Rykkergebyr i forbindelse med overtræk på betalingskonto.
| Sagsnummer: | 482 /1996 |
| Dato: | 08-04-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Peter Nedergaard, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
|
| Ledetekst: | Rykkergebyr i forbindelse med overtræk på betalingskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 13. juni 1996 betalte indklagede et indbetalingskort på 1.197,34 kr. for klageren ved træk på klagerens betalingskonto hos indklagede. Kontoen kom herved i overtræk med 422,62 kr.
Den 19. juni 1996 gennemførte indklagede to betalinger på henholdsvis 300 kr. og 370 kr., hvorefter overtrækket på kontoen udgjorde 1.092,62 kr. Indklagede fremsendte samme dag et kontoudtog til klageren med anmodning om indbetaling af overtrækket. Anmodningen blev gentaget ved indklagedes fremsendelse af kontoudtog den 28. juni og 3. juli 1996.
Den 8. juli 1996 fremsendte indklagede en rykkerskrivelse til klageren. Samtidig blev et rykkergebyr på 100 kr. debiteret på kontoen.
Sideløbende med fremsendelse af kontoudtog til klageren blev klageren på ny rykket pr. brev den 24. juli og 9. august 1996. Gebyrerne for rykkerskrivelserne på henholdsvis 150 kr. og 200 kr. blev debiteret kontoen.
Den 4. september 1996 blev kontoen debiteret to gange 200 kr. i rykkergebyr.
Af indklagedes regler for den pågældende kontotype fremgår bl.a.:
"I tilfælde af manglende dækning er [indklagede] berettiget til at undlade betaling af de modtagne indbetalingskort."
Af indklagedes prisliste pr. 13. maj 1996 fremgår, at der opkræves gebyr for "Rykkerskrivelse ved overtræk/restance" på 150 kr. for første rykkerskrivelse og 200 kr. pr. skrivelse for efterfølgende rykkere.
Ved klageskema af 4. december 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde gebyrerne.
Indklagede har tilbageført gebyrerne på 2 gange 200 kr. af 4. september 1996 og har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han var bortrejst på ferie i perioden 11. juni til 14. juli 1996. Før afrejsen bad han en ven om at poste et brev med indbetalingskort til indklagede. Ved en fejl havde han lagt et indbetalingskort for meget i kuverten, hvilket utilsigtet medførte et overtræk. Ved hjemkomsten konstaterede han, at kontoen var i overtræk, og at kontoen var debiteret 100 kr. På grund af et feriejob uden for hjemmet glemte han alt om overtrækket. Indklagede burde have sikret sig, at der var dækning på kontoen, før betalingerne blev foretaget. Han finder det urimeligt, at han skal betale så meget i gebyr for sin glemsomhed.
Indklagede har anført, at man ifølge kontoreglerne var berettiget, men ikke forpligtet til at undlade betaling i tilfælde af manglende dækning, hvorfor det ikke kan bebrejdes indklagede, at betalingerne blev foretaget. Klageren blev forinden opkrævningen af rykkergebyrerne orienteret om overtrækket og opfordret til at inddække dette, ligesom der kun er opkrævet tre rykkergebyrer. De to gebyrer af 200 kr., der blev debiteret kontoen den 4. september 1996, skyldes en fejl. Beløbet inklusive rente, 17,88 kr., blev tilbageført til klagerens konto den 18. december 1996 i forbindelse med modtagelsen af klagen. Klageren havde ikke henvendt sig til indklagede forud for klagen til Ankenævnet. Klageren blev opkrævet 100 kr. mindre, end prislisten berettiger til, hvilket skyldes manglende edb-mæssig samkøring i forbindelse med en forudgående fusion.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at indklagede har været berettiget til som sket at debitere klageren gebyr for de den 24. juli og 9. august 1996 fremsendte rykkerskrivelser, og finder ikke grundlag for at kritisere gebyrernes størrelse.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren