Indsigelse mod omlægning af pensionsordninger til puljepension og salg af aktier.

Sagsnummer:28/2018
Dato:18-10-2018
Ankenævn:Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Sønderbæk, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Puljepension - rådgivning om placering
Ledetekst:Indsigelse mod omlægning af pensionsordninger til puljepension og salg af aktier.
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod omlægning af pensionsordninger til puljepension og salg af aktier.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M var kunder i Spar Nord Bank, hvor de havde hver en ratepension og hver en aldersopsparing. Pensionsordningerne var placeret som passive investeringer i hovedsageligt investeringsbeviser. Afkastet fra pensionsordningerne blev hvert år placeret i en puljeordning hos banken, pulje 3. Klagerne havde endvidere en beholdning af et antal Spar Nord aktier, der var placeret i frie depoter og i deres pensionsordninger.

Den 4. februar 2015 var klagerne til møde med en af bankens investeringsrådgivere, R1. Banken har anført, at det på mødet blev aftalt at sælge en stor del af klagernes Spar Nord aktier og at omlægge klagernes pensionsordninger til en puljeordning, pulje 3. Klagerne har bestridt dette. Banken har endvidere anført, at det for H’s vedkommende blev aftalt at investere for 200.000 kr. frie midler i bankens produkt Stjerneinvest Fri. Klagerne har bestridt dette og har anført, at det på mødet alene blev drøftet at sælge BankInvest Højrente investeringsbeviser. I sagen er fremlagt en oversigt af 2. februar 2015 over klagernes pensionsdepoter og frie depoter, hvorpå der med håndskrift var påført ”Salg ./. gebyr, 125 SN”. Klagerne har oplyst, at den håndskrevne tekst blev tilføjet af dem efter mødet. 

Den 4. februar 2015 underskrev H en investeringsaftale vedrørende Stjerneinvest Fri - profil 3. Banken har oplyst, at aftalen om Stjerneinvest Fri fejlagtigt angav ”lav risiko” i stedet for ”mellem risiko” i forhold til den valgte tidshorisont og risikoprofil. Samme dag underskrev H en Stjerneinvest Fri Fuldmagtsaftale, hvoraf fremgik, at der var en overordnet fordeling på henholdsvis 35 % aktier/65 % obligationer for mellem risiko (profil 3) og 10 % aktier/90 % obligationer for lav risiko (profil 4).

Den 4. februar 2015 blev der solgt i alt 1.900 stk. Spar Nord aktier fra seks frie depoter til kurs 61,00 for i alt kr. 115.690.

Den 4. februar 2015 blev endvidere solgt investeringsbeviser og Spar Nord aktier fra pensionsordningerne:

Fra H’s aldersopsparing blev der solgt værdipapirer (383 stk. ValueInvest Global til kurs 252,3, 670 stk. Spar Nord aktier til kurs 61,00, 740 stk. BankInvest Danmark til kurs 104,5, 212 stk. BankInvest Basis til kurs 414,1, 917 stk. ValueInvest Blue Chip til kurs 219,1 og 426 stk. BankInvest Højrente til kurs 60,45) for i alt 529.076,50 kr., som den 27. februar 2015 blev overført til H’s aldersopsparings puljekonto, der herefter havde en saldo på 687.891,30 kr.

Fra H’s ratepension blev der solgt værdipapirer (1.557 stk. BankInvest Højrente til kurs 60,5 og 699 stk. ValueInvest Global til kurs 252,3) for i alt 270.486,20 kr. Den 27. februar 2015 blev der overført 286.646,48 kr. til H’s ratepensionspuljekonto, der herefter havde en saldo på 499.838,99 kr.

Fra M’s aldersopsparing blev der solgt værdipapirer (282 stk. ValueInvest Global til kurs 252,4, 698 stk. ValueInvest Blue Chip til kurs 219,1, 279 stk. BankInvest Basis til kurs 414,1, 925 stk. BankInvest Højrente til kurs 60,45 og 550 stk. Spar Nord aktier til kurs 61,00) for i alt 428.933,75 kr., som den 27. februar 2015 blev overført til M’s aldersopsparingspuljekonto, der herefter havde en saldo på 764.106,86 kr.

