Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indlån, lønkonto.

Sagsnummer: 135/1991
Dato: 20-09-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indlån, lønkonto.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I august 1990 overførte klageren sit engagement fra andet pengeinstitut til indklagedes Vojens afdeling.

I perioden oktober 1990 til februar 1991 henvendte klageren sig flere gange i afdelingen med anmodning om optagelse af et lån, hvilket afdelingen afslog. Klageren rettede herefter påny henvendelse og anmodede om at få forskellige konti ophævet. Ifølge indklagede gjorde den ekspederende medarbejder klageren opmærksom på, at der ved ophævelse af klagerens kapitalpensionskonto skulle svares afgift, hvilket klageren blev vred over, og overfusede medarbejderne. Klageren bestrider dette.

Afdelingen meddelte herefter klageren, at han var uønsket som kunde, og afdelingen anmodede klageren om at flytte sit engagement.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren kan være kunde hos indklagede.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i forbindelse med afslag på låneansøgninger føler sig uretfærdigt behandlet af indklagede. Som følge af ophævelsen af lønkontoen, har han været nødt til at oprette en girokonto, idet også andre pengeinstitutter har afvist at føre konto for ham.

Indklagede har anført, at der ud fra et kreditmæssigt synspunkt ikke har været grundlag for at imødekomme klagerens påstand om, at indklagede tilpligtes at føre konto for ham.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet har ikke mulighed for, at pålægge indklagede at yde klageren lån eller anden kreditfacilitet.

Forsåvidt angår modtagelse af indlån findes der i den foreliggende sag ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at føre indlånskonto for klageren.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.