Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dokumentgebyr i forbindelse med nedsættelse af ydelse på lån.

Sagsnummer: 201 /2003
Dato: 14-10-2003
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Anne Dehn Jeppesen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Kreditaftaleloven - gebyr, stiftelsesomkostninger
Gebyr - ændring af lån
Ledetekst: Dokumentgebyr i forbindelse med nedsættelse af ydelse på lån.
Indklagede: Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes krav om dokumentgebyr i forbindelse med nedsættelse af ydelsen på klagerens lån.

Sagens omstændigheder.

I 2001 ydede indklagede klageren og dennes samlever et lån på 170.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.100 kr.

I forbindelse med en omprioritering af klagerens ejendom i foråret 2003 blev der den 1. april 2003 ekstraordinært indbetalt 105.000 kr. på lånet, hvis saldo herefter var 48.076,75 kr. Ydelsen på lånet skulle herefter nedsættes, således at restløbetiden i princippet forblev uændret.

Den 1. maj 2003 blev der overført en ydelse på 2.100 kr. til lånet. Klageren anmodede indklagede om at nedsætte ydelsen som aftalt og samtidig tilbageføre det beløb, som var hævet for meget den 1. maj 2003.

Indklagede fremsendte et nyt gældsbrev vedrørende lånet, som nu skulle afvikles med en månedlig ydelse på 700 kr. Lånet blev samtidig forhøjet med 3.400 kr. vedrørende for meget betalt ydelse i april og maj 2002 i alt 2.800 kr., som blev tilbagebetalt, og til dækning af dokumentgebyr til indklagede på 600 kr. Endvidere var renten på lånet forhøjet.

Klageren gjorde indsigelse imod dokumentgebyret og renteforhøjelsen.

Dokumentgebyret på 600 kr. for "Etablering, ændring, forhøjelse og forlængelse af lån" fremgår af indklagedes prisliste.

Parternes påstande.

Den 30. maj 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte ydelsen på lånet uden ændring af rentesatsen og uden opkrævning af gebyr.

Indklagede har under sagen imødekommet klagerens krav om at bibeholde den hidtidige renteindplacering.

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at ydelsesnedsættelsen blev aftalt i forbindelse med drøftelserne om omprioriteringen i januar 2003. Indklagede burde have oplyst om vilkårene for ydelsesnedsættelsen, herunder om gebyret på 600 kr.

Indklagede er bedre stillet efter indbetalingen af det ekstraordinære afdrag og afviklingen uden forlængelse af løbetiden, hvorfor der ikke er grundlag for at oprette et nyt gældsbrev.

Indklagede har anført, at det følger af kreditaftalelovens § 9, at der skal gives kreditoplysninger ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb. Nedsættelsen af ydelsen på klagerens lån fra 2.100 kr. til 700 kr. pr. måned medfører en så væsentlig ændring af nøgletallene for lånet, at aftalen herom må sidestilles med en ny kreditaftale.

Med henblik på at opfylde forpligtelsen til at afgive nye kreditoplysninger er det nødvendigt at udarbejde nye dokumenter, og det er berettiget at kræve sædvanligt dokumentgebyr herfor.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af de grunde, som indklagede har anført

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.