Fra M’s ratepension blev der solgt værdipapirer (377 stk. ValueInvest Global til kurs 252,4 og 1.288 stk. BankInvest Højrente til kurs 60,45) for i alt 172.944,40 kr. Den 27. februar 2015 blev der overført 184.585,78 kr. til M’s ratepensionspuljekonto, der herefter havde en saldo på 584.403,87 kr.

Notaerne vedrørende handlerne blev sendt til klagerne den 5. februar 2015.

Banken har fremlagt et af banken den 17. april 2015 udarbejdet referat af mødet den 4. februar 2015, hvori det blandt andet var anført:

”… Vi snakkede om mulighederne der var for omlægning af deres højrentelande, et af emnerne på mødeindkaldelsen. Vi snakkede om køb af obligationer samt muligheden for højrentekonti med konkluderede at dette ikke var attraktivt. Snakkede derefter SIF og blev enige om at dette var løsningen. Gennemfik Mifid samt oprettede konto samt depot under mødet og fik underskrift på disse. Vi vendte også den 14 dages fortrydelsesret der er på Stjerne Invest.

Vi snakkede risiko generelt og vendte derfor også [H’s] store beholdning af Spar Nord aktier. Som reglerne foreskriver snakkede vi udelukkende risikoen ved enkeltaktier generelt og konklusionen blev at de for at minimere risikoen (Mifid Lav) ønskede at sælge 2500 stk.

Vi gennemgik parrets pensioner og blev enige om at de skulle omlægge deres investeringer til de bestående puljer. Vi snakkede om udbytte på papirerne og det faktum at udbyttet som regel er indregnet i kursen når vi nærmere os tidspunktet for udbetaling af dette, beslutningen blev derfor at vi solgte og omlagde til pulje med det samme. Af hensyn til den fremskredne tid blev det aftalt at [R2] solgte dem efter mødet men samme dag. ”

Klagerne har fremlagt et notat ”[M’s] oplevelse fra mødet den 04.02.15”, hvori det blandt andet var anført:

”… Vi var oprindelig kommet for at tale om vore investeringsbeviser på vore Højrentelande, da vi havde hørt, at de ikke ville give udbytte i 2014 og 2015. … [R1] synes vi havde for mange SparNord aktier, som vi burde sælge en hel del af/omlægge. Det ville medføre, at der ved omlægning ville blive holdt øje med midlerne fra SNs side, i stedet for som nu, bare 1 gang pr. år. Det lød OK og helt fint, der ville så også ske en forenkling der ville lette vores oversigt over vore investeringer. Det var ganske tilfredsstillende da vi fik 14 dages betænkningstid inden aktierne ville blive solgt. Det var jeg ganske tryg ved, fordi jeg vidste at [H] ville gennemgå det foreslåede inden der blev sagt OK til et salg.

Stor var vores overraskelse, da der allerede d. 5 februar kom salgsnotaer på vore aktier og investeringsbeviser…”

Klagerne har endvidere fremlagt et af dem den 20. april 2015 udarbejdet referat af mødet den 4. februar 2015, hvori det blandt andet var anført:

”… [R1] kunne tilbyde rådgivning i overvågning af vore investerings papirer, som krævede omlægning.

Vi lyttede og jeg synes at han snakkede løs om Stjerneinvest Fri og jeg tænkte er det det går på? Til sidst var jeg så manipuleret og hjernevasket, at jeg ikke havde helt styr på det  -  dette var ubehageligt.

[R1] sagde ikke, at vi skulle have solgt Investeringspapirer.

Jeg hørte ham sige at der skete ikke noget de næste 14 dage. Jeg tænkte ”Fint”, så ville jeg gå hjem og regne på det og evt. undersøge dette. …

Til min store forbavselse var alt solgt den 05.02.15 – Alle inversteringsbeviser og 3120 SN-aktier. Der er 457 SN aktier tilbage.

