Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om kreditaftalelovens § 9 var overtrådt og om banken havde aftalemæssig hjemmel til at pålægge nye gebyrer

Sagsnummer: 141 /2012
Dato: 26-09-2012
Ankenævn: Kari Sørensen, Morten Bruun Pedersen, Anna Schou Ringive, Erik Sevaldsen og George Wenning
Klageemne: Gebyr - øvrige spørgsmål
Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om kreditaftalelovens § 9 var overtrådt og om banken havde aftalemæssig hjemmel til at pålægge nye gebyrer
Indklagede: Ekspres Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod opkrævning af et gebyr for betaling gennem PBS og indførelse af et månedligt administrationsgebyr i forbindelse med klagerens lån hos Ekspres Bank.

Sagens omstændigheder

Den 12. november 2005 optog klageren et såkaldt "Ekspreslån" hos Ekspres Bank (tidligere HandelsFinans) med en hovedstol på 20.000 kr.

Af låneaftalen fremgår:

"…



Lånets hovedstol (det lånte beløb)

20.000,00 kr.

Stiftelsesomkostninger

1.600,00 kr.

Beregnede administrationsomkostninger (betales via BS)

0,00 kr.

Beregnede renter i lånets løbetid (rentefri periode)

0,00 kr.

Beregnede renter i lånets løbetid

14.680,17

*Samlede kreditomkostninger

16.280,17

Det samlede beløb, der skal betales (Summen af lånebeløbet og de samlede kreditomkostninger)

36.280,17



Renten er 18,5 % p.a. Renten er variabel og er i øjeblikket 1,54 % pr. måned svarende til en nominel årlig rente på 20,15%.

Det lånte beløb, renter og eventuelle gebyrer tilbagebetales med 71 ydelser af 504,00 kr. samt en ydelse (sidste ydelse) af 496,17 kr. Ydelserne forfalder hver den 1. i måneden, første gang den 02-01-2006. De årlige omkostninger i procent udgør 23,96% (Den samlede pris for lånet udtrykt i procent pr. år af lånebeløbet). Lånet forventes at være tilbagebetalt den 02-01-2012.

Ovennævnte beregninger og oplysninger vedrørende kreditomkostninger, ydelser og varighed, der skal gives ifølge lov om kreditaftaler, er med forbehold for, at renten ikke ændres, at der ikke pålægges andre omkostninger i løbetiden, …

Låntager kvitterer samtidig for at have modtaget kopi af låneaftalen og almindelige forretningsbetingelser.

…"

Den 15. november 2005 fik klageren lånet udbetalt.

Af kontoudskrift for lånet fremgår bl.a. en månedlig opkrævning for betalingsService ("BS gebyr") på 15 kr. første gang den 15. maj 2008 og frem til 15. september 2008 og fra 16. marts 2009 og fremefter.

Af kontoudskrift for lånet fremgår fra den 15. september 2009 og fremefter et administrationsgebyr på 19 kr. pr. måned.

Klageren har anført, at hun har betalt alle lånets 71 ydelser, og at lånet er indfriet. Banken bestrider dette.

Af kontoudskrift for lånet fremgår den 16. januar 2012 en saldo på 3.885,65 kr. i bankens favør.

Af bankens "Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder" gældende fra den 1. november 2005 fremgår:

"…

2. Forretningsbetingelserne kan ændres

Ekspres Bank kan ændre disse Forretningsbetingelser uden varsel og med øjeblikkelig virkning, hvis ændringerne ikke er til ugunst for låntager. Ellers vil ændringerne ske med tre måneders varsel.

III Gebyrer

Der beregnes gebyrer for:

-Kontogebyr op til kr. 59.00

Gebyrer tillægges lånets restgæld. De anførte gebyrsatser kan med 3 måneders varsel ændres af HandelsFinans …

Meddelelse om rente- og gebyrændringer

HandelsFinans annoncerer i dagspressen eller sender brev, hvis vi ændrer vores rentesatser og gebyrer …

…"

Af bankens "Almindelige Forretningsbetingelser for udlån" gældende pr. 1. september 2008 fremgår:

"…

C. Gebyrer

Der beregnes p.t. gebyr for:

·Pr. opkrævning via Betalingsservice op til 15,00 kr.

Gebyret vil blive opkrævet sammen med den månedlige ydelse eller tillagt lånets restgæld.

Ekspres Bank kan ændre gebyrerne straks, hvis udefra kommende markedsmæssige forhold i ind- og/eller udland giver grundlag for ændring i satserne. Hvis Ekspres Bank ønsker at indføre nye gebyrer eller ønsker at ændre sin generelle gebyrfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. til imødegåelse af øgede omkostninger, herunder tab eller skatter og afgifter eller for at opretholde/styrke kapitalgrundlaget sker ændringen med en måneds varsel.

D. Meddelelse om rente- og gebyrændringer

Ekspres Bank annoncerer i dagspressen og oplyser ændringer i tilknytning til den ordinære månedlige opkrævning. Ændringer kan også udsendes pr. brev til låntager.

Ændringer, der sker uden varsel, annonceres i dagspressen senest samtidig med ikrafttræden og fremgår af den efterfølgende opkrævning. Ændringer, der kræver varsel, fremgår af en opkrævning forud for ændringen i så god tid, at varslet overholdes …

…"

Af bankens "Almindelige Forretningsbetingelser for udlån" gældende pr. 7. juli 2009 fremgår:

"…

C. Gebyrer

Ekspres Banks gebyrer fremgår af prislisten sidst i dette dokument. Gebyret vil enten blive opkrævet sammen med den månedlige ydelse eller tillagt lånets restgæld.

Ekspres Bank kan ændre gebyrerne straks, hvis udefra kommende markedsmæssige forhold i ind- og/eller udland giver grundlag for ændring i satserne. Hvis Ekspres Bank ønsker at indføre nye gebyrer eller ønsker at ændre sin generelle gebyrfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. til imødegåelse af øgede omkostninger, herunder tab eller skatter og afgifter eller for at opretholde/styrke kapitalgrundlaget, sker ændringen med en måneds varsel.

D. Meddelelse om rente- og gebyrændringer

Ændringer, der sker uden varsel, annonceres i dagspressen senest samtidig med ikrafttræden og fremgår af den efterfølgende opkrævning. Ændringer, der kræver varsel, fremgår af en opkrævning forud for ændringen i så god tid, at varslet overholdes.

Prisliste

·Kontogebyr (mdl.adm. gebyr) op til 59,00 kr.

…"

Parternes påstande

Den 10. april 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Ekspres Bank principalt skal tilbageføre de opkrævede BS- og administrationsgebyrer, subsidiært at Ekspres Bank skal redegøre for den forlængede løbetid med tilskrivning af renter og gebyrer.

Ekspres Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det fremgår af låneaftalen, at hun skulle tilbagebetale lånet over 71 månedlige ydelser af 504 kr. Hun betalte den sidste ydelse den 2. januar 2012, hvorefter lånet er indfriet.

Hun stiller sig tvivlende over for, at hun i stedet skal betale 72 ydelser til banken, og at der er et udestående på 3.885,36 kr.

Hun er ikke forpligtet til at betale yderligere på lånet og ønsker bankens redegørelse for, hvorfor man mener, at hun skal betale 3.885,36 kr.

Ekspres Bank har anført, at bankens opgørelse af restgælden, herunder restløbetid samt rente- og gebyrtilskrivninger på klagerens lån skal forblive uændret.

Lånets løbetid er forlænget som følge af stigninger i renten samt indførelsen af lovligt varslede og hjemlede gebyrer.

Afdragsforløbet varede længere end planlagt, hvilket bl.a. skyldtes, at renten blev reguleret flere gange pga. ændringer i henholdsvis diskontoen og tre mdrs. CIBOR som referencerente.

Det fremgår af låneaftalen, at lånet har en variabel rente, der oprindeligt fulgte Nationalbankens diskonto, jf. bankens almindelige forretningsbetingelser af 1. november 2005. Forretningsbetingelserne blev i juli 2009 ændret, hvorefter referencerenten blev tre mdrs. CIBOR.

Banken har ikke mulighed for at gå længere tilbage i systemet end 2007. Klageren havde da en årlig pålydende rente på 20,0 %, der svarer til en debitorrente på 21,94 %. Der var rentestigninger på lånet pga. ændringer i diskontoen fra lånet blev etableret i 2005 til 2007. Fra 2007 har renten yderligere varieret og er i dag på 21,25 %, der svarer til en debitorrente på 23,45 %.

