PC Servicegebyr og transaktionsgebyr.
| Sagsnummer: | 336/1999 |
| Dato: | 07-02-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Gebyr - øvrige spørgsmål
Netbank - gebyr |
| Ledetekst: | PC Servicegebyr og transaktionsgebyr. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod indklagedes opkrævning af transaktionsgebyr og gebyr vedrørende PC Service.
Sagens omstændigheder.
Klagerens engagement med indklagede består af en lønkonto, en budgetkonto og en opsparingskonto. Kontiene er tilknyttet indklagedes PC Service. Af vilkårene for kontiene fremgår bl.a.:
"3. Der beregnes bl.a. gebyr for trukne checks, debiteringer og krediteringer. Gebyrets størrelse fremgår af bankens til enhver tid gældende satser i henhold til særskilt prisblad. Gebyret vil blive trukket ultimo kvartalet.
.........
7. For konti med Dankort, Visa/Dankort, TelefonService og/eller PC Service gælder særlige regler og vilkår, som er udleveret til kontohaver. Disse regler erklærer kontohaver og evt. befuldmægtigede sig indforstået med at overholde. Banken er uden ansvar for følgerne af, at disse regler ikke overholdes."
Af indklagedes prisliste vedrørende gebyrer fremgår bl.a.:
"Transaktioner Fast gebyr for alle transaktioner * 0,75 * Undtagen på Boliglån, Byggelån/konto og Terminskonto ... [Indklagede] Internetbank, PC- og Telefon-Service Oprettelse/abonnement 0,00 Overførsel mellem konti i [Indklagede] 0,00 Overførsel til konto i andet pengeinstitut * 1,00 Betaling af indbetalingskort * 1,00 * De kan desuden vælge at få en kvittering med posten. Den koster 5 kr. pr. betalingsdag. Der kan kun være ca. 30 overførsler pr. kvittering. Dankort og VISA/Dankort ... Hævning i pengeinstitutter og automater - hverdage 8-18 og lørdage 8-14 * 1,00 - øvrige tidsrum * 2,50 Hævning i forretninger * 0,00 Hævning i udlandet 1%, min. 30,00 * Forretningen/pengeinstituttet kan undtagelsesvis opkræve et gebyr ved køb eller hævning. Gebyret oplyses af forretningen/pengeinstituttet."
Af de under sagen fremlagte kontoudskrifter fremgår, at der den 7. januar, 9. april og 6. juli 1999 blev trukket henholdsvis 30 kr., 26 kr. og 36 kr. på klagerens lønkonto til dækning af gebyr for PC Service. Den 31. marts og 30. juni 1999 blev der trukket henholdsvis 76,50 kr. og 74,25 kr. på kontoen til dækning af transaktionsgebyrer.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. august 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre alle de gebyrer, der uretmæssigt er blevet trukket på hendes konti gennem de sidste 4 år med tillæg af renter.
Indklagede har, under henvisning til at gebyrerne er opkrævet med rette, nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at de samlede og uspecificerede kvartalsvise gebyrtilskrivninger er uigennemskuelige, og at gebyrerne uretmæssigt er opkrævet af indklagede.
Hun skiftede i sin tid til PC-bank for at spare penge, men har nu konstateret, at hun er kommet til at betale uforholdsmæssigt meget i gebyr.
Hun var ikke bekendt med, at gebyret på 0,75 kr. blev opkrævet ved enhver bevægelse på kontoen, herunder bl.a. dankortkøb i forretninger, overførsel mellem egne konti og modtagelse af løn. I prislisten er der ud for hævning i forretninger og overførsel mellem konti hos indklagede anført 0,00 kr., og hun finder det urimeligt, at det koster gebyr at modtage løn. Såfremt der også betales gebyr for at få trukket gebyr og for rentetilskrivning, som også er transaktioner, er dette absurd.
Da hun har en "konto" bør hun være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i prislisten.
Hun var uforstående over for, at indklagede opkrævede gebyr for PC Service, idet indklagede havde oplyst, at det var gratis. Hun er først nu blevet bekendt med, at gebyret er en samlet betegnelse for gebyrerne for regningsbetaling m.v.
Både gebyrerne vedrørende PC Service og transaktionsgebyrerne burde være specificerede, således at det fremgår, hvad der betales for.
Indklagede har anført, at der beregnes transaktionsgebyr for debiteringer og krediteringer på konti med undtagelse af transaktioner på boliglån, byggelån, byggekonti og terminskonti. Ordet "konto" i prislisten henviser i denne sammenhæng til byggekonto og ikke konti i almindelighed. Der beregnes ikke transaktionsgebyr for tilskrivning af renter og gebyrer.
Det var tidligere i prislisten anført, at hævning med dankort var "gebyrfrit". Dette henviser til, at der ikke beregnes særskilt gebyr for denne anvendelse. Betegnelsen er efterfølgende i forbindelse med en revision af prislisten ændret til blot at angive et gebyr på 0,00 kr. Der er herved ikke tilsigtet nogen ændring i retsforholdet over for kunderne.
"Gebyrer PC Service" omfatter de gebyrer, der er knyttet til anvendelsen af PC Service. Disse er anført på prislisten og vedrører overførsler til konti i andre pengeinstitutter, betaling af indbetalingskort og eventuel skriftlig kvittering for overførsler. Disse gebyrer opsummeres og debiteres kvartalsvis uden specifikation. Gebyrerne kan kontrolleres ved en gennemgang af kontoudtog og udsendte kvitteringer.
Der ydes en relativ høj rente på løn- og budgetkonti på p.t. 1,75% p.a., mens kunderne til gengæld betaler gebyrer efter deres forbrug. Det afhænger derfor af kundens dispositioner, om der netto sker betaling for anvendelsen af kontoen.
Gebyrerne er hjemlet i kontovilkårene, og opdelingen mellem gebyrtyperne er både naturlig og gennemskuelige.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Da det må lægges til grund, at indklagede har været berettiget til at opkræve de gebyrer, der er indeholdt i posteringerne "gebyrer PC Service" på klagerens konto, finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at refundere disse gebyrer. Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere, at gebyrerne opkræves samlet hvert kvartal.
Det fremgår af kontovilkårene og prislisten, at der beregnes et transaktionsgebyr på 0,75 kr., og Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte gebyret som urimeligt.
Ankenævnet finder det uheldigt, at det i prislisten er anført, at gebyret for hævning i forretninger og overførsel mellem konti hos indklagede udgør 0,00 kr., uden at det er fremhævet, at transaktionsgebyret på 0,75 kr. også gælder disse hævninger og overførsler.
Tre medlemmer - Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen og Ole Reinholdt - udtaler herefter:
Vi finder dog ikke tilstrækkelig grundlag for at pålægge indklagede at tilbageføre de omhandlede transaktionsgebyrer. Vi stemmer i overensstemmelse hermed.
To medlemmer - Mette Reissmann og Inge Frølich - udtaler:
Vi finder, at prislisten er så misvisende, at vi stemmer for at pålægge indklagede at tilbageføre transaktionsgebyrerne opkrævet i forbindelse med hævning i forretninger og overførsel mellem konti hos indklagede.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Klagen tages ikke til følge.