Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1987 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 475.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 543.059 kr., som fordeltes med 448.569 kr. i kolonne 2 og 94.490 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. maj 1988 ejendommen bl.a. med overtagelse af det ene af de indestående lån. I februar 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 68.059 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 10 pct. i fem år. Den lokale Retshjælp protesterede efterfølgende forgæves på vegne af klageren over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet anførte under klagesagen, at der ikke var taget stilling til, hvorledes budsummen for den delvist dækkede hæftelse var anvendt, idet der ikke i forbindelse med videresalget var blevet dækning for denne hæftelse.

Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af det ene af pantebrevene ved videresalg af ejendommen var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke helt eller delvist var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald til dels af rente og bidrag, som var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt dog i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsorden, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af eventuel udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således godtgjorte krav skulle forrentes med 10 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.