Rentetilskrivninger på klagerens lån er foretaget af den til enhver tid værende restgæld (hovedstol og renter). Da ydelsen er bibeholdt, har dette betydning for lånets restløbetid.

Banken har i låneaftalen taget forbehold for, at den oplyste varighed af lånet forudsætter uændrede rente- og udgiftssatser.

Banken indførte et gebyr på 15 kr. den 1. maj 2008 for opkrævning via Betalingsservice. Gebyret blev sat i bero, da Finanstilsynet ikke mente, at der var hjemmel til opkrævningen i de daværende forretningsbetingelser. Banken blev pålagt at ændre sine betingelser og varsle gebyret igen. Banken ændrede herefter sine forretningsbetingelser, og gebyret trådte i kraft pr. 1. marts 2009.

Det har ikke været muligt at fremskaffe en kopi af varslingsbrevet. Banken har fremlagt en intern e-mail, hvoraf fremgår teksten på opkrævningerne, der blev sendt til bankens kunder i januar 2009 til betaling den 1. april 2009.

Gebyret for opkrævning via Betalingsservice er lovligt varslet og hjemlet i kontrakten.

Klageren blev ikke pålagt et administrationsgebyr, da hun optog lånet i 2005. Gebyret, der var op til 59 kr., fremgår af gebyroversigten i forretningsbetingelserne fra 2005 som "Kontogebyr". Banken varslede et månedligt administrationsgebyr i sommeren 2009 til betaling først gang den 1. oktober 2009. Gebyret fremgår af forretningsbetingelserne gældende pr. 7. juli 2009.

Klageren blev varslet om administrationsgebyret med opkrævningen den 1. august 2009 til betaling første gang pr. 1. oktober 2009. Banken varslede gebyret med 2 måneder i overensstemmelse med aftalegrundlaget.

Det har ikke været muligt at fremskaffe en kopi af varslingsbrevet. Banken har fremlagt en intern e-mail, hvoraf fremgår teksten på opkrævningerne, der blev sendt til bankens kunder i juli 2009 om indførelse af administrationsgebyr til betaling pr. 1. oktober 2009.

Banken var berettiget til at varsle stigning i eksisterende gebyrer og indføre nye gebyrer i overensstemmelse med forretningsbetingelserne af 7. juli 2009, der var en del af aftalegrundlaget. Banken afgav behørigt varsel på 2 måneder om administrationsgebyrets ikrafttræden.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af klagerens låneaftaler med Ekspres Bank (tidligere Handelsfinans), at klageren modtog kopi af de almindelige forretningsbetingelser. Forretningsbetingelserne må derfor anses for en del af aftalen. Det fremgår af forretningsbetingelserne pr. 1. november 2005, at de kan ændres med tre måneders varsel.

Ekspresbank foretog i 2008 en varslet ændring af de almindelige forretningsbetingelser. Ændringen bestod blandt andet i, at betaling af låneydelser via betalingsservice blev pålagt et gebyr på 15 kr. og at det som noget nyt fremgik, at nye gebyrer kan indføres. Betaling via betalingsservice havde hidtil været gratis. Ved en senere ændring af forretningsbetingelserne blev "Kontogebyr" ændret til "Kontogebyr (mdl. adm. gebyr)", hvorefter banken begyndte at opkræve et månedligt administrationsgebyr hos klageren.

Ankenævnet finder ikke, at den generelle bestemmelse i de almindelige forretningsbetingelser om, at banken kan ændre disse med tre måneders varsel, giver aftalemæssig hjemmel til med virkning for allerede eksisterende låneaftaler at ændre i bestemmelser, der regulerer de betalinger, der påhviler låntager, således at banken på egen hånd kan hæve prisen på lånet.

Ekspresbank skal derfor tilbageføre de opkrævede BS-gebyrer og administrationsgebyrer med valør fra opkrævningstidspunktet.

Ankenævnets afgørelse

Ekspres Bank skal godskrive klageren BS- og administrationsgebyrer som ovenfor anført med valør på de enkelte datoer for debitering af gebyrerne.

Klageren får klagegebyret tilbage.