Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for genfremsendelse af blanket til underskrift.

Sagsnummer: 153/1999
Dato: 07-09-1999
Ankenævn: Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne: Gebyr - overførsel
Gebyr - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Gebyr for genfremsendelse af blanket til underskrift.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Under denne sag har klageren gjort indsigelse mod et gebyr på 150 kr., som indklagede har opkrævet for genfremsendelse af en blanket til klagerens underskrift.

Sagens omstændigheder.

Den 22. oktober 1998 modtog indklagede en anmodning fra et forsikringsselskab om overførsel af klagerens kapitalpensionsordning. Til kapitalpensionsordningen var der tilknyttet en gruppeforsikring.

Indklagede har anført, at man samme dag, den 22. oktober 1998, fremsendte en blanket til klageren om ophør af gruppeforsikringen til hans underskrift. Indklagede er ikke i besiddelse af en kopi af fremsendelsesskrivelsen.

Da blanketten ikke blev modtaget retur i underskrevet stand, rettede indklagede henvendelse til klageren herom. Ved skrivelse af 12. januar 1999 til klageren anførte indklagede bl.a.:

"Opsigelse af gruppeinvaliderente.

Som aftalt fremsendes ny blanket til underskrift i forbindelse med at du ønsker din gruppeinvaliderente slettet. Blanketten bedes returneret til os.

Iøvrigt kan vi meddele, at vi den 22. oktober 1998 fremsendte en tilsvarende blanket på ophør af din gruppeinvaliderente, men at vi aldrig har fået denne retur i underskrevet stand."

Af skrivelsen fremgår endvidere bl.a., at indklagedes gebyr for ekspeditionen på 150 kr. var blevet hævet på klagerens konto.

Indklagede har oplyst, at gebyret er beregnet som en tredjedel af timelønssatsen på 450 kr., som er angivet i indklagedes prisliste under overskriften "øvrige".

Parternes påstande.

Den 6. april 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere gebyret på 150 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at gebyret vedrører breve, som han ikke kender noget til. Indklagede har derfor ikke været berettiget til at opkræve gebyret.

Indklagede har anført, at man den 12. januar 1999 fremsendte en ny blanket til underskrift, idet klageren ikke mente at have modtaget blanketten, der var fremsendt den 22. oktober 1998. For arbejdet i forbindelse med den ekstra ekspedition var man berettiget til at beregne sig gebyret på 150 kr. Gebyret er sædvanligt i forbindelse med dobbeltekspedition og blev oplyst til klageren i genfremsendelsesskrivelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har ikke været i stand til at dokumentere eller sandsynliggøre, at blanketten vedrørende ophøret af gruppeforsikringen blev fremsendt til klageren til underskrift den 22. oktober 1998, og det af klageren anførte må forstås således, at han bestrider at have modtaget blanketten før indklagedes fremsendelse heraf den 12. januar 1999.

Allerede som følge heraf finder Ankenævnet, at indklagede bør frafalde gebyret på 150 kr. for genfremsendelse af blanketten.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger tilbageføre gebyret på 150 kr. med valør den 13. januar 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.