvirerede materiale, idet lånet i modsat fald ville blive opsagt til indfrielse, hvilket også ville være tilfældet, hvis instituttet ikke kunne godkende klageren som kunde. Fristen for indsendelse af materialet blev forlænget til den 26. marts 1996. Klageren underskrev den 27. marts 1996 en gældsovertagelseserklæring. Instituttet afslog den 29. marts 1996 klagerens gældsovertagelsesanmodning. Incassoadvokaten fremsendte den 2. april 1996 indfrielsesopgørelser til klageren og meddelte hende, at hun for at undgå tvangsauktion måtte indfri lånene i ejendommen. Dette blev ligeledes meddelt selskabets advokat. Fristen for indbetaling af indfrielsesbeløbet blev fastsat til den 1. maj 1996, og der blev fremsendt en opgørelse over indfrielsesbeløbet til selskabets advokat tillige med en betalingsopfordring. Yderligere korrespondance mellem parterne førte ikke til en løsning af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle trække opsigelsen af lånene tilbage og bevilge gældsovertagelse til hende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet kunne ikke kritisere, at instituttet ud fra udlåns- og kreditpolitiske overvejelser ikke havde ønsket at godkende klageren som ny debitor. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at instituttet, der efter det oplyste løbende havde indfordret oplysninger til brug for afgørelsen af klagerens anmodning om gældsovertagelse, ikke som følge af det lange tidsforløb havde forpligtet sig til at anerkende klageren som ny debitor for lånene. Nævnet fandt på denne baggrund, at instituttet havde været berettiget til at opsige lånene til indfrielse.

________________________________________________________________