Afgørelse

Rådgivning ved låneomlægning

I klagerens ejendom indestod tre realkreditlån, hvoraf det ene var ydet af det indklagede realkreditinstitut samt tre pantebreve til henholdsvis et forsikringsselskab og et pengeinstitut. Lånene til pengeinstituttet havde særlige indfrielsesvilkår. Instituttet fremsendte i oktober 1995 et tilbud på et kontantlån på 580.000 kr. samt en omprioriteringsberegning. Ifølge tilbudet skulle klageren kontakte instituttet, da der ikke var plads til hele omlægningen. Tilbudet indeholdt et budget, ifølge hvilket der efter fradrag for omkostninger samt indfrielse af lån til instituttet samt fremmede lån var et overskydende provenu på 178.131 kr. Af omprioriteringsberegningen, som vedrørte omlægning af de tre realkreditlån, fremgik det, at der var plads til et tillægslån på 159.000 kr. Klageren indgik i december 1995 en tinglysningsaftale med instituttet, hvoraf det fremgik, at blandt andet et af pengeinstitutlånene skulle indfries med provenuet af det nye lån, at klageren var rådgivet om forløbet af samt forudsætningerne for lånesagen, om vilkårene og betingelserne for lånetilbudet, låneudbetaling og indfrielse af lån, og at klageren var forpligtet til at indbetale ethvert beløb udlagt af instituttet til indfrielse samt omkostninger, hvis provenuet fra det nye lån ikke var tilstrækkeligt. Efterfølgende viste det sig, at pengeinstitutlånet skulle indfries til overkurs. Instituttet fremsatte forskellige løsningsforslag, herunder at det nye lån på 580.000 kr. blev nedskrevet til 430.000 kr., at de to pengeinstitutlån forblev indestående i ejendommen, men rykkede for det nye lån, og at der til dækning af delydelser og opsigelsesrenter blev ydet et 5-årigt reservefondslån. Klageren afviste løsningsforslagene, idet han fandt, at instituttet havde et rådgivningsansvar.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle betale overkursen og ekstraomkostninger i den forbindelse. Instituttet påstod frifindelse for yderligere krav fra klageren ud over ydelse af et reservefondslån som allerede tilbudt.

Nævnet lagde til grund, at instituttet havde begået en fejl ved ikke at være opmærksom på overkursen. Nævnet fandt dog ikke, at klageren kunne antages at lide et tab svarende til overkursen, der kunne kræves erstattet af instituttet. Nævnet fandt heller ikke, at et sådant krav bestod ud fra garantisynspunkter eller lignende betragtninger. Nævnet fandt imidlertid, at instituttet burde yde klageren et reservefondslån til dækning af det manglende beløb ved låneomlægningen, og at dette burde ske på samme vilkår som det optagne realkreditlån på 580.000 kr. og uden omkostninger for klageren. Nævnet fandt herudover, at instituttet som følge af den mangelfulde behandling af lånesagen burde være afskåret fra at beregne sig gebyrer under enhver form, og at instituttet skulle tilbagebetale klageren disse gebyrer.