Personskadeerstatning.
| Sagsnummer: | 177 /1991 |
| Dato: | 12-11-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Jørgen Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Gevinstopsparing - modregning
Modregning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Personskadeerstatning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I januar måned 1990 tilkendtes klageren en personskadeerstatning på 192.026 kr. Beløbet indsattes på en særskilt konto i et pengeinstitut i Nyborg.
I november 1990 henvendte klageren sig i indklagedes Nyborg afdeling medbringende 48.000 kr. i kontanter. Klageren ønskede beløbet indsat med 30.000 kr. på en i juni måned 1990 oprettet millionærkonto, på hvilken der ikke tidligere var indsat noget, samt 18.000 kr. på en nyoprettet indlånskonto.
Senere i november måned 1990 blev afdelingen opmærksom på, at klageren skyldte ca. 76.000 kr. til indklagede Holstebro afdeling, som herefter anmodede Nyborg afdeling om, at klagerens konti blev spærret. Den 29. november 1990 havde Holstebro afdelingen telefonisk kontakt med klageren, hvor en afviklingsaftale drøftedes. Klageren ønskede dog først at indgå en afviklingsaftale efter den 4. december 1990, idet hun ifølge indklagede ønskede at drøfte sagen med sin advokat. Det aftaltes herefter foreløbigt, at beløbet indsat på millionærkontoen skulle blive indestående, medens klageren fik udbetalt 18.000 kr. fra den nyoprettede indlånskonto.
Den 14. december 1990 meddelte Holstebro afdelingen klageren, at såfremt hun ikke henvendte sig med forslag til gældens afvikling, ville man modregne i indeståendet på millionærkontoen. Modregning gennemførtes herefter den 19. december 1990.
Efter gennem sin advokat at have korresponderet yderligere med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 30.000 kr. til klagerens millionærkonto samt godtgøre klagerens tab som følge af, at beløbet ikke er forblevet indestående på millionærkontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at beløbet på 48.000 kr., hvoraf 30.000 kr. indsattes på millionærkontoen, hidrører fra en erstatning tilkendt efter lov om arbejdsskadeforsikring, hvorfor der ikke kan foretages modregning eller udlæg i beløbet jf. herved retsplejelovens § 513, stk. 1. Indklagede blev ved kontoens oprettelse gjort bekendt med, at kontoen skulle bruges til beløb fra en personskadeerstatning. Det bestrides, at klageren har sammenblandet beløbene med sin øvrige formue, idet der alene er sket en omplacering af en del af erstatningen. Klageren kunne ikke den 29. november 1990 indgå nogen aftale om afvikling af gælden, før bodelingen i forbindelse med en forestående separation var afklaret. Forsåvidt angår klagerens gæld til indklagede, har klageren anført, at en medarbejder i Holstebro afdeling telefonisk har oplyst, at banken havde afskrevet 30.000 kr. Som følge af indklagedes modregning har klageren ikke været i stand til at betale terminsydelser på en ejendom, som herefter er begæret på tvangsauktion i september måned 1991.
Indklagede har anført, at for at bevare kreditorbeskyttelsen i henhold til retsplejelovens § 513, stk. 1, skal en erstatning eller godtgørelse holdes adskilt fra den øvrige formue. Dette kan ske ved indsættelse på en særskilt konto i et pengeinstitut. Kreditorbeskyttelsen bortfalder, hvis beløbet sammenblandes med pågældendes øvrige formue. Som følge af at klageren mødte op med 48.000 kr. i kontanter i indklagedes Nyborg afdeling, er indklagede af den opfattelse, at erstatningen ikke som krævet er holdt klart adskilt fra klagerens øvrige formue. Hertil kommer, at millionærkontoen blev oprettet allerede i sommeren 1990, uden at det i denne forbindelse blev oplyst, at det skulle være en "øremærket" konto. Klageren tilkendegav derimod på dette tidspunkt, at kontoen ikke var tænkt anvendt som en særskilt konto. Når beløbet éngang er hævet fra en særskilt oprettet konto, kan pågældende ikke genoprette beskyttelsen mod kreditorforfølgning, som således ophører fra det øjeblik, modtageren hæver pengene og sammenblander disse med sin øvrige formue. Indklagede bestrider forsåvidt angår klagerens gæld, at have afskrevet et beløb i størrelsesorden 30.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det oplyste må det lægges til grund, at de 48.000 kr., klageren i november 1990 indsatte i indklagedes afdeling med 30.000 kr. på millionærkontoen og 18.000 kr. på en nyoprettet indlånskonto, alle var hævet på den særskilte konto i et andet pengeinstitut, på hvilken klagerens personskadeerstatning var blevet indsat i begyndelsen af 1990. Det må endvidere lægges til grund, at klageren ikke har indbetalt andre beløb på millionærkontoen. Der har således for så vidt angår det på denne indsatte beløb alene været tale om en omplacering af en del af den udbetalte personskadeerstatning, der ikke har medført en sammenblanding med klagerens øvrige formue. Beløbet må derfor i medfør af retsplejelovens § 513, stk. 1, fortsat anses for unddraget fra retsforfølgning, hvorfor indklagedes modregning ikke har været berettiget. Klagerens påstand tages herefter til følge som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger på klagerens millionærkonto hos indklagede indsætte 30.000 kr. med tillæg af rente fra den 19. december 1990 efter en rentesats beregnet som den rente, der ydes for millionærkonti, når hensyn tages til gevinstchancen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.