Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Størrelsen af stiftelsesomkostninger på købekontrakt.

Sagsnummer: 319 /2006
Dato: 26-09-2006
Ankenævn: Peter Blok, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Kreditaftaleloven - gebyr, stiftelsesomkostninger
Ledetekst: Størrelsen af stiftelsesomkostninger på købekontrakt.
Indklagede: NV-Finans
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser mod størrelsen af stiftelsesomkostninger på en købekontrakt.

Sagens omstændigheder.

Primo 2005 købte klageren af bilhandleren F en Opel Astra for en kontantpris på 128.000 kr., som blev berigtiget bl.a. ved klagerens salg af en brugt bil for 15.000 kr. samt kontant betaling af 30.000 kr. Restkøbesummen var herefter 98.000 kr.

Ifølge en købekontrakt vedrørende købet af bilen skulle restkøbesummen på 98.000 kr. med tillæg af etableringsomkostninger på 10.331 kr. eller i alt 108.331 kr. afvikles med en månedlig ydelse på 1.699 kr. Renten var anført til 3,99 % p.a. Etableringsomkostningerne var specificeret således:

"STIFTELSESPROV. BIL

kr.

3.791,00

DOKUMENTGEBYR BIL

kr.

2.840,00

FINANSIERINGSDEKL.

kr.

600,00

TINGLYSN.BASISAFGIFT

kr.

1.400,00

TINGLYSN.PROCENTAFG.

kr.

1.700,00

Etableringsomkostninger i alt

kr.

10.31,00"

Købekontrakten, der var med sædvanligt ejendomsforbehold, blev tiltransporteret indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut. Årlige omkostninger i procent var anført med 8,411 %.

Ved skrivelse af 9. november 2005 anførte klageren, at hun var blevet opmærksom på, at stiftelsesomkostninger kun måtte være i alt 2.500 kr., hvorfor hun anmodede om refusion af 4.131 kr. Ved skrivelse af 10. s.m. afviste indklagede klagerens krav.

I december 2005 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle nedsætte gebyr og stiftelsesomkostninger.

Ankenævnets kendelse i sag 185/2004, der vedrører et tilsvarende spørgsmål som det i denne sag foreliggende, var af den pågældende klager da indbragt for domstolene, idet indklagede i sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 11, stk. 2, havde meddelt, at man ikke ønskede at være bundet af afgørelsen, der nedsatte de opkrævede stiftelsesomkostninger.

Ved kendelse af 9. marts 2006 bestemte Ankenævnet:

"Ankenævnet finder, at sagens behandling bør udsættes på baggrund af, at det spørgsmål, der er omtvistet i nærværende sag, i en anden sag er indbragt for Østre Landsret til afgørelse.

Som følge heraf

bestemmes:

Behandlingen af denne klage udsættes indtil, der foreligger en endelig afgørelse i sag 185/2004, der er indbragt for Østre Landsret."

Den 24. maj 2006 afsagde Østre Landsret dom vedrørende Ankenævnets sag 185/2004. Landsretten frifandt det sagsøgte finansieringsselskab for den nedlagte påstand. Af landsretten dom fremgår:

"…

Der er hverken i kreditaftaleloven eller lovgivningen i øvrigt fastsat regler, der direkte regulerer størrelsen på de gebyrer, der kan opkræves hos låntagerne i forbindelse med stiftelsen af en låneaftale. På tilsvarende vis er det ikke i lovgivningen nærmere reguleret, hvilke poster der kan henføres under stiftelsesomkostningerne. En mellem parterne indgået aftale vedrørende stiftelsesomkostninger kan således alene ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, såfremt omkostningerne efter de foreliggende omstændigheder må anses for urimeligt høje, jf. herved aftalelovens § 36 og 38 C samt kreditaftalelovens § 22.

Det fremgår, at [sagsøgeren] ved aftalen påtog sig en forpligtelse til at betale et etableringsgebyr på 3.975 kr. og et ekspeditionsgebyr på 1.875 kr. Efter det oplyste må det endvidere lægges til grund, at [sagsøgte] i forbindelse med lånets stiftelse udførte en række forskellige ekspeditioner, ligesom man betalte 3.500 kr. i formidlingsprovision til bilforhandleren.

På denne baggrund og under hensyn til, at de samlede omkostninger ved kreditten som udtrykt i årlige omkostninger i procent ikke kan antages at afvige fra kreditomkostningerne i andre sammenlignelige låneaftaler, finder landsretten ikke tilstrækkeligt grund for at fastslå, at det opkrævede etableringsgebyr og det opkrævede ekspeditionsgebyr væsentligt overstiger det rimelige. Der er herved også lagt vægt på, at [sagsøgte] ikke kan anses for afskåret fra at søge sine omkostninger i relation til formidlingsprovisionen dækket hos [sagsøgeren] som låntager, ligesom [sagsøgeren] må antages i fornødent omfang at være gjort bekendt hermed.

Herefter og da det af [sagsøgeren] i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, tages [sagsøgtes] frifindelsespåstand til følge.

…"

Landsrettens dom blev ikke indbragt for Højesteret.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 4.131 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun finder, at der er betalt for meget i etableringsgebyr ved stiftelsen af købekontrakten.

Indklagede har anført, at man ikke finder grundlag for at nedsætte gebyret.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

To medlemmer - Peter Blok og Ole Jørgensen, der i medfør af Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1 er tillagt to stemmer - udtaler:

Ankenævnets afgørelse af 9. december 2004 i sag nr. 185/2004 om nedsættelse af etableringsgebyr og ekspeditionsgebyr i en købekontrakt er tilsidesat ved Østre Landsrets endelige dom af 24. maj 2006. Det må herefter lægges til grund, at der heller ikke i den foreliggende sag er grundlag for at nedsætte de opkrævede stiftelsesomkostninger. Det bemærkes herved, at de samlede kreditomkostninger udtrykt som de årlige omkostninger i procent - 8,411 % - ikke kan anses for urimelige. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer - Lotte Aakjær Jensen og Jørn Ravn - udtaler:

Uanset at vi ikke finder, at de samlede omkostninger udtrykt i årlige omkostninger i procent er urimelige, finder vi i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, at aftalevilkåret vedrørende stiftelsesomkostningernes størrelse er urimeligt.

Vi lægger til grund, at et etableringsgebyr eller stiftelsesprovision i første række skal give dækning for arbejdet med kreditvurdering m.v., og at et ekspeditionsgebyr eller dokumentgebyr i første række skal dække arbejdet med udfærdigelse af dokumenterne og eventuelt tillige det arbejde, der er forbundet med fremsendelse til tinglysning. På denne baggrund finder vi, at de af indklagede opkrævede beløb på 3.791 kr. i stiftelsesprovision og 2.840 kr. i dokumentgebyr væsentligt overstiger det rimelige.

Vi lægger vægt på, at den af indklagede anvendte fremgangsmåde indebærer en vildledning af kunden, idet den nominelle rente kunstigt holdes nede, og idet det holdes skjult, at de store beløb i etableringsgebyr og ekspeditionsgebyr i realiteten er udtryk for, at det pålægges kunden at betale i hvert fald en væsentlig del af formidlingsprovisionen til autoforhandleren.

Vi finder herefter, at stiftelsesprovisionen i medfør aftalelovens § 38 c, jf. § 36, skønsmæssigt bør nedsættes til 1.500 kr. og at dokumentgebyret i medfør af de samme bestemmelser skønsmæssigt bør nedsættes til 1.000 kr. Vi stemmer således for, at disse omkostninger i alt skal nedsættes med 4.131 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf