Indsigelser mod ophævelse af engagement og realisation af pant.
| Sagsnummer: | 4 /2003 |
| Dato: | 14-10-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Anne Dehn Jeppesen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Inkasso - inkassoomkostninger m.v. Pant - realisation |
| Ledetekst: | Indsigelser mod ophævelse af engagement og realisation af pant. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes ophævelse af hans engagement og realisation af pant i en bil.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 24. maj 1996 blev klagerens billån hos indklagede forhøjet med 15.000 kr. til 149.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Ydelserne skulle hæves på klagerens løbende konto hos indklagede.
Ved gældsbrev af 19. november 1997 ydede indklagede klageren et privatlån på 25.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr.
Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i klagerens personbil (VW Polo 1,3, årgang 1995).
Ved skrivelse af 24. oktober 2001 opsagde indklagede løsøreejerpantebrevet til indfrielse på grund af misligholdelse af engagementet.
De seneste indbetalinger på lånene var sket den 2. april 2001.
Fra den 1. oktober 2001 ophørte den automatiske rentetilskrivning på kontiene.
Ved skrivelse af 19. november 2001 overgav indklagede sagen til inkasso ved advokat.
Af indklagedes skrivelse til advokaten fremgår, at gælden på billånet pr. den 1. oktober 2001 var 104.601,67 kr., og at gælden på privatlånet pr. samme dato var 14.601,45 kr. På klagerens løbende konto var der en gæld på 3.174,34 kr. Der henvistes bl.a. til vedlagte "opsigelsesbreve af 24/10 2001".
Indklagede har anført, at man kun er i besiddelse af opsigelsesskrivelsen vedrørende pantebrevet, men at det må antages, at der samtidig blev fremsendt opsigelsesskrivelser vedrørende det samlede udlånsengagement, idet der henvises hertil i skrivelsen til advokaten. Klageren har anført, at han på grund af problemer med en psykisk syg nabo i den pågældende periode var afskåret fra at bo i sin lejlighed. Postvæsenet skulle sørge for vidersendelse af hans post til en postboks, men en del post, herunder brevene fra indklagede, blev ved en fejl leveret til naboen, som smed dem ud.
Sagen blev indbragt for fogedretten, hvor der blev afholdt et møde den 11. februar 2002. Fogedforretningen var af omkostningsmæssige hensyn begrænset til en mindre del af indklagedes krav. Fordringen blev under fogedforretningen opgjort til 18.656,55 kr. inklusiv renter til 8. december 2001, og indklagede fik udlæg i bilen. Nøgler og registreringsattest blev udleveret til indklagedes advokat.
Under fogedforretningen oplyste klageren, at bilen den 6. juli 2001 var blevet stjålet i Sverige. Inden forsikringsselskabet havde nået at udbetale erstatningen, blev bilen fundet. Da forsikringsselskabet vurderede, at bilen ikke var skadet, afviste selskabet at udbetale forsikringssummen. Klageren indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring. Klageren anmodede endvidere om en genetablering af engagementet med indklagede.
Ved telefaxskrivelse af 1. marts 2002 fastholdt advokaten ophævelsen af engagementet. På den baggrund anmodede klageren ved gentagne henvendelser til såvel advokaten som indklagede om, at bilen straks blev afhentet.
Ved skrivelse af 9. marts 2002 meddelte advokaten bl.a:
"Som tidligere meddelt Dem, har min klient såvel pant som udlæg i bilen, hvilket betyder at den kun må sælges med bankens forudgående tilladelse og med bankens accept af den opnåede pris.
Banken er ikke interesseret i at hente bilen på indeværende tidspunkt, hvorfor De må tage vare på bilen indtil salg kan finde sted.
De bør erindre, at dersom De får medhold i at forsikringen skal betale forsikringssummen for bilen, er det også forsikringens ret at få bilen udleveret."
Bilen blev afhentet den 15. marts 2002.
På baggrund henvendelser fra klageren meddelte indklagede ved e-mail af 18. marts 2002, at det efter en gennemgang af sagen så ud, som om der var nogle misforståelser i sagen, hvorfor klageren blev anmodet om at rette telefonisk henvendelse. Klageren fremsendte samme aften en e-mail, hvor han oplyste om sin anmodning om genetablering af engagementet, herunder tilbagelevering af bilen, som var nødvendig i jobsammenhæng og dermed en forudsætning for, at han var i stand til at genoptage betalingen af ydelserne.
Den 25. marts 2002 rykkede klageren for nummerpladerne, kvittering for afhentning af bilen samt oplysning om, hvortil bilen var transporteret og indklagedes fornyede stillingtagen til hans anmodning om genetablering af engagementet på baggrund af misforståelserne, som indklagede efter hans opfattelse havde lovet at undersøge nærmere.
Ved telefaxskrivelse af 26. marts 2002 meddelte advokaten, at nummerpladerne samme dag ville blive afleveret på motorkontoret. Ved e-mail til indklagede og telefaxskrivelse til advokaten af 27. marts 2002 rykkede klageren på ny for en kvittering for afhentning af bilen.
Ved kendelse af 21. maj 2002 afviste Ankenævnet for Forsikring at behandle klagen mod forsikringsselskabet, idet Ankenævnet vurderede, at tvisten mellem klageren og selskabet ikke kunne afgøres uden en nærmere bevisførelse, som ikke kunne ske ved nævnet.
Indklagede har oplyst, at man medio juli 2002 af forsikringsselskabet fik bekræftet, at sagen ved Ankenævnet for Forsikring var afsluttet.
Den 28. oktober 2002 modtog indklagede en opkrævning på 4.800 kr. for garageleje i 8 måneder. Beløbet blev debiteret på kontoen vedrørende billånet.
Den 29. oktober 2002 blev bilen via Dansk Automobilbørs København A/S solgt for en salgspris på 41.000 kr., som efter fradrag af salgssalær (3.000 kr.), transport (562,50 kr.) og bilbogsoplysning (50 kr.) blev afregnet til advokaten.
Den 8. november 2002 fremsendte advokaten følgende opgørelse til klageren:
Hermed opgøres kreditors tilgodehavende hos Dem pr. 08-11-2002 således | ||
Hovedstol (gældsbrev …) | kr. | 14.601,45 |
Rente (13,5) fra 01-10-2001 til 08-11-2002 | kr. | 2.283,07 |
auktionssalær | kr. | 3.000,00 |
bilbogsoplysning | kr. | 50,00 |
transport | kr. | 562,50 |
Udlæg, betales af debitor Camobi trsp bil | kr. | 875,00 |
Indbetalt af debitor salg bil | kr. | -41.000,00 |
Incassoomkostninger | kr. | 2.307,86 |
Mødesalær | kr. | 750,00 |
Rekvisition | kr. | 250,00 |
I alt | kr. | -16.320,12 |
Fogedgebyr pr. 08-12-2001 | kr. | 380,00 |
I alt | kr. | -15.940,12 |
Af kontoudskriften for billånet fremgår blandt andet:
Dato | Valør | Tekst/reference | hævet/indsat | saldo |
28.09 | 01.10 | rente | 2.932,00- | 104.451,75- |
28.09 | 01.10 | Restancerente | 149,92- | 104.601,67- |
27.03 | 27.03 | Advokatsalær | 500,00- | 105.101,67- |
28.10 | 28.10 | garage leje | 4.800,00- | 109.901,67- |
11.11 | 11.11 | overførsel | 10.556,05 | 99.345,62- |
02.12 | 03.12 | Afskrevet | 99.345,62 | 0.00 |
Af kontoudskriften for privatlånet fremgår blandt andet følgende posteringer:
Bogført Dato | Rentedato | Tekst | Hævet | Indsat | Indestående+ gæld- |
saldo pr. 31.12.2001 | 14.601,45- | ||||
12.03 | 12.03 | Gebyr | 380,00 | 14.981,45- | |
27.03 | 27.03 | Advokatsalær | 7.750,00 | 22.731,45- | |
11.11 | 12.11 | prov. ved salg af bil | 37.387,50 | 14.656,05+ | |
11.11 | 11.11 | adv. salær | 4.100,00 | 10.556,05+ | |
11.11 | 11.11 | Overførsel | 10.556,05 | 0.00+ | |
03.12 | 03.12 | Overførsel |
Indklagede har pr. den 31. december 2002 opgjort sit krav således:
Privatlån | ||
Hovedstolskrav | kr. | 0,00 |
Renter pr. 31. dec. 2002 | kr. | 2.515,25 |
Billån | ||
Hovedstolskrav | kr. | 99.345,62 |
Renter pr. 31. dec. 2002 | kr. | 13.221,16 |
Lønkonto | ||
Hovedstolskrav | kr. | 3.174,34 |
Renter pr. 31. dec. 2002 | kr. | 572,72 |
I alt pr. 31. dec. 2002 | kr. | 118.829,09 |
Parternes påstande.
Den 2. januar 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.
Ankenævnet har forstået påstanden således, at klageren påstår indklagede tilpligtet at yde en kompensation for fejl i forbindelse med sagsbehandlingen og manglende imødekommelse af anmodningerne om genetablering af engagementet.
Under sagen har indklagede godskrevet klageren 2.400 kr. svarende til halvdelen af garagelejen.
Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede burde have imødekommet hans anmodning om genetablering af engagementet, herunder at han kunne beholde bilen.
Indklagede konstaterede, at der var nogle misforståelser i sagen, men undlod at følge op herpå.
Da han i forbindelse med sit erhverv skal ud til kunder, er det påkrævet, at han har bil. Han har nu været nødsaget til at afslå tre job, hvor bilen spillede en vigtig rolle. Den manglende genetablering af engagementet og det gennemførte salg af bilen har medført et stort tab, ligesom han har mistet muligheden for en god løbende indtægt.
Såfremt engagementet var blevet genetableret, og han havde haft bilen, havde det hele kørt af sig selv igen, og hverken indklagede eller han havde lidt tab. Indklagede bør som følge af den manglende genetablering af engagementet selv bære tabet på dette.
Han har haft uforholdsmæssigt meget besvær med hensyn til afmelding af nummerplader, og han har endnu ikke modtaget en kvittering for afhentningen af bilen.
Han blev ikke orienteret om salget af bilen, og advokatens opgørelse i forbindelse hermed ser mystisk ud.
Den kopi af afregningen vedrørende bilsalget, der er fremlagt under sagen, mangler tilsyneladende noget tekst.
Bilen burde være solgt straks efter afhentningen. Der kunne i givet fald antagelig være opnået en bedre pris, ligesom omkostningerne til garageleje kunne havde været undgået. Såfremt afgørelsen i Ankenævnet for Forsikring var af betydning, kunne indklagede have rettet henvendelse til ham herom.
Han havde en konkret køber, der ville betale ca. 50.000 kr. for bilen.
Der er ikke dokumentation for udgifterne til salær, inkassoomkostninger m.m.
Indklagede har anført, at det var berettiget at ophæve engagementet, da dette var misligholdt.
Bilen blev afhentet fra klagerens adresse og sat til opbevaring hos et bilfirma og efterfølgende solgt på Dansk Automobilbørs København A/S.
Klageren blev orienteret om, hvornår nummerpladerne blev afleveret til motorkontoret, og om, hvad bilen indbragte ved salget.
Klagerens anmodning om at modtage kvittering på afhentning af bilen og afmelding af nummerplader er blevet imødekommet.
Det var berettiget at afvise klagerens anmodning om genetablering af engagementet.
Baggrunden for, at bilen ikke blev afmeldt straks efter, at den var afhentet, var, at man anså det for hensigtsmæssigt, at der så vidt muligt var en afklaring af klagerens tvist med sit forsikringsselskab, inden bilen blev solgt.
Prisen må anses for den pris, det var muligt at opnå på det pågældende tidspunkt. Hvis klageren havde kendskab til en mulig køber, burde han have rettet henvendelse herom.
Opgørelsen i skrivelsen af 8. november 2002 vedrører kun den del af tilgodehavendet, der var sendt til inkasso.
Under hensyn til at man i juli 2002 fik bekræftet, at sagen i Ankenævnet for Forsikring var afsluttet, er klageren blevet godskrevet garageleje i fire måneder.
Omkostningerne i opgørelsen er af sædvanlig størrelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede var på grund af klagerens misligholdelse af engagementet berettiget til at opsige dette i efteråret 2001.
Indklagede var ikke forpligtet til at efterkomme klagerens anmodning om genetablering af engagementet, ligesom klageren selv må bære risikoen for modtagelsen af sin post. Da der ikke var betalt ydelser på lånene siden april 2002, måtte klageren i øvrigt være bekendt med misligholdelsen.
Ankenævnet finder, at indklagede i umiddelbar forlængelse af afslaget af 1. marts 2002 på anmodningen om genetablering af engagementet klart burde have orienteret klageren om, hvorledes der ville blive forholdt med bilen, således at han havde mulighed for at varetage sine interesser, herunder eventuelt selv skaffe en køber.
Det måtte endvidere påhvile indklagede at søge bilen solgt inden for rimelig tid. Indklagede har i erkendelse af, at der gik for lang tid, inden bilen blev solgt, under sagen godskrevet klageren halvdelen af omkostningerne til garageleje svarende til fire måneders leje. Ankenævnet finder, at indklagede herudover rentemæssigt bør stille klageren, som om provenuet ved bilsalget var indgået på engagementet fire måneder tidligere end sket.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at bilen ville have kunne indbringe et større provenu, såfremt den var blevet solgt i juli 2002 frem for som sket i oktober 2002.
I forlængelse af bilsalget burde indklagede have fremsendt en specificeret opgørelse af engagementet til klageren med dokumentation for de omkostninger, som engagementet var blevet belastet med. Den af advokaten fremsendte opgørelse af 8. november 2002 finder Ankenævnet utilstrækkelig og misvisende.
De fremlagte fakturaer udgør tilstrækkelig dokumentation for garageleje, auktionssalær (3.000 kr.), transport (562,50 kr.) og bilbogsoplysning (50 kr.), og omkostningerne på henholdsvis 750 kr., 250 kr. og 380 kr. vedrørende fogedsagen også anses for berettigede.
Der foreligger ikke dokumentation for udgiften på 875 kr. til transport af bilen og omkostningerne til advokaten på 2.307,86 kr., 500 kr., 7.750 kr. og 4.100 kr., der fremgår af opgørelsen af 8. november 2002 og kontoudskrifterne. Ankenævnet finder, at indklagede bør frafalde omkostningerne, i det omfang der ikke kan fremskaffes dokumentation herfor. Ankenævnet har ikke taget stilling til, om omkostningerne til advokaten er rimelige.
Som følge heraf
Indklagede skal inden fire uger omberegne sit krav mod klageren i overensstemmelse med det ovenfor anførte.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.