Refusion af reservefondsandel.
| Sagsnummer: | 9508053 /1995 |
| Dato: | 20-12-1995 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Beregning - reservefondsandele
|
| Ledetekst: | Refusion af reservefondsandel. |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren ejer en ejendom, hvori der indestod et kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren overtog lånet til realkreditinstituttet ved gældsovertagelse i 1979.
Realkreditinstituttet udarbejdede den 14. juni 1995 et indfrielsestilbud, hvoraf det fremgik, at lånet kunne indfries ved indbetaling af 22.039 kr. senest den 26. juni 1995. Klageren gennemførte indfrielsen den 21. juni 1995 og fik ikke i den forbindelse refunderet en andel af reservefonden.
Den 22. juni 1995 skrev klageren til realkreditinstituttet og anmodede om at få refunderet sin andel af reservefonden. Klageren henviste til, at han ved indfrielse af lånet til et andet realkreditinstitut havde fået udbetalt reservefondsandel, samt at både dette lån og lånet til det indklagede realkreditinstitut var optaget før 1972.
Ved brev af 28. juni 1995 afviste realkreditinstituttet at udbetale reservefondsandel.
Efterfølgende korrespondance førte ikke til enighed mellem parterne, hvorefter klageren indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at realkreditinstituttet var forpligtet til at udbetale reserveandel i forbindelse med låneindfrielse. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.
Det fremgik hverken af det for kontantlånet i 1969 udstedte pantebrev eller af de dagældende vedtægter eller lovgivning, at der ved ekstraordinær henholdsvis ordinær indfrielse af lånet ville eller kunne ske en refusion af indbetalt reservefondsbidrag. Af den på indfrielsestidspunktet gældende realkreditlov fremgik det, at det i vedtægterne eller lånevilkårene kunne bestemmes, at låntagerne ved indfrielse af lånet har krav på at få udbetalt en andel af seriereservefonden. Sådanne bestemmelser var imidlertid ikke indeholdt i de vedtægter, som var gældende på indfrielsestidspunktet.
På telefonisk forespørgsel fra Nævnssekretariatet oplyste realkreditinstituttet, at aftalegrundlaget mellem låntageren og realkreditinstituttet på tidspunktet for optagelsen af det omhandlede lån alene udgjordes af henholdsvis pantebrev og vedtægter.
Nævnet fandt ikke, at klagerens krav på udbetaling af reservefondsandel var hjemlet i lånegrundlaget eller lovgivningen. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.