Jeg blev virkelig forskrækket, men kom i tanke om, at jeg vist havde skrevet under på noget, som jeg ikke fik kopi af, derfor begyndte jeg at holde øje med konsekvenserne. ([M] kunne desværre bekræfte, at vi begge havde skrevet under på nogle papirer). …”

På et møde den 23. februar 2015 med deres sædvanlige rådgiver, R2, underskrev klagerne aftaler om deres aldersopsparinger og om ratepensioner. I aftalerne var det blandt andet anført:

”… Investering

Fremtidige indbetalinger prognoseberegnes efter følgende procent fordeling:

Fordeling        Placeringsmåde

100 %              Pensionspulje – gruppe 3 fast

Værdien af denne aftale omfordeles efter samme investeringsvalg som er nævnt for den fremtidige indbetaling. ….”

Ifølge aftalerne skulle ratepensionerne udbetales over 10 år fra januar 2020 for M’s vedkommende og fra januar 2021 for H’s vedkommende. Aldersopsparingerne skulle ifølge aftalerne udbetales i november 2019 for M’s vedkommende og i september 2015 for H’s vedkommende. H underskrev endvidere en ny aftale vedrørende Stjerneinvest Fri om indskud af 200.000 kr. med en valgt risikoprofil på mellem risiko.

Den 20. april 2015 var klagerne til møde med R1 og R2. Klagerne har fremlagt et af dem udarbejdet referat af mødet, hvori det blandt andet var anført:

”… [M]:  Vi mangler materiale med underskrifter vedrørende omlægningen.

[R1]: Kan ikke erindrer at, [H] og [M] begge har underskrevet et dokument uden at få en kopi …

 [M] og [H] forstod på mødet 04.02.15, at de havde 14 dages betænkningstid generelt på det hele. …

[R1] De 14 dages betænkningstid var på StjerneinvestFri …

[R1] siger, at vi allerede nu har tjent godt på puljerne. Mere end 30 t.kr.  – kontooversigt med tallene er udleveret til [H]. …

 [M]   var tilfreds med omlægningen af pensionerne – bedre overblik over økonomien. …”

Klagerne har fremlagt et af dem udarbejdet yderligere referat af mødet den 20. april 2015, hvori et krav om erstatning mod banken og krav om tilbageførsel af dispositionerne er nævnt.

Den 10. juni 2015 opsagde H aftalen om Stjerneinvest Fri. Banken har oplyst, at der efter salg af værdipapirer i ordningen blev overført 194.100 kr. til klagernes konto.

Klagerne har fremlagt kontooversigter fra et norsk pengeinstitut, P, hvoraf fremgik, at de i februar 2015 og januar 2018 havde et indestående på henholdsvis ca. 203.000 kr. og 216.000 kr. hos P.

I en klage af 25. april 2017 fremsatte klagerne krav om erstatning over for banken, der afviste kravet.

Parternes påstande

Den 18. januar 2018 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale en erstatning til dem.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at banken solgte investeringsbeviserne og Spar Nord aktierne uden deres accept. Banken vildledte dem på mødet den 4. februar 2015. Banken havde alene fokus på sine egne interesser. De var godt tilfredse med deres hidtidige ordninger. De havde på intet tidspunkt ønsket at placere midlerne i pulje 3 til et lavere afkast og til et højere omkostningsniveau, der kun var til fordel for banken. Omkostningerne ved at placere midlerne i pulje 3 er ca. halvdelen af afkastet. Dispositionerne har medført et betydeligt tab for dem.

De drøftede alene BankInvest Højrente på mødet den 4. februar 2015. På trods heraf solgte banken uden aftale med dem og uden drøftelse alle investeringsbeviserne.

Banken havde ikke medbragt en oversigt over indholdet i depoterne til mødet. En sådan oversigt var en betingelse for at drøfte en eventuel beslutning om salg, omlægning m.v. Depotoversigten var det eneste bilag, som de fik med fra mødet. De tilføjede den håndskrevne tekst, da de gennemgik notaerne hjemme. Det fremgik ikke af bilaget, at næsten alle deres værdipapirer skulle sælges.

Der forelå ikke et referat af mødet den 4. februar 2015. Dette viser, at rådgivningen var meget mangelfuld. De efterfølgende transaktioner skete uden deres accept og uden deres underskrifter. Banken har fremlagt en række dokumenter, som ikke indeholder deres underskrift. De er ikke enige i bankens efterfølgende referat af mødet den 4. februar 2015.

De havde ikke anmodet om at drøfte StjerneInvest Fri. Navnet ”StjerneInvest Fri” blev ikke nævnt på mødet. Dokumentet vedrørende Stjerneinvest Fri, som banken benævner som fejlbehæftet, var et gammelt dokument, som deres tidligere rådgiver havde udarbejdet, og som var tænkt nogle frie midler (200.000 kr.), som de havde i Norge, og som potentielt skulle investeres i Stjerneinvest Fri. De behøvede derfor ikke at sælge Spar Nord aktier til brug for oprettelse af Stjerne Invest, da de havde likvide midler til dette. Midlerne er fortsat placeret i Norge grundet udviklingen i valutakursen. Der skulle således ikke have været placeret midler i Stjerneinvest Fri.

De blev gentagne gange lovet 14 dages betænkningstid, men fik ikke fortrydelsesret.

BankInvest Højrentelande blev købt uden deres viden til en højere kurs, end de blev solgt til.

Som følge af en udlandsrejse var de ikke opmærksomme på notaerne af 5. februar 2015.

Deres efterfølgende underskrift af dokumenterne den 23. februar 2015, hvor de netop var hjemvendt fra ferie, og manglende indsigelse over salget af værdipapirerne, skyldtes deres manglende overblik som følge af bankens vildledning og stressende rådgivning. De underskrev aftalerne i god tro og i tiltro til, at aftalerne var i overensstemmelse med rådgivningen. Banken nævnte ikke, at aftalerne omfattede placering af de samlede pensionsordninger i bankens pulje 3. De fik ikke udleveret kopi af dokumenterne den 23. februar 2015, men fik først kopi af disse på mødet den 20. april 2015. De aftalte ikke på mødet med banken, at der skulle oprettes et dokument vedrørende Stjerneinvest Fri.  De så heller ikke på mødet, at banken udfærdigede dette dokument.

De fremsatte krav over for banken på mødet den 20. april 2015.

Forløbet var kaotisk og præget af, at underskrifter konstant blev indhentet efter, at dispositionerne var foretaget. Banken har snydt dem og manipuleret med dem.

Bankens uberettigede dispositioner har medført et betydeligt tab for dem. Pr. 31. marts 2017 havde de mistet mere end 17 % i udbytte på investeringsbeviserne og tabt udbytte på ca. 36.000 kr. på Spar Nord aktierne fra 2015 til 2017. Deres tab på Stjerneinvest Fri udgør 8.842,31 kr.

Spar Nord Bank har anført, at banken har opfyldt de indgåede aftaler med klagerne. Formålet med omlægningen af pensionsordningerne og salget af Spar Nord aktierne var risikominimering og at sikre en løbende overvågning af klagernes investeringer. Dette formål blev opfyldt. Bankens handlinger var i overensstemmelse med det aftalte.

Klagerne havde en stor beholdning af Spar Nord aktier. For at minimere risikoen ved enkeltaktier blev det aftalt at sælge en stor del fra de frie depoter og fra klagernes to aldersopsparingsdepoter. Den fremlagte depotoversigt viser, at salget blev drøftet, herunder hvilke depoter der skulle sælges og dagens priser for to af depoterne, jf. den håndskrevne tekst, som blev påført på mødet.

Formålet med omlægningen af pensionsordningerne var, at der i puljerne løbende blev fulgt op på investeringen i stedet for en årlig stillingtagen til placeringen som i de hidtidige ordninger. I bankens puljeordninger og i de enkelte grupper i Stjerneinvest Fri sker en risikoallokering og en spredning ud fra de enkelte puljers og gruppers profil. For Puljepulje – Gruppe 3, som klagerne valgte at forsætte i, var der en overordnet fordeling på 35 % i aktiebaserede og 65 % obligationsbaserede instrumenter. Det kommende udbytte på nogle af papirerne blev drøftet på mødet den 4. februar 2015, men da det var forventningen, at udbyttet var indregnet i kursen, blev det besluttet at sælge papirerne samme dag.

Bankens handlinger var i overensstemmelse med det aftalte. Dette fremgår af, at klagerne ikke protesterede over de salgsnotaer, som de modtog den 5. februar 2015. Heller ikke på mødet den 23. februar 2015 gjorde klagerne indsigelser. Tværtimod underskrev klagerne de nye pensionsaftaler, og H bekræftede ved sin underskrift aftalen om investering af 200.000 kr. i gruppe 3 i Stjerneinvest Fri. I forbindelse med gennemgangen og underskriften af aftalerne om Stjerneinvest Fri gjorde investeringsrådgiveren opmærksom på, at H på denne aftale havde 14 dages fortrydelsesret, da der ikke ville blive investeret med det samme, men først til udgangen af måneden.

På mødet den 20. april 2015 gjorde klagerne for første gang gældende over for banken, at de skulle have haft 14 dages betænkningstid på alle aftalerne. Klagerne havde frem til dette tidspunkt tjent mere end 30.000 kr. på puljerne. Klagerne fremsatte ikke krav om erstatning, tilbageførsel af omlægningen eller lignende på mødet. M udtrykte tilfredshed med omlægningen, som gav et bedre overblik over økonomien.

Banken har ikke begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med sin rådgivning af klagerne eller med købet og salget af værdipapirer for klagerne, og banken er derfor ikke erstatningsansvarlig for klagernes evt. tab.

Til klagernes tabsopgørelse bemærkes, at det ikke er umiddelbart tydeligt for banken, hvordan klagerne er kommet frem til de angivne beløb. Der ses ikke at være taget højde for opnået afkast i puljerne. Et eventuelt tab må opgøres senest pr. 20. april 2015, hvor klagerne havde mulighed for at gøre krav gældende samt begrænse et eventuelt tab. Det kan ikke pålægges banken at erstatte manglende udbyttebetaling i flere år fremover. Særligt vedrørende investeringen i Stjerneinvest Fri kan tabet maksimalt udgøre 5.900 kr.

Ankenævnets bemærkninger

På et møde med Spar Nord Bank den 23. februar 2015 underskrev klagerne aftaler om placering af deres aldersopsparinger og ratepensioner i en af bankens pensionspuljeordninger, pulje 3. Klageren H havde på et møde den 4. februar 2015 underskrevet en aftale om placering af frie midler i bankens produkt Stjerneinvest Fri til lav risiko. På mødet den 23. februar 2015 underskrev H aftale om placering af 200.000 kr. frie midler i bankens produkt Stjerneinvest Fri til mellem risiko.

Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort omstændigheder, som kan føre til, at deres underskrifter skal anses for uforbindende for dem. Ankenævnet finder, at klagerne ved deres underskrift accepterede, at pensionsordningerne og 200.000 kr. frie midler skulle placeres i henholdsvis bankens pensionspuljeordning og i Stjerneinvest Fri. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Spar Nord Bank i forbindelse omlægningen af pensionerne til puljeordning og placering af frie midler i Stjerneinvest Fri har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge banken at betale et beløb til klagerne vedrørende salget af Spar Nord aktier fra klagernes frie depoter. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne modtog notaer vedrørende salget den 5. februar 2015.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.